Vil ministeren tage initiativ til at gøre kommunerne opmærksomme på, at den mulighed, som kommunerne har i henhold til folkeoplysningslovens § 14, stk. 2 for at dispensere for kravet om deltagerbetaling, hvor særlige forhold gør sig gældende, også kan anvendes i forhold til asylansøgere og flygtninge, og at statussen som asylansøger eller flygtning i sig selv udgør »et særligt forhold«?

Mange asylansøgere er interesserede i at udnytte ventetiden til at dygtiggøre sig, tilegne sig viden om det danske samfund og møde danskere. Dette gælder i endnu højere grad dem, der har opnået flygtningestatus. Over hele landet organiserer oplysningsforbund målrettede kurser for flygtninge eller inviterer flygtninge til at deltage i eksisterende kursustilbud. Disse aktiviteter er til stor gavn for integrationen, fordi de kombinerer faglig læring, sproglig læring, introduktion til det danske foreningsliv og samvær med danskere. Men flygtningenes økonomi er meget stram, ikke mindst siden indførelsen af starthjælp. Det er derfor svært, på grænsen til det umulige, for flygtninge at afsætte penge til deltagerbetaling i folkeoplysende aktiviteter. Som udgangspunkt er deltagerbetaling en forudsætning for, at et oplysningsforbund eller lignende kan modtage kommunal støtte i henhold til folkeoplysningsloven. Dog indeholder loven visse dispensationsmuligheder: Kommunen kan yde særlige tilskud med henblik på nedsættelse af deltagerbetalingen for særlige grupper (§ 8 a), eller kommunen kan fravige kravet om deltagerbetaling, »hvor særlige forhold gør sig gældende« (§ 14, stk. 2).