Spm. nr. S 351

8) Til finansministeren af:

Rune Lund (EL) (medspørger: Pelle Dragsted (EL) ) :

Hvad er ministerens holdning til, at Mærsk og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) siden 2004 har tjent mange flere milliarder end det, der oprindelig var forudsat i Nordsøaftalen fra 2003?

Værsgo.

Hvad er ministerens holdning til, at Mærsk og Dansk Undergrunds Consortium (DUC) siden 2004 har tjent mange flere milliarder end det, der oprindelig var forudsat i Nordsøaftalen fra 2003?

Finansministeren.

For den opmærksomme lytter vil det her spørgsmål lyde rigtig meget som det spørgsmål, vi lige har diskuteret, så sådan for afvekslingens skyld har jeg valgt at lave svaret en lille smule anderledes, end det måske var forventet.

Jeg er nemlig rigtig glad på danskernes vegne. Jeg er rigtig glad, fordi statens indtægter fra Nordsøen har været markant højere end det, man forventede i 2003-aftalen. Jeg er rigtig glad for, at en større produktion og en højere oliepris har betydet, at staten har fået langt mere ud af Nordsøaftalen end det, man forventede tilbage i 2003, og derfor er der kommet mange flere milliarder ind til velfærdsydelser, til sikring af en stabil økonomi og til muliggørelse af lavere skat for almindelige danskere end det, man forventede tilbage i 2003.

Som et lidt mere direkte svar på spørgsmålet var det 40 pct., der var statens andel før Nordsøaftalen. Efterfølgende er det i forbindelse med serviceeftersynet af vilkårene for kulbrinteindvindingen i 2013 opgjort, at den andel er steget til ca. 60 pct., og det svarer meget præcist til statens forventede andel af overskuddet ved indgåelse af Nordsøaftalen. Så der er en klar sammenhæng mellem en Nordsøaftale, som har givet staten, os alle sammen, en meget større andel af den kage, der bliver produceret ude i Nordsøen. Og de år, hvor olieprisen har været høj, har kagen været stor, og en større andel af en stor kage giver rigtig meget godt til velfærdssamfundet Danmark.

Spørgeren.

Men der er det interessante jo, at når man har en Nordsøaftale fra 2003 og de økonomiske vismænd også konkluderer, at der i forhold til den er tale om en overnormal profit for olieselskabernes vedkommende; og når det så viser sig, at olieprisen stiger til et langt højere niveau end det, der lå som forudsætningen for aftalen, så er det klart, at staten også får flere indtægter. Men olieselskaberne får også flere indtægter oven i en aftale, som i forvejen betyder overnormal profit. Jeg synes da, det er interessant, når f.eks. Politiken den 24. november kan dokumentere, at merindtjeningen, i forhold til hvad der lå som forudsætning bag aftalen i form af prisen på en tønde olie, tilsyneladende er mindst 16 mia. kr. i perioden 2004-2010. Og det rejser i hvert fald for mig spørgsmålet:

Er den her Nordsøaftale ikke alt for gavnlig over for olieselskaberne? Hvordan kan det være, at regeringen har så travlt med at skære ned mange steder – det kan være på kontanthjælpen i forhold til indførelse af et kontanthjælpsloft og en 225-timersregel; det er der ikke råd til – mens der søreme er råd til fortsat at have en skatteaftale på Nordsøen, som er så helt uhyggelig gunstig for olieselskaberne, som den er? Hvorfor skal de penge blive ved med at ligge hos olieselskaberne, når de kunne ligge i statskassen, når de kunne bruges til bedre velfærd?

Det synes jeg er en ekstremt relevant diskussion at tage, og det er også derfor, at vi tager den i dag.

Ministeren.

Det er da en relevant diskussion. Det er en relevant diskussion at spørge, hvad det er for et samfund, man ønsker, om man f.eks. ønsker et samfund, hvor der nærmest ikke er nogen forskel på, om man er på arbejde eller ej.

Når vi lægger et loft over kontanthjælpen, når vi har en 225-timersregel, er det, fordi vi gerne vil sikre, at de mennesker, der siger, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet, rent faktisk er til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er for at sikre, at de mennesker, der går på arbejde og har en lav indkomst, også kan mærke, at der er mere ved at gå på arbejde, end der er ved at blive hjemme. Det er jo en klar politisk holdning til, hvad det er for et samfund, man gerne vil have, nemlig et samfund, hvor der er en gevinst ved at tage et stykke arbejde, og hvor vi lægger en rimelig grænse ind for, hvad familier skal have fra det offentlige.

Ved siden af det glæder jeg mig over, at Nordsøaftalen har givet os et større afkast end tidligere. Jeg glæder mig over, at uanset hvad hr. Rune Lund eller andre måtte mene om aftalen, har den været med til at styrke samfundsøkonomien i Danmark i forhold til tiden før Nordsøaftalen.

Spørgeren.

Så vil jeg spørge ministeren – hvis ministeren mener, at det var sådan en god aftale, der blev lavet i 2003 – hvad ministeren så mener om, at Mærsk fører sig frem på den måde, som Mærsk gør i øjeblikket, og siger: Hvis ikke I kommer med nogle flere milliardrabatter til os betalt af skatteborgerne i Danmark, lukker vi Tyra Feltet? Hvad mener ministeren om, at Mærsk på den måde går ud og truer med at lukke den platform i Nordsøen, som er for olieudvindingen, hvad der svarer til Københavns Hovedbanegård for togtrafikken i Danmark? Er det en ærlig, reel, god, saglig og ordentlig måde at føre politik på i forhold til skatteborgernes penge?

Ministeren.

Jeg beskæftiger mig ikke med at kommentere hvert enkelt selskab i Danmarks handlinger eller fremfærd undervejs. Så tror jeg, vi kunne bruge mange timer om onsdagen hernede på at kommentere det ene og det andet selskab. Jeg svarer selvfølgelig på, hvorvidt vi fra regeringens side indretter reglerne sådan, at vi samfundsøkonomisk får det bedste afkast af de fælles ressourcer, der er i Nordsøen. Jeg har kun én interesse, og det er, at samfundet sørger for, at mest muligt af den fælles værdi, der er, kommer fællesskabet til gavn. Det kræver, at vi har nogle produktionsvilkår, der gør, at man vil investere i Nordsøen, at man vil vedligeholde og udbygge de felter, der er i Nordsøen. Det synes jeg er min opgave.

Så er det hr. Pelle Dragsted som medspørger.

Så vil jeg bare gerne spørge helt konkret. Lad os lade være med at nævne et enkelt selskab. Lad os bare nævne alle de selskaber, som er inden for DUC.

Når de i perioden fra 2003 og frem til i dag har tjent milliarder mere, end hvad der var forudsat, burde der så ikke have været sat til side? Når man ser på profilen fremadrettet, stadig væk med en oliepris, som ligger betydeligt over, hvad de blev lovet, dengang aftalen blev indgået – altså det, som var deres forudsætning for at indgå aftalen, nemlig at vi forpligtede os til ikke at hæve skatten frem til 2042 – kunne man så ikke forvente, at selskaber som Mærsk, men vi behøver ikke at tage udgangspunkt i det, havde en langsigtet investeringsprofil, som sikrede, at de altså ikke skulle komme efter 17 år, når de havde tjent milliarder og olieprisen så var faldet en lille smule, men stadig væk var højere, og sige: Hov, nu har vi søreme ikke råd til at vedligeholde apparaturet, så vi skal have nogle endnu bedre og mere lukrative skatteforhold?

Kunne vi ikke forvente, at når man indgik en aftale, der strakte sig frem til 2042, så var den løbende vedligeholdelse indtænkt i den rentabilitet og i den investeringsprofil, som sådan et selskab foretog? Og helt kort: Vil regeringen ligge under for det her pres, eller vil man afvise det?

Jeg er nødt til at henstille til, at man overholder taletiderne.

Det er ministeren, der svarer nu.

Jeg kan tydeligt mærke, at hr. Pelle Dragsted gerne vil have mig til at forholde mig til Mærsk og have en dialog om Mærsk. Jeg vil anbefale hr. Pelle Dragsted at tage sin partifælle under armen og stille op som kritiske aktionærer i Mærsk. Der kan man stille alle de spørgsmål til Mærsk, som man ønsker at stille.

Mit ansvar er at sikre, at vi samfundsmæssigt får mest muligt ud af de ressourcer, der er, og jeg har en interesse i at sørge for, at vi hele tiden har vilkår, der gør, at staten får en rigtig god og rimelig andel af de milliarder af ressourcer, der ligger ude i Nordsøen. Det forsøger jeg at indrette den førte politik efter.

Jeg har ikke nogen kommentarer til nogen udmeldinger eller nogen beregninger vedrørende private selskaber om deres gøren og laden. Det må selskaberne selv stå til regnskab for. Jeg har et ansvar for, hvordan staten forvalter sin rolle i både at være den, der beskatter, men også er regelsætter i forhold til Nordsøen, og der har jeg en klar interesse i at sikre, at mest muligt af den fælles værdi bliver hentet op og dermed kommer danskerne til gavn.

Medspørgeren.

Jeg beder ikke ministeren om at kommentere virksomheden. Jeg beder ministeren forholde sig til det krav, der er stillet fra olieselskabernes side, om, at der skal være nye rammevilkår, for at man vil fortsætte. Når man ser bagud på den indtjeningsprofil, der har været, og når man ser fremadrettet på alle antagelser om en oliepris, der formentlig ligger betydeligt over det, som var indført i aftalen, er det så rimeligt?

Eller lad mig sige det på en anden måde, det er ligegyldigt med rimelighedsprincipper: Vil regeringen acceptere at ændre rammevilkårene på baggrund af det forløb, der har været, og prognoserne for olieprisen?

Ministeren.

Jeg vil, uanset hvad spørgeren måtte mene om de enkelte selskaber, stadig væk ikke kommentere dem, men jeg vil give et tilsagn. Jeg kan give det tilsagn, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for, at staten får mest muligt af den samfundsværdi, der ligger i Nordsøen, nyttiggjort, så vi kan sørge for et godt velfærdssamfund, så vi kan sørge for en stabil, ansvarlig økonomisk ramme, så vi kan holde dansk økonomi på sporet, og så vi kan undgå, at vi har højere skatter end højst nødvendigt. Og det kræver, at vi hele tiden sørger for, at vi har de rigtige rammevilkår for at udnytte det potentiale, der er i Nordsøen, fuldt ud.

Så vender vi tilbage til spørgeren, hr. Rune Lund. Værsgo.

Men i forlængelse af det vil jeg da gerne bede finansministeren kommentere, at det britiske analysehus Wood Mackenzie i en artikel i EnergiWatch her for en måneds tid siden fremlagde et tal, der viser, at det er lønsomt at hive olie op af Nordsøen med en oliepris på helt ned til 16 dollars pr. tønde. Det er jo interessant, når grundlaget for Nordsøaftalen i 2003 var 22 dollars, og når vi har set prisen på en tønde olie stige lige siden. Så hvis grundlaget ligesom er, at det er meget lønsomt at hive olien op, hvordan kan det så være, at vi ikke skal have nogle flere milliarder ind?

Ministeren.

Så vil jeg da håbe, at EnergyWatch, næste gang der er en koncession, der bliver udbudt, vil byde ind, hvis de mener, at det er så lukrativt og så nemt at udvinde olie af Nordsøen. Så må de stå først i køen, næste gang der er en koncession, der bliver åbnet. Jeg skal jo ikke gøre mig til dommer over, om EnergyWatch, Hess eller Shell eller for den sags skyld Statoil har ret i deres vurderinger af omkostningerne ved at gøre det. Vi udbyder en gang imellem nogle koncessioner for nye undersøgelsesmuligheder, og hvis nogle selskaber mener, at det kan være rentabelt at gøre det for 16 dollar pr. tønde, så må der være en stor profitmulighed for dem ved at gøre det i Nordsøen. De skal være hjerteligt velkomne til at søge.

Spørgsmålet er afsluttet. Tak til spørgerne.

Vi går videre til spørgsmål nr. 9, som er stilet til finansministeren af hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.