Tak for svaret.
Jeg er glad for, at Liberal Alliance ikke løber af pladsen, for man var netop med til at pege på den Egholmforbindelse, som også ministeren er inde på.
Selvfølgelig mangler der finansiering.
Nu nævner ministeren, at den teoretiske grænse for kapaciteten er opbrugt.
Det kender vi også andre steder fra, og ministeren påstår, at det er værre andre steder.
Det er jo spidsbelastningerne, der er irriterende for pendlerne, for erhvervslivet, og det er også derfor, man er gået ind samlet for at pege på en ny løsning, der aflaster den eksisterende forbindelse mest muligt.
Derfor må det, når vi har fået en ny minister, være rimeligt at spørge, hvordan og hvorledes man har tænkt sig at det her projekt skal fremmes, nu når ministeren siger, at der er behov for det, og når man endda har stemt for linjeføringen.
Hvornår træder ministeren så i karakter og siger, at der er midler til at gennemføre projektet?