Indledningsvis vil jeg jo gerne kvittere for ministerens positive tilkendegivelse af, at vi her faktisk har med et problem at gøre, som vi ikke kan være bekendt som samfund over for en lille gruppe, som jo så besøgte Socialudvalget i torsdags og havde foretræde.
Jeg må indrømme, at det gjorde et stort indtryk på mig at opleve den, skal vi sige, grad af klemthed hos en gruppe, som i forvejen har deres at slås med.
Det at have et barn, som har et handicap, er i sig selv en stor udfordring, og skal man så også kæmpe med vrangvillige myndigheder eller myndigheder, som ikke helt er bevidste om, hvor vidtrækkende man griber ind i sådan en families dagligdag, så er det næsten ikke til at bære.
Derfor er jeg glad for, at ministeren går til det ved at sige:
Jamen så må vi give den fornødne vejledning til kommunerne på området.
Og jeg er glad for, at ministeren bekræfter, at det ikke er sådan, vores socialpolitik skal se ud, for vores socialpolitik skal jo være sådan, at man har et sikkerhedsnet, som man spænder ud under folk, og så giver dem den hjælp, som de har behov for, og som der er hjemmel til i lovgivningen, og den vejledning, der skal til.
Jeg beder bare ministeren om at bekræfte, at ministeren er enig i, at det ikke er rimeligt, at forældre skal stå i den situation.
Jeg påskønner ministerens tilkendegivelse af at ville følge op på det – det vender vi tilbage til i næste spørgsmål.
Så jeg vil gerne have ministeren til igen at bekræfte, at det ikke er sådan her, vi skal kende den socialpolitik, vi har i vores samfund.