Spm. nr. S 577

14) Til beskæftigelsesministeren af:

Karsten Hønge (SF) :

Hvilket indtryk gør det på ministeren, at der er så massiv en modstand mod at forhøje pensionsalderen, som der er tale om, når 3F i deres underskriftindsamling har fået knap 130.000 underskrifter på en uge, fordi danskerne ikke kan arbejde til den høje pensionsalder, som regeringen lægger op til?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til følgende artikel fra 3f.dk http://action.3f.dk/page/s/templates_fair-pensionsalder-1.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Hvilket indtryk gør det på ministeren, at der er så massiv en modstand mod at forhøje pensionsalderen, som der er tale om, når 3F i deres underskriftindsamling har fået knap 130.000 underskrifter på en uge, fordi danskerne ikke kan arbejde til den høje pensionsalder, som regeringen lægger op til?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det gør naturligvis indtryk på mig, at 3F har indsamlet mange underskrifter mod en højere pensionsalder. Men det er nu engang sådan, at danskerne heldigvis lever længere og længere og bliver sundere, og det er jo en på alle måder god og positiv udvikling. Faktisk er levealderen steget langt hurtigere end forventet, og det betyder med andre ord, at reguleringen af pensionsalderen er kommet bagud. Restlevetiden for 60-årige er steget for både ufaglærte og personer med kortere og længerevarende uddannelser, og det samme gælder beskæftigelsesfrekvensen.

Derfor er regeringen også kommet med et nyt oplæg om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, hvor vi beder dem, der kan, om at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Det er en økonomisk nødvendighed for at sikre, at kommende generationers velfærd også vil være brugbar og holdbar i fremtiden. Men det betyder ikke, at der ikke findes f.eks. 3F'ere, som bliver nedslidt inden for tilbagetrækningsalderen. Det gør der, og det anerkender regeringen også.

Vi har jo allerede i dag gode muligheder for tilbagetrækning. Mennesker, der er blevet nedslidt efter mange år på arbejdsmarkedet, har f.eks. mulighed for et fleksjob, hvis deres arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat. I modsætning til tidligere er der nu mulighed for at blive ansat i et fleksjob få timer om ugen, og det er i høj grad kommet gruppen af ældre til gode. Det er rigtig positivt og viser, at der i gruppen af ældre er flere af dem med nedsat arbejdsevne, som nu bevarer en lille tilknytning til arbejdsmarkedet i stedet for at forsvinde helt ud af arbejdsmarkedet på førtidspension. Endelig har de mennesker, der slet ikke har mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, jo også mulighed for at få tilkendt en førtidspension. Her er der med seniorførtidspensionsordningen adgang til en mere smidig sagsgang for seniorer, og faktum er jo, at cirka ni ud af ti personer, der ansøger om seniorførtidspension, får den.

Så regeringen vil stadig væk sikre, at personer, som er nedslidte, også fremover får gode muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Spørgeren.

Da jeg stillede spørgsmålet, var der 130.000, der havde skrevet under, men jeg kan konstatere, at man i dag faktisk er oppe på 170.000 mennesker, som har skrevet under på 3F's opfordring til, at regeringen trækker forslaget om, at vi skal være længere på arbejdsmarkedet, tilbage. Det her er åbenbart noget, der gør indtryk på ministeren – sådan sagde ministeren – men dog ikke mere indtryk, end at det bare er blevet til en, synes jeg, gold henvisning til regeringsgrundlaget.

For ellers oplevede jeg, at det indtryk, det gjorde, som sædvanlig først og fremmest var at afføde et skuldertræk fra ministeren, et skuldertræk fra regeringen: Nå, ja, men i gennemsnit lever vi jo længere. Hvad skal 3F'eren bruge det til, når vi kan konstatere, at hver fjerde 3F'er har forladt arbejdsmarkedet, når de fylder 60 år – enten fordi de er gået på pension, eller simpelt hen fordi de er døde?

Jeg synes, at både regeringen og ministeren i den her sag udviser en fuldstændig uhørt arrogance over for den rå sociale virkelighed, som mange almindelige hårdtarbejdende lønarbejdere står midt i. Jeg synes, at ministeren er faret vild, og at regeringen er faret vild, for de har både et kort og et kompas, der ikke svarer til den virkelighed, som lønarbejderne lever i. Jeg synes, at der er en ekstremt socialt ulige adgang til at få nogle gode år som senior, og det kommer man ikke uden om ved at henvise til et gennemsnit og til folk, der er kommet sent ind på arbejdsmarkedet, og som har lange, gode uddannelser, høje lønninger og stor ret til at bestemme over deres eget arbejdsliv, og hvoraf mange oven i købet har lyst til at arbejde længere. Men hvad kan den hårdtarbejdende, nedslidte lønarbejder bruge det til?

Derfor synes jeg ikke, at det kan nytte noget, at man som minister her henviser til en seniorførtidspensionsordning, som vi vel kun kan kalde én ting, nemlig en fiasko. Vi har lige set de nye tal, og det viser sig, at 653 mennesker i dag har fået tildelt seniorførtidspension, mens man efter planerne på det tidspunkt skulle have tildelt det til 2.700 mennesker.

Ministeren.

Jamen vi bliver jo ikke i dag enige om præmissen for spørgsmålet. Altså, først og fremmest kan jeg sige, at vi kan diskutere det her konkret, når regeringen kommer med et udspil; så tror jeg, at det giver mere mening at diskutere det, frem for at vi diskuterer nogle overordnede principper, der står i et regeringsgrundlag.

Derudover er jeg sådan set heller ikke enig i, at seniorførtidspensionsordningen er en fiasko. Er det en fiasko, at næsten 90 pct. af dem, der søger, er i stand til at få en seniorførtidspension? Det synes jeg godt nok er en noget mærkelig holdning at give udtryk for, så det er jeg simpelt hen ikke enig med spørgeren i.

Spørgeren.

Det er, fordi jeg synes, at regeringen her opstiller sådan en falsk virkelighed. Man farer rundt med et kort over en virkelighed, der simpelt hen ingen steder hører hjemme. For ude i virkeligheden er det jo rigtigt, at mange af dem, der søger om seniorførtidspension, får den tilkendt. Men hvad nytter det, når der er 653 mennesker, der indtil nu har fået den tildelt inden for de første 2 år, mens målet var 2.700?

Det, det handler om her, er jo, at man ønsker at presse ganske almindelige hårdtarbejdende lønarbejdere, der kommer tidligt ud på arbejdsmarkedet – og som typisk har et hårdt fysisk arbejde til en lavere løn og med mindre mulighed for at bestemme over sit eget liv – til at arbejde længere ved at sige til dem, at det gør andre mennesker, som rent faktisk har nogle andre arbejdsliv, hvilket gør, at de er i stand til arbejde længere. Så er spørgsmålet, som regeringen må tage stilling til: Hvad skal de kortuddannede, de hårdtarbejdende, dem på den lave løn dog bruge det gennemsnit til, når de ikke selv er omfattet af de muligheder, som dem med de høje lønninger og det gode arbejdsliv har?

Det er jo der, hvor jeg mener, at regeringen simpelt hen er udstyret med et falsk kort og med et kompas, der simpelt hen er i stykker – for man navigerer rundt i en virkelighed, som de her mennesker ikke lever i. Vi har brug for, at elevatoren på vej mod nogle gode seniorår skal stoppe på nogle flere etager, så alle får nogle fair muligheder for nogle gode år som senior.

Ministeren.

Men jeg vil faktisk gerne kvittere for, at hr. Karsten Hønge jo nu selv tager fat i det med, at 90 pct. i forhold til seniorførtidspensionsordningen er et flot procenttal. Så skulle vi måske gøre noget mere for at udbrede viden om den mulighed, der nu findes; det er jo en fælles forpligtelse. Den tidligere beskæftigelsesminister har jo også taget et initiativ til at udbrede mere viden om den her ordning. Men jeg synes jo netop, at det at have en ordning, hvor 90 pct. får mulighed for at få tilkendt pension, er noget, man bestemt kan være tilfreds med.

Derudover glæder jeg mig til at diskutere med hr. Karsten Hønge, hvordan vi fremtidssikrer det her samfund. Jeg er jo ikke interesseret i, at folk, der er nedslidte, om man så må sige ikke skal have mulighed for at trække sig tilbage, hvis de ikke har nogen arbejdsevne.

Spørgeren.

Seniorførtidspensionen er et plaster på et åbent benbrud. Tanken er god nok, men den virker ikke. Og så er der altså brug for, at regeringen eller dens minister sender det signal til befolkningen, at der ikke er nogen grund til den her utryghed, der er i øjeblikket, ved regeringsgrundlaget. Den utryghed siver ud i titusindvis af hjem, hvor man er bange for, om man er i stand til at holde i så mange år, som regeringen optimistisk og på vegne af befolkningen tror de kan holde til. Og så giver man dem med seniorførtidspensionen det her plaster på benbruddet.

Altså, det er jo, fordi det er galt med de tilkendelseskriterier, der er. Det er simpelt hen for svært at få den, og derfor er der også alt for få, der overhovedet søger den. Vi bliver nødt til at sende det signal til befolkningen, at vi ikke forventer, at folk, der er nedslidte, skal arbejde længere; at vores hovedsigte tværtimod er at skabe tryghed ude i så mange lønarbejderhjem som muligt, ved at vi for det første garanterer, at vi ikke bare sætter pensionsalderen op, og at vi for det andet vil sikre, at elevatoren stopper på flere etager, fordi alle skal have en fair chance for nogle gode seniorår.

Ministeren.

Men uanset hvilket spørgsmål der rammer mig fra hr. Karsten Hønges side, handler det altid om et plaster på et åbent benbrud. Det er jo fair nok, at det er det eneste billede, hr. Karsten Hønge er i stand til at give, men jeg tillader mig blot at sige til hr. Karsten Hønge: Jeg er også interesseret i, at det her velfærdssamfund skal tage vare på folk, der er nedslidte, og som ikke har nogen arbejdsevne. Vi kommer så til at præsentere et forslag om, at dem, der kan arbejde noget mere, vil vi gerne have til at gøre det, og det kommer vi jo til at diskutere her i Folketingssalen.

Så jeg mener sådan set ikke, at der er nogen grund til yderligere at piske en stemning op. Jeg har ingen ambition om, og det har regeringen heller ikke, at folk, der ikke har nogen arbejdsevne, skal tvinges til at arbejde; selvfølgelig skal de ikke det.

Vi siger tak til både spørgeren og ministeren og går videre.

Det næste spørgsmål i rækken er til energi-, forsynings- og klimaministeren, og spørgeren er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.