Spm. nr. S 805

17) Til sundhedsministeren af:

Flemming Møller Mortensen (S) (medspørger: Yildiz Akdogan (S) ) :

Er ministeren enig med sin forgænger, Sophie Løhde, i, at »nøglen« til at løse de problemer, vi i Danmark har med lægemangel og manglende sammenhæng i sundhedsvæsnet, er at løfte det nære sundhedsvæsen »helt op i toppen af den sundhedspolitiske dagsorden«, og er ministeren i bekræftende fald tilfreds med, at rapporten fra regeringens eget lukkede embedsmandsudvalg om netop det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er blevet udskudt flere gange og nu er et halvt år forsinket?

Spm. nr. S 805

17) Til sundhedsministeren af:

Flemming Møller Mortensen (S) (medspørger: Yildiz Akdogan (S) ) :

Er ministeren enig med sin forgænger, Sophie Løhde, i, at »nøglen« til at løse de problemer, vi i Danmark har med lægemangel og manglende sammenhæng i sundhedsvæsnet, er at løfte det nære sundhedsvæsen »helt op i toppen af den sundhedspolitiske dagsorden«, og er ministeren i bekræftende fald tilfreds med, at rapporten fra regeringens eget lukkede embedsmandsudvalg om netop det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er blevet udskudt flere gange og nu er et halvt år forsinket?

Værsgo.

Mange tak. Og jeg spørger ministeren:

Er ministeren enig med sin forgænger, Sophie Løhde, i, at »nøglen« til at løse de problemer, vi i Danmark har med lægemangel og manglende sammenhæng i sundhedsvæsnet, er at løfte det nære sundhedsvæsen »helt op i toppen af den sundhedspolitiske dagsorden«, og er ministeren i bekræftende fald tilfreds med, at rapporten fra regeringens eget lukkede embedsmandsudvalg om netop det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er blevet udskudt flere gange og nu er et halvt år forsinket?

Inden vi går videre, skal jeg huske at sige, at der er en medspørger, nemlig fru Yildiz Akdogan, men det kommer vi tilbage til. Så er det ministeren.

Tak for det, formand. Ja, jeg er orienteret om, at der også er en medspørger – og tak for spørgsmålet.

Lad mig starte med at svare konkret på, om jeg er enig med vores tidligere sundhedsminister fru Sophie Løhde: Ja, jeg er fuldstændig enig i, at det er afgørende, at vi får løftet kvaliteten i vores nære sundhedstilbud, og at vi får styrket sammenhængen på tværs af sundhedsvæsenet. Jeg mener sådan set, at den her regering og også den tidligere V-regering i den grad har sat det nære og sammenhængende sundhedsvæsen øverst på den sundhedspolitiske dagsorden. Så kunne jeg i virkeligheden bruge tid på at nævne en masse initiativer, men det kan vi tage i nogle af de opfølgende runder.

Men jeg kan i hvert fald blot sige, at det er korrekt, at udvalgsarbejdet som sådan er forsinket, men at der faktisk er ting undervejs, som sådan set er blevet sat i gang. F.eks. er udvalget på nuværende tidspunkt nået til enighed om at pege på, at der skal etableres en specialuddannelse for sygeplejersker målrettet de kommunalt ansatte sygeplejersker og sygeplejersker i almen praksis. Det er faktisk et arbejde, som vi sætter i gang allerede nu, sådan at det ikke behøver at afvente, kan man sige, den fulde pakke, den endelige afrapportering. Så selv om den fulde afrapportering er blevet udskudt eller forsinket, er der stadig væk igangværende arbejder, og jeg vender tilbage i de næste runder om, hvad det er for nogle elementer, der er i gang.

Spørgeren.

Mange tak til ministeren. Jeg er glad for, at ministeren melder ud, at det stadig væk er med den samme vigtighed, man kigger ind i arbejdet om det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen – og nu kommer innovationsministeren, fru Sophie Løhde, endda også ind i lokalet – for vi må jo blot sige, at vi over ganske mange år har drøftet det politisk, men det har vi i høj grad, fordi der har været indspil fra såvel kommuner og regioner som patientorganisationer og faglige organisationer om, at det bare er vigtigt, at vi i vores iver og vores lyst til at forbedre sundhedsvæsenet får grebet fat i lige nøjagtig overgangene mellem det kommunale og det regionale. Derfor er vi jo rigtig mange, der har ventet på det, og der har været taget mange sådan tilløb politisk til, at man skulle lave et arbejde som det her. Derfor er det fint, at ministeren slår fast, at det er med den samme vigtighed.

Men jeg spørger jeg også, om ministeren er tilfreds med, at det ligesom bliver udskudt. For det er jo en konsekvens. Det er jo det, der er meldt ud nu, at man altså ikke er så langt fremme, som man gerne ville have været. Det mangler jeg stadig væk et klart svar fra ministeren på, for skal vi justere ting, skal vi naturligvis have tingene klargjort og færdigforberedt. Der skal være en drøftelse mellem regeringen og kommunerne og regionerne, og den ved vi jo godt ligger i juni måned. Så når man taler om et halvt års forsinkelse, vil jeg tillade mig at sige: Nej, det er ikke det, vi taler om. Vi taler rent faktisk om mindst et års forsinkelse, fordi man ikke kan få nogle aftaler med kommunerne og regionerne på plads, som det ellers havde været Socialdemokratiets forventning at man kunne. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Jamen jeg vil svare således, at de udmeldinger, der nu kommer fra ordføreren, er det, jeg egentlig vil karakterisere som frustration over, at arbejdet tager længere tid, fordi det her med at etablere lige præcis et nært sammenhængende sundhedsvæsen ikke er nogen simpel opgave. Det er faktisk en kompliceret og ikke mindst enormt vigtig opgave. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det måske er den vigtigste opgave på sundhedsområdet lige nu, og derfor er det altså også afgørende, at det, der leveres fra udvalget her, sådan set er nogle både langsigtede, holdbare og også ambitiøse løsninger.

Der er det i min optik sådan set en bedre tilgang, om end jeg også deler ordførerens frustration og utålmodighed, at man bare bruger nogle ekstra måneder på at færdiggøre sine anbefalinger – og jo ikke lægger alting dødt i den mellemliggende periode. Det er også derfor, at jeg fremhæver f.eks. det her på uddannelsesfeltet, som er noget, der er kommet som en anbefaling: Tag den nu, løb det i gang. Så det er jo ikke sådan, at verden er gået i stå, fordi et udvalg ikke har afrapporteret.

Spørgeren.

I forhold til det, at man faktisk lader noget få afløb med det samme, har jeg tænkt, hvorfor pokker ministeren dog ikke tager og lægger det materiale frem, man har, og så siger: Jamen her kunne der så være noget, man kunne færdiggøre. Her kunne der være en åbenhed om, hvad det er, arbejdsgruppen er kommet frem med, frem for at lægge det hele dødt på nær lige et enkelt element, som ministeren fremhæver her.

Altså, når nu der er så stor en patientorganisation, der har interesse for det her, og der også er en stor interesse fra de 98 kommuner og de 5 regioners side for, at vi får det på plads, hvorfor er det så, ministeren ikke spiller med lidt mere åbne kort i den her sammenhæng?

Ministeren.

Jeg mener på ingen måde, at man kan påstå, at vi spiller med lukkede kort. Der er en meget, meget klar dagsorden her, som jeg sådan set opfatter at vi også deler med Socialdemokraterne, i forhold til at vi lykkes med at skabe det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er blot for at sige, at tingene jo ikke ligger dødt, selv om man ikke sidder med inde ved et arbejdsbord. Der sidder fagfolk rundt om det bord lige nu med henblik på at komme med de anbefalinger.

Det, man så har gjort, er at sige: Udvalget er på nuværende tidspunkt nået til enighed om at pege på det her med at etablere en specialuddannelse til sygeplejersker. Det var jo fint at give den melding. Jeg sidder ikke selv med inde ved det bord – det er ikke mig, der er fagpersonen. Men når der kommer sådan en melding om, at man nu og her anbefaler, at man går videre med det arbejde, der handler om at etablere en specialuddannelse for sygeplejersker, som er målrettet de kommunalt ansatte sygeplejersker og sygeplejersker i almen praksis, så synes jeg sådan set, at det var en fornuftig melding.

Det er derfor, at det arbejde allerede er sat i gang nu, sådan at man ikke hele vejen behøver at vente på kun den helt store pakke og nærmest forholder sig passivt i den mellemliggende periode. Det er blot for lige at understrege, at verden altså ikke er sat på standby, fordi et udvalg har bedt om at få lidt mere arbejdsro og lidt længere arbejdstid.

Det her er ikke en åben debat endnu, i forhold til hvad det er, de har på bordet. Den har vi politisk, og det synes jeg er vigtigt. Og jeg glæder mig faktisk over, at der er så stor politisk enighed i hvert fald om overskrifterne. Men det her skal jo blive til noget substantielt, det skal rent faktisk virke, og det tror jeg også vi deler ambitionerne om.

Formanden er meget imponeret over, hvor rigtig gode, nærmest for gode, I er til at overopfylde tidsrammen. Medspørgeren har 1 minut og ministeren har 1 minut og næste gang ½ minut og ½ minut.

Tak for det. Overgangen mellem det kommunale og det regionale er jo ekstremt vigtig, også i forhold til psykiatrien, og nu havde ministeren og jeg fornøjelsen af et samråd i går, hvor ministeren fremhævede det nære sammenhængende sundhedsvæsen som et absolut vigtigt tiltag, der netop skulle forebygge nogle af de udfordringer, vi har, inden for psykiatrien.

Det er jo sådan, at de tal, som ministeriet svarede på omkring tvangsindlæggelser, peger på, at der er sket en fordobling både for patienter, der har været indlagt inden for en uges tid, som bliver udskrevet, muligvis for tidligt, og bliver tvangsindlagt igen, og også for patienter, som er blevet udskrevet efter 30 dage. Vi kan se en støt stigende stigning af tvangsindlæggelser. Når man så ser på fraværet af det nære sammenhængende sundhedsvæsen, som vi jo gerne skulle have op at køre, vil jeg bare høre: Bekymrer det egentlig ikke ministeren, at der er sket den her forsinkelse? Synes ministeren, at det er rimeligt, at den forsinkelse er kommet, set i lyset af hvor meget der er brug for netop at lave den her glidende overgang mellem de regionale og de kommunale tiltag i forhold til psykisk syge patienter?

Ministeren.

Jeg deler bekymringen for antallet af tvangsindgreb i det hele taget, og det havde vi præcis en lang og god drøftelse om på et samråd i går, men i forhold til at koble det til at sige, at det kan man så ikke gøre noget aktivt ved i den levede hverdag mellem regioner og kommuner, fordi man ikke har fået et udvalgs afrapportering, vil jeg gerne sige, at jeg synes, at jeg var meget tydelig i går i forhold til at sige, hvem der i det her tilfælde har arbejdsgiveransvaret for, at de psykiatriske afdelinger er velfungerende, og at både patienter og medarbejdere trygt kan være der og ikke udsættes for vold.

Det var mange af de ting, vi diskuterede i går, så jeg tror, at jeg vil være varsom med at koble aktuelle problemstillinger til, at et udvalg har bedt om lidt ekstra arbejdstid. Jeg mener sådan set, at det er udtryk for, at det er det, der kan være løsningen på nogle af de problemstillinger, vi ser, netop at vi ser en manglende koordination mellem, hvad en region og en kommune gør i forhold til indsatser for mennesker, som har brug for, at der er en helhed i indsatserne, at der er en sammenhæng i indsatserne.

Derfor er det ikke noget let arbejde. Det er lidt lettere for os måske politisk er tale om det i overskrifter og i store taler, men at gøre det her til noget konkret og virkelig finde ud af også strukturelt, hvordan det her samarbejde kommer bedre fra start til gavn for de mennesker, det handler om, er der ikke – tror jeg – snuptagsløsninger, og derfor, når et udvalg beder om ekstra arbejdstid, fordi opgaven er svær, synes jeg det er vigtigt at give det.

Spørgeren.

Men netop problematikken mellem behandlingspsykiatrien og det kommunale er jo en kæmpestor udfordring for psykiatrien, og ministeren har selv ad flere omgange svaret, at der er nogle tiltag i gang, og bl.a. i forhold til det her nære og sammenhængende sundhedsvæsen henvist til det udvalg, der skal komme med nogle løsninger. Men når man så ser, at det er blevet forsinket igen, og at det faktisk kan tage op til et år, før noget af det kan gå hen og virke, vil jeg da bare igen spørge: Synes ministeren, det er rimeligt, at der sker den her forsinkelse, når det kan have så store direkte konsekvenser for nogle udsatte psykisk sårbare mennesker?

Ministeren.

Jamen i den ideelle verden var det her samarbejde der jo allerede i dag, når man ser på, hvor mange midler vi har afsat, og hvor mange værktøjer vi fra politisk hold har udarbejdet og har implementeret. I forhold til hele diskussionen om løftet af psykiatrien med de 2,2 mia. kr. tror jeg vi deler frustrationen, i forhold til hvor søren den indsprøjtning er blevet af, altså den portion penge og den prioritering. Hvordan har det afspejlet sig i den praktiske psykiatri, altså i behandlingspsykiatrien?

Et udvalgs behov for at bruge lidt ekstra tid på at lave en ambitiøs og realistisk og også langsigtet plan for det her felt vil jeg ikke på den måde bare direkte koble til det og sige, at så står alt stille, og de uhensigtsmæssigheder, der er i dag, kan man intet gøre ved. Nu taler vi specifikt om f.eks. udskrivningsaftaler, handleplaner osv., som jo er værktøjer, man lidt kan undre sig over ikke bliver taget i brug i den grad, som man et eller andet sted kunne ønske sig, i forhold til hvad behovene er.

Hovedspørgeren.

Til ministeren vil jeg sige: Jo, vi deler sammen med regeringen utålmodigheden i forhold til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, for det er helheden i vores sundhedsvæsen, sådan som vi har sat struktur på det. Og der er rigtig mange historier om, at patienterne ikke oplever sammenhæng.

Jeg vil gerne spørge ministeren: Når man kigger på kommissoriet for den nedsatte arbejdsgruppe, undrer det mig lidt, at ministeren kan være så tilfreds med, at det kun er det med sygeplejerskerne, der er kommet frem og arbejdes videre med nu, hvor det er blevet forsinket. For det er jo et meget komplekst kommissorium, der er givet til den her arbejdsgruppe. Det undrer mig da, at det er det eneste, man ligesom kunne være enige om, men er det rigtigt forstået?

Ministeren.

Til det må jeg sige, at jeg altså ikke har set udvalgets afrapportering, som den ligger nu, men jeg er blevet orienteret om, at udvalget bl.a. kigger på lige præcis overgange i sundhedsvæsenet, og der er det vigtigt – og det er jo en kerneopgave i forhold til udvalget – hvordan kommunerne også understøttes og forpligtes i opgaveløsningen på det sundhedsfaglige område. Det er hele diskussionen om, hvorvidt de rette kompetencer er til stede hos det kommunale sundhedspersonale. Og det synes jeg faktisk at det her med sygeplejerskeuddannelsen er et meget, meget glimrende og konkret eksempel på, som så kom derfra. Men som sagt har jeg ikke se udvalgets afrapportering. Og er det, som vi diskuterer, altså forsinkelsen, hensigtsmæssigt? Nej, det er besværligt, men vi forventer, at det her bliver løst langsigtet, ordentligt og med et grundigt forarbejde, og det er så det, vi skal have tålmodighed med.

Tak for det. Det var spørgsmål 17.

Vi går over til spørgsmål 18 med fuldstændig samme opstilling, nemlig med hr. Flemming Møller Mortensen som hovedspørger og fru Yildiz Akdogan som medspørger, og det er også stillet til sundhedsministeren.