Spm. nr. US 19

Tak for det. I dag bliver der afleveret 375.544 underskrifter til uddannelsesministeren. Det er underskrifter fra mennesker, der er vrede over et lovforslag, der udelukker, at rigtig mange unge mennesker får mulighed for at videreuddanne sig, hvis de allerede har en bacheloruddannelse i forvejen. Det er det, man kalder forbud mod dobbeltuddannelse, og det er der rigtig mange grunde til at være vred over.

For det første fordi det er så centralt i vores samfund, at når vi knokler for at betale en relativt høj skat i forhold til andre lande, så gør vi det bl.a., fordi kommende generationer også skal have mulighed for at få en uddannelse, gode fremtidsmuligheder, blive dygtige, skabe deres eget liv, som de drømmer om. Uddannelse er en værdi i sig selv, og det skaber frihed, når der er adgang til uddannelse. Den der mulighed for at vælge om og finde sin rette hylde skal ikke kun være for de få, der har penge til det.

For det andet er den veluddannede arbejdskraft jo også en vigtig ting for os alle sammen og for samfundsøkonomien. Det kan blive rigtig dyrt, hvis det her gennemføres. Jeg har fået usædvanlig mange e-mails fra forskellige mennesker i alle mulige aldersgrupper og alle mulige og umulige situationer, som er ret frustrerende. Og jeg kunne godt tænke mig, at statsministeren hørte efter, når det ikke er mig, men f.eks. Sara Persson, der er intensivsygeplejerske, der taler. Hun skriver nemlig til mig:

Jeg har længe haft en drøm om at videreuddanne mig på et højere niveau, læse medicin og blive læge og blive den første læge i familien med professionsuddannelse. Danmark mangler læger i provinsen; mit drømmejob. Jeg er en dygtig sygeplejerske. Hun skriver videre, at hendes interesse i lægevidenskaben er noget, hun virkelig har. Det har hun erfaret med alderen, men desværre vidste hun det ikke som 20-årig.

Det er ikke kun hende, det er også alle mulige andre, så mit spørgsmål til statsministeren er: Hvis nu man har valgt forkert og kan se, at man ikke er god til det her, eller man ikke er glad for det, skal man så bare sluge det valg og leve i det arbejde resten af ens liv?

Statsministeren.

Tak for det. Det er rigtigt, at vi har lavet et uddannelsesloft i en bred politisk aftale hen over midten, og det er jeg glad ved. Det inkluderer også Socialdemokratiet, og det gjorde vi, da vi lavede den tillægsaftale, der skulle sikre den dagpengereform, som er en af grundene til, at det faktisk går godt i Danmark. For ellers ville vi jo allerede have været i problemer med et lukket outputgab, men det er et sidespor.

Det er jo udtryk for en prioritering og en balance. Igen i går fik vi tal, der viser, at vi får brug for masser af faglært arbejdskraft de kommende år, og derfor synes jeg sådan set, at det er rimeligt, at hvis man har taget en uddannelse betalt af os alle sammen på bachelorniveau, så er det den, man har taget.

Hvis man så vil uddanne sig sideværts, altså på samme niveau, kan det ske, hvis man egenbetaler det, og som udgangspunkt vil der også være en mulighed for, at man kan bygge oven på sin uddannelse. Det vil sige, at pædagogen godt kan læse på universitetet, eller at læreren godt kan tage en mastergrad på universiteter. Der, hvor der så er nogle få undtagelser, er på nogle af de videregående uddannelser, som er meget dyre, bl.a. lægestudiet, hvor vi har dimensioneret det af nogle andre grunde.

Men som udgangspunkt betyder det her, at vi altså kollektivt tager ansvaret for, at folk kan få en uddannelse på bachelorniveau. Og de kan uddanne sig videre, men de kan ikke uddanne sig sideværts. Og hvis de vil det alligevel, kan de gøre det for deres egne penge.

Fru Pernille Skipper.

Jeg synes, det er fint, at statsministeren gerne vil påpege, at Socialdemokratiet også er med i aftalen. Så synes jeg også, at vi skal påpege, at Dansk Folkeparti også har en del af ansvaret for det – og så har vi vist fået de fleste med, medmindre Liberal Alliance og De Konservative også gerne vil have lidt af æren, for så skal jeg skal da gerne dele ud af den.

Jeg synes, det er noget mærkelig noget at påpege, at man kan egenbetale sig ud af det. Statsministeren ved udmærket – det håber jeg da – at det der med at betale sig til uddannelse heldigvis ikke er noget, man kan særlig mange steder i det danske samfund, og forhåbentlig er han også klar over, at det er ikke alle, der har pengene til det, tværtimod. Det er bestemt heller ikke kun sygeplejersker, der vil være læger, som er udelukket fra det; det er også folk, der har en HA i erhvervsret, der gerne vil være jurister, eller akademikere, som opdager, at de gerne være socialrådgivere, eller pædagoger, der ville være bedre til at være folkeskolelærere end pædagoger.

Jeg synes sådan set ikke, at man skal tigge og bede om at få en uddannelse i Danmark for at få lov til at bidrage med noget, man også stadig væk er glad for. Derfor vil jeg gerne have, at statsministeren svarer på spørgsmålet: Skal man så bare blive i det arbejde, som man måske ikke er god til og ikke er glad for, resten af ens liv?

Statsministeren.

Den måde, der spørges på, viser jo, at vi ser forskelligt på det her samfund, og det er jo sådan set fint nok, altså at der består nogle forskelle. Jeg synes, det er ret unikt, at vi har fri og gratis og lige adgang til uddannelsessystemet i Danmark – det er unikt. Men det er altså også vigtigt, at ting hænger sammen.

Vi har et ansvar for, at finansieringen af det her velfærdssamfund grundlæggende hænger sammen. Der siger vi ud fra en rimelighedsbetragtning, at har man fået samfundets bistand til helt gratis – og i øvrigt endda med sin forsørgelse sikret via SU – at tage en uddannelse, og så er det det, man har fået. Hvis man vil uddanne sig videre, altså videre med det fundament, man har, så kan det godt ske; hvis man vil uddanne sig sideværts, altså på det samme kompetenceniveau, så kan man ikke få det betalt af det offentlige. Så ønsker vi at skabe fleksible muligheder for, at man alligevel kan gøre det mod en egenbetaling. Der kan også være situationer, hvor man måske er på arbejdsmarkedet, og hvor man i samspil med ens arbejdsgiver får arbejdsgiveren til at medfinansiere det.

Det er udtryk for en rimelig balanceret vurdering af, hvordan vi bruger hinandens skattekroner, og det kan jeg stå på mål for sammen med et ret bredt flertal i det her Folketing.

Fru Pernille Skipper.

Jeg tror, at de fleste er klar over, at statsministeren og jeg ikke ser ens på præcis den prioriteringsøvelse, man er ude i, og at jeg nok havde ønsket, at statsministeren i stedet for det her lukkede ned for nogle af sine kommende planer om at give skattelettelser til toppen af samfundet. Så jo, det er en prioriteringsøvelse.

Det er ikke kun os i Enhedslisten, der er vrede. Altså, der er 73.000 mennesker, som har skrevet under. Finanssektorens Arbejdsgiverforening siger, at det trækker i den forkerte retning i forhold til en målsætning om at øge arbejdsstyrkens fleksibilitet og omstillingsevne, som er afgørende for dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Uddannelsesorganisationer og fagforeninger er bekymrede for, at flere vil droppe ud i utide, fordi de simpelt hen er bange for, hvad der vil ske, hvis de bliver færdige med den her bachelor, de er i gang med, for så kan de ikke vælge om. Der er altså rigtig mange, som har taget stilling til det her.

Statsministeren siger, at velfærdssamfundet skal hænge sammen. Kunne statsministeren ikke bare til sidst give mig ret i, at det der med at få en uddannelse, den rigtige uddannelse kan være et formål og en kvalitet i sig selv, og netop det, at der er adgangen til en uddannelse, friheden til at skabe sin egen fremtid, vælge om, uanset om man så har mange penge med i bagagen eller ej, er en del af det der velfærdssamfund, som statsministeren påstår han gerne vil have til at hænge sammen?

Statsministeren.

Det er ikke noget, jeg påstår; det er noget, jeg gør. Sammen med en række andre ansvarlige partier i det her Folketing har vi jo bygget det her velfærdssamfund op, mens det parti, som fru Pernille Skipper repræsenterer, har siddet på kanten og kritiseret det. Og hvis man går historisk tilbage i det parti, man udspringer af, og ser på de bevægelser, så kan man sige, at der er nogle, der har taget ansvar for at bygge det her samfund op. Og ja, det er et samfund, hvor der er fri og lige adgang til uddannelse. Der er også adgang til at vælge om, hvis man er startet på en læreruddannelse og midt i forløbet finder ud af, at det er ikke det, man skal; man skal noget andet, og så kan man vælge om.

Det, vi gør nu, er, at vi siger: Hvis man har fået en fuld og hel uddannelse betalt af os alle sammen, mens man samtidig har været forsørget af os alle sammen, så er det det tilbud, vi giver. Så kan man bygge oven på. Det kan f.eks. være den seminarieuddannede lærer eller professionshøjskoleuddannede lærer, der gerne vil tage en mastergrad i didaktik, så kan det lade sig gøre at bygge oven på. Der er også mulighed for, at pædagogen, der hellere vil være lærer, kan tage en merituddannelse.

Men, altså, det at skabe fuldstændig fri adgang til, at man kan tage én uddannelse og sige: Tak for det, nu vil jeg gerne tage én mere, i gåseøjne, magen til. Det er det, vi sætter en stopper for, for at frigøre de penge der bl.a. gør, at vi nu kan fremtidssikre en dagpengereform. Og sådan er det – pengene skal passe.

Vi har fundet en balanceret løsning, som regeringen hen over midten med Socialdemokratiet og også med bistand fra vores eget parlamentariske grundlag står vagt omkring.

Tak skal I have.

Jeg byder velkommen til den næste spørger, hr. Uffe Elbæk fra Alternativet.