Jeg mener på ingen måde, at man kan påstå, at vi spiller med lukkede kort.
Der er en meget, meget klar dagsorden her, som jeg sådan set opfatter at vi også deler med Socialdemokraterne, i forhold til at vi lykkes med at skabe det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
Det er blot for at sige, at tingene jo ikke ligger dødt, selv om man ikke sidder med inde ved et arbejdsbord.
Der sidder fagfolk rundt om det bord lige nu med henblik på at komme med de anbefalinger.
Det, man så har gjort, er at sige:
Udvalget er på nuværende tidspunkt nået til enighed om at pege på det her med at etablere en specialuddannelse til sygeplejersker.
Det var jo fint at give den melding.
Jeg sidder ikke selv med inde ved det bord – det er ikke mig, der er fagpersonen.
Men når der kommer sådan en melding om, at man nu og her anbefaler, at man går videre med det arbejde, der handler om at etablere en specialuddannelse for sygeplejersker, som er målrettet de kommunalt ansatte sygeplejersker og sygeplejersker i almen praksis, så synes jeg sådan set, at det var en fornuftig melding.
Det er derfor, at det arbejde allerede er sat i gang nu, sådan at man ikke hele vejen behøver at vente på kun den helt store pakke og nærmest forholder sig passivt i den mellemliggende periode.
Det er blot for lige at understrege, at verden altså ikke er sat på standby, fordi et udvalg har bedt om at få lidt mere arbejdsro og lidt længere arbejdstid.
Det her er ikke en åben debat endnu, i forhold til hvad det er, de har på bordet.
Den har vi politisk, og det synes jeg er vigtigt.
Og jeg glæder mig faktisk over, at der er så stor politisk enighed i hvert fald om overskrifterne.
Men det her skal jo blive til noget substantielt, det skal rent faktisk virke, og det tror jeg også vi deler ambitionerne om.