Spm. nr. S 544

8) Til økonomi- og indenrigsministeren af:

Morten Bødskov (S) :

Mener ministeren, at man eksempelvis kan konkurrenceudsætte akutfunktioner på hospitalerne og anbringelser af udsatte børn, så det varetages af private virksomheder?

Værsgo igen til en oplæsning.

Tak for det. Mener ministeren, at man eksempelvis kan konkurrenceudsætte akutfunktioner på hospitalerne og anbringelser af udsatte børn, så det varetages af en privat virksomhed?

Ministeren.

Borgernes skattepenge skal anvendes bedst og mest effektivt. Det var også det, der var svaret på det forrige spørgsmål, og der er i udgangspunktet ikke noget område, som er helligt i forhold til inddragelse af private aktører. Den her regering har modet til at gøre op med vaneforestillinger om offentlig opgavevaretagelse.

Selvfølgelig skal det fortsat være den enkelte kommune eller region, som træffer beslutning om serviceniveauet, men det er vigtigt for os at sige, at der ikke er grund til, at man skal spilde penge, der ikke bliver til reel service for borgerne. Det vil sige, at vi leverer en model, hvorefter borgeren får bedst mulig service og skatteyderen ikke bliver plaget mere end højst nødvendigt. Og jeg tror såmænd også, at man får et bedre arbejdsmiljø og et mere spændende arbejde for de mennesker, der skal udføre opgaverne, når man reelt kan bruge tiden på kerneservice og ikke på unødige ting.

Værsgo til spørgeren.

Det lød faktisk som et utrolig langt svar. Det, ministeren jo rent faktisk bare siger, er, at svaret på det her spørgsmål – jeg læser lige spørgsmålet op igen: Mener ministeren, at man eksempelvis kan konkurrenceudsætte, altså privatisere akutfunktioner på hospitalerne og anbringelser af udsatte børn, så det varetages af private virksomheder? – er: Ja, det mener han godt. Og ministeren mener også, at der kan sættes lighedstegn mellem, at man eksempelvis privatiserer akutfunktioner på hospitaler eller anbringelser af udsatte børn, og den service, borgerne får, når de kommer til akutfunktionen på hospitalet; den bliver ikke bare bedre, den bliver også billigere. Det er sådan, man må forstå ministerens tankegang.

Så derfor synes jeg jo, at det på ingen måde er betryggende, at regeringen er klar til nu at privatisere, konkurrenceudsætte akutfunktioner på hospitaler og anbringelser af børn. For hvis man læser den artikel, hvori ministeren har givet et meget, må man sige, åbenhjertigt interview om sit syn på den offentlige sektor, kan man jo se, at det er det, der bliver sagt direkte. Og selv om ministeren siger her, at det selvfølgelig er kommunernes og regionernes ansvar, så siger ministeren jo også, at man vil indgå i en dialog med kommunerne og regionerne om at fremme det her – altså fremme en politik, hvor man vil have privatisering, konkurrenceudsættelse af bl.a. akutfunktioner på hospitaler og også anbringelser af udsatte børn.

Nu kommer vi i en situation her frem til sommer, hvor der skal forhandles ny økonomi for regioner og kommuner. Vil regeringen til de forhandlinger så kæmpe for øget privatisering af grundlæggende velfærdsopgaver?

Ministeren.

Så vidt jeg ved, findes der et gammelt arabisk ordsprog, der handler om, at man har to ører og en mund. Jeg har lidt en fornemmelse af, at spørgeren er udstyret omvendt, forstået på den måde, at det ikke rigtig bliver hørt, hvad der bliver sagt.

Jeg kunne måske godt have nogle bestemte ideologiske betragtninger, men det er faktisk ikke det, jeg svarer på de spørgsmål, som spørgeren stiller. Det, jeg siger, er: For os i regeringen er det ikke afgørende, om det er de private eller det offentlige, der varetager opgaverne. Det vigtige er, at borgerne får bedst mulig service for færrest mulige penge. Det ærgrer mig, at Socialdemokratiet ikke er interesseret i at være med til at løse den opgave.

Det spørgsmål, der blev stillet, lød: Mener ministeren, at man kan konkurrenceudsætte ... og så nogle bestemte eksempler. Til det svarede jeg, at man jo for så vidt kan konkurrenceudsætte hvad som helst – men skal man? Det er jo et andet spørgsmål, og det er den dialog, vi nu skal have med netop kommuner og regioner.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg spørger nemlig til ministerens holdning, altså jeg spørger: Mener ministeren, at man kan konkurrenceudsætte de her områder, altså akutfunktioner på hospitaler og eksempelvis anbringelser af udsatte børn. Mener ministeren det? Og det må man forstå at ministeren mener man godt kan. Det er jo det, ministeren siger, ikke også? Nu siger ministeren ja. Jeg har en mund og to ører, så jeg tror, at vi taler nogenlunde på samme bølgelængde lige nu.

Ministeren mener altså godt, at man kan konkurrenceudsætte akutfunktioner på hospitaler og anbringelser af vores udsatte børn. Det skal jeg bare have ja eller nej til. Jeg forstår det sådan, at det er et ja, og at det mener ministeren godt man kan.

Værsgo, ministeren.

Man kan sige, at vi kan allerede kan effektivisere også Folketingets arbejde, hvis det har en interesse. Altså, jeg vil sige, at som udgangspunkt kan hr. Morten Bødskov gå ud fra, at når jeg giver et interview og siger, hvad jeg mener, så er det sådan set også det, jeg mener. Det er jo sådan set et meget godt koncept.

Jeg synes bare, man skal være opmærksom på, at det her ikke står stille. F.eks. er det sådan i øjeblikket, at der er en lang række sjællandske kommuner med Holbæk i spidsen, der betræder nyt land. Der er en plan om at konkurrenceudsætte på det specialiserede socialområde. Og det handler jo netop om at sørge for at få mest muligt for skattekronerne, fordi det, man gør, er, at man siger: Det kan være, det er de private, der kan gøre det bedst; det kan sådan set også være, at det er det offentlige, der kan gøre det bedst.

Men det er da utrolig svært at argumentere for det modsatte. Det, spørgeren står for, er jo: Vi vil ikke finde ud af, hvem der kan gøre det bedst muligt for færrest mulige penge. Det er jo det spørgeren står for, altså at man skal gøre det dyrest muligt; for flest mulige penge. Det må være udgangspunktet, hvis man ikke ønsker at konkurrenceudsætte.

Spørgeren.

Nej, minister, det er ikke udgangspunktet. Det, der er udgangspunktet, er, at mit parti – og andre også – har været med til at skabe et velfærdssamfund, hvor der er nogle grundlæggende elementer, som vi passer godt på og udvikler i fællesskab. Det handler eksempelvis de mest sårbare børn i vores samfund, og at folk kan komme på hospitalet, når de har behov for akut behandling. Der skal der være en fælles tryghed, og det er en værdi for et samfund i, at man udvikler og passer på det i fællesskab. Det er for os ikke ligegyldigt, om det er fællesskabet, der varetager og udvikler det, eller om det er et privat firma.

Så opsummerende må man jo bare sige, at ministeren mener ikke, at der er nogen grænser for, hvad der kan konkurrenceudsættes og privatiseres. Det er korrekt forstået, forstår vi. Og ministeren mener heller ikke, at der er noget problem i, at man eksempelvis konkurrenceudsætter eller privatiserer akutfunktioner på hospitalerne eller anbringelser af vores mest udsatte børn og unge.

Så er det ministeren.

Jamen jeg vil gerne takke for at have været skygge i den boksekamp, hr. Morten Bødskov har haft, forstået på den måde, at man jo hænger fast i nogle gamle måder at se tingene på i stedet for at se på, hvordan vi kan sørge for at levere en bedre service til de borgere, som forventer, selvfølgelig, at få en god service fra den offentlige sektor. Så langt er vi jo sådan set enige.

Det, der så er uenighed om, er, om vi skal prøve få det til lavest mulige pris, eller om vi skal prøve at få det til højest mulige pris. Hr. Morten Bødskov og Socialdemokratiet står for det sidste synspunkt, mens regeringen står for, at man skal have bedst mulige service for færrest mulige penge. Og hvis man virkelig ønsker velfærdssamfundet det godt, skulle man jo komme ind i kampen og sørge for at sikre, at vi netop også kan levere velfærd i fremtiden. Det er den opgave, som Socialdemokratiet desværre heller ikke i dag leverer noget svar på.

Tak for det.

Det næste spørgsmål er til beskæftigelsesministeren af hr. Bent Bøgsted. Der er en medspørger, nemlig hr. Claus Kvist Hansen