Spm. nr. S 962

22) Til ældreministeren af:

Astrid Krag (S) :

Mener ministeren, at der i dag er tilstrækkeligt fokus på tværfaglighed i omsorgen for mennesker med demens?

Værsgo for oplæsning.

Tak for det. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at der i dag er tilstrækkeligt fokus på tværfaglighed i omsorgen for mennesker med demens?

Ministeren.

Også tak til spørgeren for dette spørgsmål. Jeg vil gerne starte med at sige, at tværfaglighed for mig at se er helt nødvendigt for at sikre en god og værdig pleje af mennesker med demens. Vi skal lære af hinanden, og forskellige fagligheder kan jo bidrage med noget forskelligt. Så jeg er helt enig med Socialpædagogerne, når de siger, at ingen fagligheder kan løse opgaverne på demensområdet alene.

Derfor er jeg også glad for, at vi med demenshandlingsplanen bl.a. sikrer, at vi får nationale anbefalinger til optimale forløb på tværs af faglighed og sektorer, for det er naturligvis vigtigt, at plejen hænger sammen, og at de forskellige typer af fagligheder kan arbejde godt sammen.

Samtidig sikrer vi med demenshandlingsplanen også en større udbredelse af demensrejseholdene, som tager ud og underviser på plejehjemmene, og her er målgruppen netop alle de mange fagligheder, der arbejder med mennesker med demens i dagligdagen. Et af elementerne i den undervisning, demensrejseholdene giver, er den såkaldte beboerkonference. Her bringes de forskellige fagligheder, der indgår i omsorgen for mennesker med demens, sammen, eksempelvis for at forebygge udadreagerende adfærd. Derfor er jeg glad for, at vi med demenshandlingsplanen har sikret, at endnu flere kan få glæde af demensrejseholdene.

Spørgeren.

Tak til ministeren for det svar. Hvordan stiller ministeren sig til den problemstilling, der jo bl.a. bliver peget på i hvidbogen i forhold til det, man vel plejer at kalde snitfladeproblematikker, altså det her med, at borgere falder mellem stolene? De beskriver fra Socialpædagogernes side, hvordan man, når demens rammer i en yngre alder, altså mens man er relativt ung, jo så typisk er hjemmeboende med sin familie, og de beskriver i hvidbogen her, hvordan de her familier som udgangspunkt ikke har behov for pleje og omsorg i den traditionelle sundhedsfaglige forstand.

De har brug for socialfaglig støtte, der kan hjælpe dem med at skabe overblik og struktur i deres hverdag og få bearbejdet de mentale og følelsesmæssige ændringer i relationerne, som demenssygdommen giver. Altså, det her med, at det er en sygdom, hvor man har nogle forskellige behov, alt efter hvor i sygdommen man er, og hvor man er i sit liv, giver jo en fare for, at man bliver tabt mellem stolene; mellem det sociale system og det mere sundhedsfaglige system. Men hvad tænker ministeren i forhold til de der snitfladeproblematikker, som i øvrigt er så velkendte fra andre steder i vores systemer?

Ministeren.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi netop får øje på de her ting, og jeg tror også, der er fokus på derude, at vi netop skal finde ud af, hvordan vi sikrer, at der ikke er mennesker, der falder imellem det kommunale system og det sundhedsfaglige på sygehusene, og pludselig bliver tabt. Det bliver der et fokus på, og det er jeg meget, meget glad for.

Spørgeren.

Men det var faktisk ikke det, jeg mente, og det er heller ikke sådan jeg læser hvidbogen, altså at det er i snitfladen mellem det regionale sygehusvæsen og udredningen og behandlingen dér og så pleje og omsorg. Men det er snarere inden for kommunen, nemlig den socialfaglige indsats i kommunen og den sundhedsfaglige indsats. Det er altså der, man peger på en snitflade. Hvad tænker ministeren der?

Ministeren.

Jamen jeg har jo tillid til, at de enkelte ledere udeomkring på plejehjemmene selvfølgelig forstår, hvilke faglige medarbejdere der kræves for, at de kan leve op til, at den enkelte beboer med demens får den omsorg og pleje, som vedkommende har behov for.

Spørgeren.

Men jeg tror, at ministeren snakker om en helt anden målgruppe end den, jeg prøver at snakke om. Det er dem, jeg beskrev som de ældre, der føler sig lidt yngre. Jeg tror, at Steen Hasselbalch, som er overlæge i demenssygdomme, selv beskriver det sådan, at kommunernes dagtilbud har en tendens til at være peddigrørsagtige og placeret på plejehjem, og at de rammer ved siden af den her gruppe af ældre, der altså føler sig yngre. Dem tror jeg vi kommer til at få flere af. Så jeg vil bare spørge om det. Når ministeren slet ikke forholder sig til den her gruppe, selv om det er den, jeg spørger ind til, er det så, fordi regeringen mener, at her fungerer alting rigtig fint, selv om en ny gallupundersøgelse viser, at der er meget stor variation i kommunernes tilbud?

Ministeren.

Jeg er overbevist om, at de enkelte kommuner vil kigge på det, som betyder noget, og det er netop den helhedsorienterede indsats. Der bruger vi jo også de socialfaglige metoder. Livshistorien er udbredt så mange steder, hvor man netop ved, at det er det enkelte menneske, vi skal ind og se på, altså hvilket liv man har levet inden, og hvad der er betydningsfuldt for vedkommende. Og så er der også masser af steder, hvor man netop bruger reminiscens, altså kigger tilbage på livet, der er levet, og på, hvad der er betydningsfuldt. Og man bruger sanseindtryk. Jeg har også selv været ude at se det. Jeg synes, at der er fokus på det, og det er jeg meget glad ved.

Tak til ældreministeren, og tak til spørgeren. Dermed er spørgsmålet afsluttet.

Hermed er også spørgetiden afsluttet.