Tak for spørgsmålet.
Jeg skulle jo have svaret på noget lignende over for den forudgående spørger, så med forbehold for de henvisninger, der er til den forrige spørger i mit papir, vil jeg sige, at der ikke er nogen, heller ikke imamer, som skal arbejde med radikaliserede indsatte i fængslerne, hvis det vurderes at kunne påvirke de indsatte i en ekstremistisk retning.
De personer, vi ansætter, skal ubetinget udføre deres opgaver på en måde, som understøtter det danske samfund, og som ikke medvirker til radikalisering.
Jeg vil gerne påpege, at religiøse forkyndere, herunder imamer, kan spille en vigtig rolle i forhold til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme blandt de indsatte i fængslerne.
Der gøres allerede i dag meget for at sikre, at det er de rigtige personer, der ansættes i Kriminalforsorgen, og det gælder også for religiøse forkyndere, herunder imamer.
Men der er altid en mulighed for, at tingene kan gøres endnu bedre, og derfor har jeg på baggrund af vores drøftelser på tværs af partierne om initiativer på radikaliseringsområdet bl.a.
foreslået, at det eksisterende tilsyn med de religiøse forkyndere i fængslerne skærpes, og jeg har også foreslået, at der indføres en særlig screening hos PET af religiøse forkyndere, inden de ansættes i Kriminalforsorgen, for at sikre, at de ikke har en kendt tilknytning til ekstremistiske personer eller miljøer.