Tak for spørgsmålet.
Hr.
Villum Christensens konstatering af, at toget hører fortiden til, ville formentlig have været en kontroversiel udtalelse og en skarp analyse, hvis citatet var fra den 9.
januar 1917.
Sandheden er, at bilen i de 100 år, der er forløbet siden 1917, var det soleklare eksempel på disruption, lang tid før begrebet vandt indpas, og lang tid før det blev en del af indholdet i et dansk regeringsgrundlag.
Vi ved fra transportvaneundersøgelsen, at alle danskere i gennemsnit rejser 37,2 km om dagen.
Mere end 80 pct.
af transporten foregår i bil.
Selv med store tilskud til offentlig transport og høj beskatning af biler er bilen den altoverskyggende transportform.
Vi rejser næsten ti gange så meget i bil som med tog.
Hr.
Villum Christensens bemærkning bygger på de udviklingstendenser, vi kan se i den teknologiske udvikling og i borgernes anvendelse af nye teknologier.
Og hvad er det, vi kan se her?
Jo, vi kan se billige biler, vi kan se selvkørende biler, vi kan se elbiler, som er fantastiske at køre i, vi kan se miljøvenlige biler, og vi kan se en udvikling af og tillid til deleøkonomi inden for transport.
Dertil kommer, at bilen jo også er en del af den kollektive transport, f.eks.
er taxa en form for kollektiv transport.
Hvem ved – måske er de små selvkørende minibusser, som hr.
Villum Christensen henviser til, om nogle år hverdag for mange af de mennesker, som ikke har et kørekort på grund af et fysisk handicap, eller som ikke har råd til eller ikke har lyst til at have besvær med at eje en bil.
Faktisk er der gode perspektiver i at forbedre den kollektive trafikbetjening uden for byerne ved at etablere nogle mere fleksible tilbud.
Hr.
Kristian Pihl Lorentzen udtrykker, hvad jeg vil betegne som en sund skepsis over for, om de besluttede letbanestrækninger i Danmark er pengene værd.
Men ret beset har vi endnu ingen erfaringer med brugen af tidssvarende letbaneløsninger her i landet.
Der er udsigt til, at vi får det inden så længe.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg gerne ser evalueringen af de første erfaringer, inden vi tager endelig stilling til nye letbaneprojekter.
Så kan jeg se, at formanden rejser sig, og jeg stopper derfor.