Tak for det.
Da vi havde åbningsdebat nr.
2 i sidste uge, stillede jeg statsministeren et egentlig rimelig enkelt og konkret spørgsmål.
Det var utrolig svært at få et svar.
Derfor tager vi en tur mere.
Det, jeg spurgte om sidste mandag, og som jeg gerne vil spørge til nu, er, hvor lang tid mere danskerne skal arbejde.
Når jeg stiller det spørgsmål, er der to grunde til det.
Det er mit klare indtryk, at danske lønmodtagere for manges vedkommende, når de er i halvtredserne, begynder at planlægge deres tilbagetrækning.
Man begynder at planlægge sin seniortilværelse, man vil gerne have sikkerhed for, man vil gerne have viden om, hvornår man kan udtræde af arbejdsmarkedet.
Derfor tror jeg, det er vigtigt, når vi laver politiske aftaler, som har stor betydning for, hvornår mennesker kan trække sig tilbage, at vi står ved dem, at vi værner om dem, at der er troværdighed om de politiske aftaler.
Vi ved, at regeringen ønsker, at danskerne skal arbejde længere.
Vi ved også, at det kommer til at skabe usikkerhed for rigtig mange mennesker.
Derfor synes jeg, det er rimeligt, at statsministeren i dag svarer på, hvor lang tid mere danske lønmodtagere skal arbejde.
Jeg spørger også ind til det, fordi mange danske lønmodtagere ikke kan arbejde mere.
Også flere end de 100 personer, som regeringen ønsker at skabe en ny ydelse og ordning til.
Det er mennesker, som er nedslidt, fordi de har passet deres arbejde.
De er stået op hver eneste dag eller nat, har udført et vigtigt arbejde for vores samfund.
Typisk har de haft nogle af de hårdeste fysiske job.
De er kommet først ind på arbejdsmarkedet, og de har arbejdet i flest år.
I dag kan vi jo gå på folkepension, når vi er 65.
Allerede om 12 år har det ændret sig til det 67.
år.
Det betyder, at en 55-årig i dag ved, at man skal arbejde, til man er 67 og ikke 65.
Det er alt rigeligt.
Den tidligere regering, Venstreregeringen, ønskede at bede alle, også de nedslidte, om at arbejde ½ år mere.
Nu spørger jeg så statsministeren:
Hvad er den nye regerings plan?
Hvor lang tid skal danske lønmodtagere arbejde mere og hvornår?