Tak til hr.
Henrik Brodersen for spørgsmålet.
Min definition på en værdig ældrepleje er, at hvert enkelt menneske får den pleje og omsorg, som man har behov for, tilrettelagt efter ens individuelle behov.
For mig handler det konkret om, at ældre borgere, der får hjælp, fortsat har indflydelse på eget liv, at vi har respekt for, at alle mennesker er forskellige, at medmenneskeligheden er i fokus i plejen, at de ældre har mulighed for at få gode oplevelser, og at vi sikrer alle en værdig afslutning på livet.
Det er værdier, som også Ældrekommissionen er kommet frem til, og som jeg er rigtig glad for at vi har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget.
En anden ting, som jeg er godt tilfreds med, er, at de tre partier, der nu udgør regeringen, sammen med Dansk Folkeparti i finansloven for 2016 blev enige om en samlet model for, hvordan vi sikrer mere værdighed i ældreplejen.
Med indførelsen af værdighedspolitikkerne er det nu et krav, at den enkelte kommune beskriver sine overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet.
Det er et meget vigtigt skridt, for på den måde har vi nu sat værdighedsdiskussionen på dagsordenen i alle 98 kommuner.
Med værdighedspolitikkerne i hånden har borgere, pårørende og medarbejdere nu fået en rigtig god mulighed for at tage en dialog med lokalpolitikerne om, hvordan vi sikrer, at plejen og omsorgen i kommunerne udføres med værdighed.