Tak for spørgsmålet.
Jeg oplever, at det, der gøres i ghettoerne og i de udsatte boligområder, trækker i den rigtige retning.
Der finder i højere grad en koordineret indsats sted, og de aktiviteter, som sættes i værk, er i højere grad end tidligere baseret på viden om, hvad der virker, og der er også tendenser, som peger i retning af, at indsatserne har den ønskede virkning.
Der er siden 2006 og frem til 2018 afsat midler i Landsbyggefonden til helhedsplaner med boligsociale indsatser, infrastrukturforandringer og renoveringer i udsatte boligområder.
Det er lovbestemt, at de boligsociale indsatser skal evalueres, og SFI og Rambølls evaluering af 2006-2010-puljen blev offentliggjort i efteråret 2016.
Evalueringen viser, at flere i de udsatte boligområder er kommet i beskæftigelse, både hvad angår tilflyttere og beboere, som i stigende omfang er kommet i arbejde.
Dertil kommer, at beboerne føler sig mere trygge, deltager i flere aktiviteter og i det hele taget mener, at boligområderne er bedre end deres rygte.
Det er positive resultater.
Der er i forbindelse med SFI's evaluering løbende offentliggjort delresultater, som har påpeget udfordringer med organiseringen og styringen af indsatserne i de udsatte boligområder.
Det har ført til ændringer både i forbindelse med udmøntningen af 2010-2014-puljen og den nuværende pulje, som finansierer boligsociale indsatser i perioden i 2015-2018.
Der er indført krav om entydig ledelse af helhedsplanerne og kommunalt engagement.
Landsbyggefonden skal endvidere prioritere aktiviteter med dokumenteret effekt.
Helhedsplaner med både en fysisk infrastrukturel forandring og en social indsats har fortrinsret til økonomisk støtte.
Det bygger på, at undersøgelser viser, at en kombination af strukturelle forandringer af områdernes fysik og en social indsats har dokumenteret socioøkonomisk effekt for beboerne i de udsatte boligområder.
Af samme grund er der også prioriteret betydelige midler til infrastrukturforandringer i de udsatte boligområder.
Jeg mener, at der er grund til at tro, at de skærpede krav til aktiviteter og indsatser i de udsatte boligområder i bred forstand vil have en positiv betydning for effekterne af de indsatser, som er iværksat, og som endnu en indikator på, at det går den rigtige vej i de udsatte boligområder, er antallet af ghettoområder for andet år i træk nede på 25, hvilket er det laveste antal nogen sinde.