Vi har jo haft lejlighed til at diskutere det her emne ad flere omgange, hr.
Christian Langballe og jeg, og det her er jo en udmærket mulighed for lige at vende spørgsmålet igen.
For at sætte rammerne er det jo sådan, at hvis en ikkestatsløs person ansøger om dansk statsborgerskab, kan vi udelukke vedkommende fra at få et dansk statsborgerskab, hvis PET vurderer den pågældende person til at være til fare for landets sikkerhed.
Det kan vi derimod ikke, hvis ansøgeren er omfattet af statsløsekonventionen, og det er jo altså konventionsmæssigt, vi er bundet på den måde.
For at udelukke en person fra at få et statsborgerskab efter statsløsekonventionen er det i forhold til det såkaldte vandelskrav en betingelse, at ansøgeren er fundet skyldig i en forbrydelse mod statens sikkerhed eller er blevet idømt fængselsstraf i minimum 5 år.
Det er altså ikke nok, at den, der ansøger om statsborgerskab, vurderes til at kunne være til fare for landets sikkerhed.
Som jeg har sagt flere gange, har det altså efter min mening ikke nogen former for gang på jord, at mennesker, der kan være til fare for landets sikkerhed, skal have krav på et dansk statsborgerskab, bare fordi de er omfattet af statsløsekonventionen.
Det er derfor også et problem, som regeringen er meget optaget af og tager meget alvorligt, og som vi jo så fortsat forsøger at finde ud af, hvordan vi håndterer bedst.
Men det er bare ikke så enkelt endda, og det er selvfølgelig også derfor, at tingene tager noget tid – det vedgår jeg at de gør.
Men det kræver altså, at hele processen er tænkt ordentligt igennem.
Jeg vil sige, at jeg har fuld forståelse for hr.
Christian Langballes utålmodighed, jeg deler den faktisk selv, for den sag her skal vi have løst.
Og det er klart, at jeg vil orientere udvalget tæt, når vi når lidt længere frem i forhold til en løsning på sagen.