Dansk Folkeparti er også meget glade for, at vi har fået fokus på området, og at der også er blevet afsat midler.
Vi er jo ikke de eneste, der har fokus på demensområdet – vi ved jo, at medierne heldigvis også har fokuseret på det, og det er rigtig positivt.
Men noget af det, der måske gør størst indtryk, er, når vi ser de her dokumentarer om mennesker, som lever i det og med det, og desværre må man sige, at de ofte lever meget længe med det, inden de får stillet den her diagnose.
Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at ministeren kommer med et svar om, at hun synes, det er uacceptabelt, men så skal der bare følge noget mere handling med.
Og jeg er godt klar over, at regionerne har et ansvar, men regeringen er jo ligesom tovholder på det hele, og derfor er det utrolig vigtigt, for vi ved jo – og jeg tror, både ministeren og jeg kender til det, og nogle af os har endda demens meget tæt på – hvor invaliderende det er, ikke kun for den, der er dement, men også for de pårørende.
Derfor synes jeg jo, at det nu ville være rigtig dejligt, hvis man kunne komme frem til, at ministeren ville sige:
Nu skrider vi til handling; nu sker der altså noget; nu vil vi følge op på det; nu vil vi stramme op på nogle ting i forhold til at sikre, at de her udredninger sker i tide.
Jeg synes jo, det er meget tankevækkende, at man kan se, at vi på meget store hospitaler i Danmark har meget, meget lange ventetider.
Det er jo ikke kun et enkelt sted, ventetiden er lang.
50 uger er den længste periode, jeg har hørt om, men jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt, også i forhold til at vi ved, at demens og det, at man ikke bliver udredt, kan føre til stress hos alle parter, både den demente og de pårørende, og vi ved, at man ikke kan sætte behandling i værk, før der er en diagnose.