Tak for spørgsmålet om muligheden for at vælge Dannebrog til på nummerplader.
Jeg glæder mig altid over som skatteminister at være i berøring med mange forskellige problemstillinger, men det er dog første gang, at jeg i min tid som skatteminister stifter bekendtskab med det emne.
Jeg ved, at Dansk Folkeparti tidligere har fremsat et beslutningsforslag om det.
Ved registrering af en bil skal der i dag træffes et valg om, hvorvidt man skal have den neutrale nummerplade eller en EU-nummerplade.
EU-nummerpladen er jo – og det ved spørgeren helt sikkert godt – en nummerplade med det blå EU-flag og bogstaverne DK yderst til venstre.
Jeg forstår spørgsmålet sådan, at valgmuligheden ønskes ændret, så man i stedet for skal kunne vælge mellem en dannebrogsnummerplade og en EU-nummerplade, og at man således ikke vil kunne vælge en neutral nummerplade.
Hvis den neutrale nummerplade erstattes af en dannebrogsnummerplade, kan det jo anføres, at det i højere grad end i dag får karakter af en politisk meningstilkendegivelse om, at man er for EU, eller man er for Danmark, og jeg er ikke sikker på, at det er hensigtsmæssigt med sådan en meningstilkendegivelse, i hvert fald ikke på nummerpladen.
Det er jo fint at have meningstilkendegivelser på sin bil, men man kan jo sætte klistermærker og andet på; jeg er ikke sikker på, at man skal bruge nummerpladen til det.
Jeg er ellers normalt glad for politiske tilkendegivelser, men jeg synes altså ikke, det hører hjemme på nummerpladen, dog med den tilføjelse, at man jo kan købe sig en ønskenummerplade, men det er der jo også meget specifikke regler for.
Nogle bilister ønsker at køre med neutral nummerplade – det har jeg f.eks.
valgt på min private bil – og ønsker dermed hverken at vise dannebrogsflag eller EU-flag på deres nummerplade, og den mulighed vil jo bortfalde, hvis man ikke længere kan vælge en neutral nummerplade.
Derfor synes jeg ikke som skatteminister, at det ligger lige for at imødekomme det ønske, som hr.
Mikkel Dencker fremsætter.