Spm. nr. S 947 (omtrykt)

13) Til sundhedsministeren af:

Flemming Møller Mortensen (S) :

Vil ministeren redegøre for, hvornår ministeren har i sinde at indkalde satspuljepartierne til en drøftelse om en eventuel udvidelse af målgruppen for erstatningspuljen for andenhåndseksponerede asbestofre, som ministeren den 17. januar i år lovede at gøre?

Hr. Flemming Møller Mortensen er klar nu. Værsgo.

Tak for det, formand. Spørgsmålet lyder: Vil ministeren redegøre for, hvornår ministeren har i sinde at indkalde satspuljepartierne til en drøftelse om en eventuel udvidelse af målgruppen for erstatningspuljen for andenhåndseksponerede asbestofre, som ministeren den 17. januar i år lovede at gøre?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg går ud fra, at spørgeren henviser til den barslende sundhedsminister, fru Ellen Trane Nørbys, udtalelse til Ritzau om, at hun er parat til at drøfte aftalen fra 2015 om den særlige satspulje på 10 mio. kr., som med opbakning fra partierne bag satspuljen giver en økonomisk kompensation til andenhåndseksponerede asbestofre.

Jeg har også selv over for spørgeren givet udtryk for, at jeg gerne deltager i sådan en type drøftelse. Den nuværende ordning giver jo personer, som har udviklet lungehindekræft efter at være blevet udsat for indirekte eksponering for asbeststøv, ret til en godtgørelse på 170.000 kr. De personer er typisk blevet eksponeret i forbindelse med vask af arbejdstøj. Og den ordning er man blevet enig om i satspuljekredsen for netop at kompensere for, at de her personer ikke kan søge erstatning efter arbejdsskadelovgivningen, hvilket asbestarbejderne kan.

Men som ordningen er tilrettelagt i dag, omfatter den kun ægtefæller, samlevere og forældre til asbestarbejdere. Børn er altså ikke omfatter af ordningen, og det er formentlig – og det kan jeg jo kun gætte på, eftersom jeg ikke selv deltog i de forhandlinger – fordi man ikke var opmærksom på, at også børnene står uden mulighed for at søge erstatning, hvis de udvikler lungehindekræft efter at være blevet udsat for en indirekte eksponering af asbest.

Der vil jeg sige, at hvis der i satspuljekredsen, hvor jeg selv igennem mange år har siddet til forhandlinger, kommer forslag fra nogle af satspuljepartierne om, at man gerne vil udvide en målgruppe for godtgørelsesordningen, så skal man da have sådan en drøftelse rundt om et satspuljebord.

Men i forhold til om ministeren sådan skal indkalde til forhandlinger midt i en tid, hvor vi faktisk ikke sidder til nogen satspuljeforhandlinger, vil jeg sige – og jeg ved godt, det lyder kedeligt og procesagtigt – at det bare ikke er retningen i det. For jeg synes sådan set helt personligt, at det er en sympatisk tanke også at ville sikre børn af asbestarbejdere, som har udviklet den her meget alvorlige sygdom. Så derfor er jeg sådan set overbevist om, at vi nok skal finde en fornuftig løsning.

Spørgeren.

Tak for det. Ja, og det er lige nøjagtig den fornuftige løsning, jeg efterspørger, og jeg efterspørger den med meget, meget stor utålmodighed. Jeg kan ikke forstå, at skiftende sundhedsministre ikke kan forstå det talte sprog, når sådan en debat kommer op og en ordfører for Socialdemokratiet stillede et spørgsmål til ministeren den 17. januar. Det er dog det tydeligste signal om, at noget skal gøres fra den ene part af satspuljen.

Derfor vil jeg spørge: Hvem skal tage ansvaret? Altså, jeg synes, det ville være det absolut mest naturlige, at det skal en minister, som har hørt, at der er noget, der opfattes som uretfærdigt og urimeligt, og det er der netop i en sag, hvor Kræftens Bekæmpelse og vi, der forhandlede det dengang, havde en fornemmelse af, at børnene var dækket.

Derfor går min kritik af ministeren og vikaren på, at nu skal det sundhedsministerium ikke gå i stå. Lyt dog for pokker til det, der er blevet sagt. Og derfor er mit spørgsmål: Er det her så tydeligt nok til at forstå, at der i hvert fald er én part i satspuljekredsen, der beder ministeren om at tage initiativ til at indkalde parterne til en drøftelse af det her? For et skriftligt spørgsmål den 17. januar, for 2 måneder siden, var ikke tydeligt nok. Og det undrer mig.

For pokker er lige skarpt nok for formanden.

Ministeren.

Tak for det. Jeg kan starte med at berolige spørgeren om, at Sundhedsministeriet bestemt ikke er gået i stå, og den vikarierende sundhedsminister er i den grad også i fuld vigør med masser af vigtige sager, også på sundhedsområdet.

Jeg bliver bare nødt til at minde om, hvordan satspuljeforhandlinger foregår. Når man har lavet en aftale omkring en målgruppe om en pulje penge, så er det ikke sådan, at man bare lige kan sige, at målgruppen skal udvides. For hvis man udvider en målgruppe, vil der jo også være et finansieringsbehov, og det spørgsmål er man sådan set nødt til at tage i forbindelse med en satspuljeaftale. Det er ikke noget med bare at åbne satspuljen og lave en ny forhandling, selv om det kan lyde, som om det er et eller andet quickfix, man bare lige kan foretage.

Så mit svar, som jeg har bekræftet igen, og som den orlovsramte og genkommende sundhedsminister har givet, er, at hvis man fra socialdemokratisk side ønsker at finde midler til at finansiere en udvidelse af ordningen gennem satspuljen – og det forstår jeg at man er fokuseret på – så er det da noget, der skal med en til bordet under satspuljeforhandlinger. Og jeg vil da forestille mig – selv om det formentlig ikke bliver mig, der skal forhandle det – at det vil være noget, man vil se positivt på.

Spørgeren.

Jeg må blot sige, at med mit lange kendskab til Sundhedsministeriet, har jeg da oplevet, at der også kan udvises smidighed. Det her er et spørgsmål om, at Sundhedsministeriet ikke er lydhør, de er tonedøve, de er ikke smidige. Det her er blevet rejst som en reel udfordring. Det er en reel udfordring, fordi det går ud over borgere. Lungehindekræft af den her helt særlige type er meget aggressiv. Efter 5 år er der kun 9 pct., der er i live. Derfor skal vi jo reagere i forhold til den her kompensation. Derfor er 2 måneder spildt i den her sag, hvor jeg mener, at ministeren virkelig har sovet i timen, for pengene er her jo. Vi har afsat 10 mio. kr. Der er mere end 8 mio. kr. tilbage i den her pulje, og hvis satspuljepartierne blot nikker til, at børnene, de meget få børn af andenhåndseksponerede, der søger en erstatning, kan komme med, så kan vi få det i gang i løbet af ganske, ganske få uger. Det her er et spørgsmål om, at der er et ministerium, der er tonedøv. Sådan tolker jeg det.

Ministeren.

Jeg kan da i hvert fald sige så meget, at jeg ikke kan stå her i dag og sige, præcis hvor meget der er brugt af puljen, for det er stillet som et udvalgsspørgsmål, og det er vi faktisk ved at hente oplysninger om fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg kan godt følge utålmodigheden. Jeg er heller ikke tonedøv i forhold til det ønske, men jeg kan bare ikke forlods begynde at sige: Fint, vi udvider målgruppen. Men jeg er ikke uenig i ærgrelsen over, at man måske ikke har været opmærksom på lige præcis børnene, da man lavede den aftale.

Så lad os nu starte med i hvert fald at få svaret fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvor meget der er brugt af puljen. Sådan som jeg har fået det oplyst fra ministeriet, har jeg i hvert fald ikke kendskab til, hvor stor en andel af de 10 mio. kr., der allerede er blevet udbetalt i kompensation.

Spørgeren.

Nej, men det kan jeg oplyse ministeren om, for det har jeg fået svar på i forbindelse med spørgsmål 386 fra januar måned, som siger, at der er ti, der har fået godtgørelse. Og når vi ved, hvor stor godtgørelsen er, så er det meget, meget let at regne ud, at der er 8,3 mio. kr. tilbage, i hvert fald som det så ud ved årsskiftet.

Men minister, det, jeg spørger til – én gang mere – er: Er det ministeren, der nu med baggrund i både mine skriftlige spørgsmål fra januar og mine mundtlige spørgsmål i dag indkalder satspuljeordførerne til en drøftelse, eller hvordan mener ministeren at jeg som ordfører skal agere? For det er jo normalt ministeren, der er lydhør og indkalder til ordførermøder. Det er, som om der er sket rigtig meget derovre, efter at vi har fået vikar, afløser og alt muligt andet. Det er, som om det ikke kører så smidigt i Sundheds- og Ældreministeriet, som vi har været vant til tidligere. Og det er jo ærgerligt, hvis det på den her måde kommer til at gå ud over nogle patienter.

Så hvem indkalder til det møde, som jeg efterspørger, og som ministeren efterspørger?

Ministeren.

Jeg står ikke og efterlyser et møde. Det, jeg står og efterlyser nu, er opdaterede fakta om, hvordan og hvorledes det ser ud med den pulje. Så kan spørgeren sige, at der er det her fra januar. Men hvis man midt i en puljeperiode – midt i den periode, hvor der er afsat midler – træffer en beslutning om, at man skal udvide målgruppen, så skal man jo også vide, om der er tilstrækkelige midler. Det er man nødt til at undersøge, og det er sådan set også det, der har været svaret på mange af de spørgsmål, som er stillet i udvalget. Så der kommer ikke en indkaldelse til nye satspuljeforhandlinger.

Men jeg vil gerne medgive så meget, at jeg sådan set synes, at det her ikke er en uinteressant sag. Det er der næppe noget, der er, men den her sag interesserer naturligvis også mig. Så lad os nu alt andet lige afvente, at vi får den seneste status på, hvor mange vi taler om, hvor stor puljen er, og hvor langt midlerne rækker for at kunne udvide den målgruppe, som spørgeren og den vikarierende sundhedsminister har en interesse i også kunne blive omfattet.

Tak til hr. Flemming Møller Mortensen.

Vi går over til spørgsmål 14, der også er til sundhedsministeren. Og spørgeren er fru Julie Skovsby.