Når jeg vælger at tage den her sag op med regeringen, er det jo, fordi den brancheorganisation, der dækker indsamlingsforeningerne, mener, at der er store huller i den her lov.
Der er bl.a.
områder, hvor man ikke er underkastet en eller anden form for gennemsigtighed i forhold til de indsamlinger, der foretages.
Og det betyder jo, at der har været en stribe sager, hvor meget tvivlsomme organisationer har samlet penge ind fra folk, der i allerbedste mening gerne har villet sponsorere gode tiltag eller noget, der i hvert fald på papiret har lydt, som om det var vældig fornuftigt.
Og så har det vist sig, at pengene i hvert fald ikke er havnet der, hvor den person, der har sponsoreret, har ønsket at de skulle ende.
De er snarere blevet brugt på alle mulige andre ting.
Det er selvfølgelig et problem, for hvis danskernes tillid til den her form for organisation eller til den her måde at støtte gode formål på smuldrer, vil det gå jo ud over rigtig mange organisationer, der har de bedste hensigter og samler penge ind for danskerne til alverdens gode formål.
Derfor synes jeg, det er et problem, at der tilsyneladende er et hul i de her regler.
Så kan man jo, hvis man følger med i pressen, finde ud af, at der også er et flertal i Folketinget, som synes, at det her er et problem.
Bl.a.
har Socialdemokratiet, Alternativet, Enhedslisten, SF og mit eget parti, Dansk Folkeparti, jo også ytret vores skepsis over for den måde, reglerne er strikket sammen på i dag.
For noget tid siden var der så også en journalist, der ringede til min gode kollega fra Venstre retsordfører hr.
Preben Bang Henriksen, der siger, at det vil være som at sparke en åben dør ind, for der ser ud til at være et gevaldigt hul, som han siger, som giver anledning til revision af loven.
Så egentlig vil jeg bare spørge:
Nu siger ministeren, at der kommer en evaluering til sommer, som regeringen vil få oversendt umiddelbart efter sommerferien.
Hvornår vil vi kunne regne med, at der vil blive indkaldt til forhandlinger om det her?
For umiddelbart lyder det jo, som om der i hvert fald ikke kommer til at ske noget sådan lige nu og her, men at det er noget, vi skal forholde os til om et år.
Så hvornår og hvordan?