Spm. nr. S 935

1) Til justitsministeren af:

Claus Kvist Hansen (DF) :

Finder ministeren, at det er en tilfredsstillende retsstilling for borgerne, at det forekommer nærmest umuligt at bortskaffe sig et eksemplar af Koranen uden at gøre sig skyldig i blasfemi og risikere strafforfølgelse?

Værsgo til oplæsning.

Tak for det. Finder ministeren, at det er en tilfredsstillende retsstilling for borgerne, at det forekommer nærmest umuligt at bortskaffe sig et eksemplar af Koranen uden at gøre sig skyldig i blasfemi og risikere strafforfølgelse?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil tillade mig at gå ud fra, at spørgsmålet er stillet, i lyset af at Rigsadvokaten for nylig har rejst tiltale for at overtræde blasfemiparagraffen over for en person, der havde slået en video op på Facebook, hvor Koranen brændes af. Det er efter min mening en helt unødvendig og umådelig tåbelig handling. Men samtidig vil jeg også sige, at jeg udmærket forstår interessen for blasfemiparagraffen. Det er en bestemmelse, der ofte er genstand for debat, og sådan skal det også være. Der er som sagt rejst tiltale i den konkrete sag, og nu må vi se, hvad retten vurderer. Og regeringens synspunkt er selvfølgelig, at loven gælder, indtil andet er vedtaget.

I forhold til det konkrete spørgsmål kan jeg oplyse, at det at bortskaffe et eksemplar af eksempelvis Koranen eller Bibelen ikke i sig selv udgør en overtrædelse af straffelovens § 140 om blasfemi. Det handler om måden, man gør det på. For at overtræde blasfemiparagraffen skal der være et groft element af spot eller forhånelse, og det skal ske offentligt. Det er derfor på ingen måde nærmest umuligt at bortskaffe et eksemplar af eksempelvis Koranen eller Bibelen, det er tværtimod meget let.

Værsgo til spørgeren.

Tak for det, og tak for et relativt klart svar fra justitsministeren. På den ene side er svaret klart. Men på den anden side efterlader det borgeren i en vis tilstand af forvirring. På den ene side er der en handling, som i hvert fald foreløbig medfører strafforfølgelse, nemlig at man afbrænder en koran på en havegrill – sådan foregik det vistnok – og slår det op på Facebook. Men på den anden side er det lovligt at brænde den samme koran af, hvis man gør det i kakkelovnen en dag, hvor der ikke er nogen, der ser det derhjemme. Det er to fuldstændig ens handlinger med måske fuldstændig det samme formål. Alligevel medfører den ene – jeg er lige ved at sige hån, sport og latterliggørelse, men det er det så ikke – strafforfølgelse, mens den anden ifølge justitsministeren er fuldt lovlig. Er det ikke utilfredsstillende?

Værsgo til ministeren.

Der er en ting, der handler om blasfemiparagraffen; det er en anden diskussion, som ikke er spørgsmålet her. Jeg tror, at hvis man brænder en koran af på sin havegrill og filmer det og lægger det op, er det, fordi man vil bortskaffe den. Så tror jeg, det er, fordi man vil gøre opmærksom på, at man bortskaffer den. Der er intet til hinder for, at man smider koraner og bibler i skraldespanden, på genbrugspladsen, i brændeovnen, på havegrillen, alle de steder, man næsten kan komme i tanker om det. Det må bare ikke ske som led i en offentliggørelse eller nærmest offentlig sammenkomst.

Spørgeren, værsgo.

Okay. Vi får da trukket grænserne lidt sammen. Altså, er det så det, at det bliver opslået på Facebook og YouTube, der er det afgørende? Eller hvad ville der ske, hvis man havde en lukket havefest – nu taler jeg i fuldstændig teoretiske termer, for det er naturligvis ikke noget, som ministeren eller jeg kunne finde på – og laver den samme afbrænding? Er det lovligt, mens det andet fortsat er ulovligt? Er det sådan, man skal forstå ministeren?

Ministeren.

Altså, det er måden, der er afgørende. Der skal være et groft element af spot eller forhånelse, og det skal ske offentligt. Jeg skal ikke kunne sige, om domstolene vil mene, at en lukket havefest, hvor man brænder koraner af, er en offentlig begivenhed. Men det tæller med som et element i vurderingen af, hvor grænsen går.

Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg sige, at jeg synes, det er en meget tænkt situation. Hvis man har lyst til at brænde bibler, koraner, eller hvad ved jeg, af, og filme det, så tror jeg ikke, det er, fordi man skal af med en bog. Enhver skal jo kunne rydde op på sin reol og køre på genbrugspladsen eller smide affald ud, men jeg tror, at hvis man gør det her, er det nok, fordi man vil bruge det i en politisk sammenhæng. Så kan man synes, det er dumt eller ej, men jeg tror godt, folk kan håndtere det. Det ved de godt. Det tror jeg.

Spørgeren.

Okay. Det vil sige, at handlingen at afbrænde en koran, eksempelvis, er lovlig, hvis det bare gøres ordentligt. Men man risikerer pludselig strafforfølgelse, hvad skal vi sige, på grund af det tankegods, der ligger bag. Det er altså en form for tankeforbrydelse, kan man vel nærmest kalde det. Virker det ikke lidt mærkeligt for justitsministeren, at de samme handlinger ikke er strafbare, men at intentionen bag er strafbar?

Ministeren.

Straffelovens blasfemiparagraf handler om offentlig meningstilkendegivelse, der på grund af den måde, den kommer til udtryk på, må betegnes som spot eller forhånelse. Altså, handling i privat regi falder uden for det her. Det har ikke noget med tankekontrol at gøre. Man må skille sig af med alle de bibler og koraner, man vil, på næsten alle tænkelige måder. Det må bare ikke ske som et led i spot eller forhånelse. Det vil sige, at hvis man står med sit kamera og laver en video af, at man brænder en koran af, så gør man det nok ikke, fordi man vil af med koranen. Så gør man det sikkert, fordi man vil af med et politisk budskab. Det vil jeg tro.

Tak. Det næste spørgsmål er også til justitsministeren, og det er stillet af hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.