Spm. nr. S 288

26) Til børne- og socialministeren af:

Pernille Bendixen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til den nye rapport fra Børnerådet, der slår fast, at en stor del børn fortsat er udsat for psykisk og fysisk vold, og mener ministeren, at Danmark lever op til børnekonventionens artikel 19?

Skriftlig begrundelse

I børnekonventionens artikel 19 står der, at den danske stat er forpligtet til at forebygge og beskytte barnet imod alle former for mishandling begået af forældrene.

Spm. nr. S 288

26) Til børne- og socialministeren af:

Pernille Bendixen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til den nye rapport fra Børnerådet, der slår fast, at en stor del børn fortsat er udsat for psykisk og fysisk vold, og mener ministeren, at Danmark lever op til børnekonventionens artikel 19?

Skriftlig begrundelse

I børnekonventionens artikel 19 står der, at den danske stat er forpligtet til at forebygge og beskytte barnet imod alle former for mishandling begået af forældrene.

Værsgo.

Mange tak for det. Hvad er ministerens holdning til den nye rapport fra Børnerådet, der slår fast, at en stor del børn fortsat er udsat for psykisk og fysisk vold, og mener ministeren, at Danmark lever op til børnekonventionens artikel 19?

Ministeren.

Tak. Børnerådets seneste rapport om vold mod børn i hjemmet viser bl.a., at hvert tiende barn i 7. klasse har været udsat for en eller anden form for fysisk vold i hjemmet flere gange i løbet af det seneste år. Og jeg vil godt sige meget ærligt og direkte, at jeg synes, at hvert eneste tilfælde af vold mod børn, som vi hører om, er forfærdeligt. For det skal jo være de voksne, som giver barnet både den kærlighed og den omsorg, som barnet har brug for.

Børnekonventionen kodificerer det, som jeg mener at vi som samfund har en moralsk forpligtelse til at gøre uanset hvad, nemlig at forebygge, at børn bliver udsat for vold i hjemmet – ved at gribe hurtigt ind, når det desværre sker, og bagefter også give den nødvendige hjælp til barnet.

I Danmark har vi meget klare regler for, hvad vi forventer af forældrene, for børn har ret til både omsorg og tryghed. Børn skal behandles med respekt for deres person og må hverken udsættes for legemlig afstraffelse eller andre krænkende handlinger. Og så skal jeg jo bare lige minde om, at vi afskaffede revselsesretten tilbage i 1997 – selv om der også blandt politikere er delte holdninger til det.

Vi har også meget klare regler for kommunernes pligter, hvis forældrene svigter deres ansvar, og vi har strammet gevaldigt op i de senere år. Det har vi bl.a. med Barnets Reform, som sætter barnet i centrum, og med overgrebspakken, hvor bl.a. underretningspligten blev skærpet meget og der blev oprettet de her børnehuse, hvor det er, at børnene kan komme ind og få den nødvendige hjælp og rådgivning, når der bliver afdækket et eventuelt misbrug.

Så børnekonventionen er altså afspejlet i dansk lovgivning, og vi iagttager den, når vi laver ny lovgivning og andre initiativer. Derfor mener jeg, at vi overholder børnekonventionen, og den vil jeg også stå på mål for som børne- og socialminister.

Spørgeren.

Tak for svaret og for at dele bekymringen for børnene; det gør vi jo nok alle sammen et eller andet sted. Der kommer, synes jeg, nogle interessante ting frem i den her rapport, bl.a. at børnene beskriver, hvordan forældrene jo kan agere på en manipulerende måde og en falsk og kunstig måde, når der kommer tilsyn i hjemmet – forstået på den måde, at hvis der har været en underretning eller en bekymring og kommunen så tager ud for at se på det, der er blevet lavet en underretning om, så ved forældrene det på forhånd og laver et kunstigt iscenesat miljø. Det gør jo så, at kommunerne ikke bliver i stand til at gøre den indsats, som de egentlig skulle.

Har ministeren nogle tanker om, hvordan vi kan komme sådan noget til livs?

Ministeren.

De initiativer, som vi tager i dag, er rigtig, rigtig gode. Men det handler jo om tidligt at få børn gjort opmærksom på, at de selvfølgelig ikke skal acceptere det, når de bliver udsat for vold. For det er jo faktisk tankevækkende, at selv samme rapport viser, at mens det er 30 pct. af børnene, der har været udsat for vold, så er det faktisk kun 5 pct. af de børn, der har været udsat for det, som vurderer at de selv har været udsat for det. Det betyder jo, at der er et misforhold mellem voldens karakter og opfattelsen hos børnene, og det synes jeg er meget, meget alvorligt.

Derfor mener jeg, det er helt afgørende, at vi fortsætter det gode arbejde, vi har sat i gang, med Barnets Reform, med underretningspligt. Jeg tror heller ikke, at man bare kan lægge over på barnet, at barnet selv skal råbe vagt i gevær, når eksempelvis myndigheder kommer på besøg i hjemmet og forældrene stiller falske forudsætninger op, som vi kan kalde det. Jeg tror, det er vigtigt, at vi har de underretninger, og at man reagerer på hver enkelt underretning – ved at der er en nabo, der råber vagt i gevær, ved at der er en pædagog, der råber vagt i gevær, altså ved at alle de personer, der er i barnets nærmiljø, simpelt hen kommer på banen og får sagt: Det her går altså ikke.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at børnene har en uvidenhed, med hensyn til om de er udsat for vold. Som jeg læser det, er det noget med, at man faktisk ender med at være i en slags normaltilstand, altså hvor volden er en del af det normale og børnene simpelt hen ikke ved bedre.

Ministeren kommer ind på det her om naboerne, der også skal være en del af det her med at råbe vagt i gevær, men der er jo også det her i rapporten om, at det lidt er et tabu at blande sig; det er lidt det her med: Det kommer ikke os ved, og vi passer vores eget. Det er måske lidt grænseoverskridende at skulle ringe til politiet, når der er larm inde ved naboen. Men det er noget af det, som børnene peger på faktisk kunne være en hjælp.

Kan vi på en eller anden måde blive bedre herfra eller som kommune til at klæde naboerne på, så de også er bevidste om deres borgeransvar?

Ministeren.

Ja, det tror jeg helt sikkert godt vi kan, og det er jo ved at få bredt ud, at vi alle sammen har et ansvar. Det er jo det finurlige ved velfærdsstaten, at fordi vi har lavet et meget, meget stærkt socialt sikkerhedsnet, er der desværre nogle, som forventer, at man så ikke selv har en personlig aktie. Men alle og enhver har jo, som fru Pernille Bendixen siger, lige præcis en personlig aktie og må gå ind og råbe vagt i gevær, hvis det er, at man opdager, at der altså foregår ting, som ikke skal foregå.

Så det er jo en balance mellem stadig væk at have det meget, meget stærke sociale sikkerhedsnet og samtidig vække den personlige ansvarsfølelse i hvert enkelt menneske – sådan at der ikke er nogen, der sidder inde med viden, som kunne have været bragt i spil, og som kunne have sikret, at der var børn, som var blevet fritaget for forhold, som de simpelt hen ikke skal leve under.

Men jeg vil godt sige mange, mange tak for dels at stille spørgsmålet, dels at sætte fokus på det her forhold. For jeg tror virkelig, der er noget, vi kan gå ind og arbejde med. Når vi også ved at dykke ned i rapporten kan se, hvad det er for episoder, det handler om, så er det jo bl.a. mødrene, som vi kan gå ind og sætte fokus på.

Spørgeren.

En sidste ting: Børnene peger også på, at de fagpersoner, der er dem, som skal hjælpe dem – det kan være en pædagog eller en anden fagperson – faktisk reagerer på sådan en lidt afvisende måde i forhold til ikke rigtig at ville tro på barnet, når barnet henvender sig, forstået på den måde, at det er, som om fagpersonerne ikke rigtig vil tro på, at det virkelig er så galt. Kan vi også her blive bedre til ligesom at hjælpe de fagpersoner til at blive bedre til at reagere?

Ministeren.

Det er helt sikkert, at alle fagpersoner kan blive bedre til at spotte og få set de signaler, der er på mistrivsel. Og noget af det, jeg bl.a. har noteret mig fra den rapport, der lige er kommet fra Småbørnsalliancen, er, at sundhedsplejerskerne er blevet bedre til at gå ind og spotte signaler på mistrivsel. For mistrivsel viser sig jo ikke nødvendigvis kun i det fysiske rum, altså at det flyder med rod eller afspejler en hverdag, der er usammenhængende, og som er konfus. Det kan lige så vel være det, at barnet ikke har øjenkontakt, at barnet er passivt og ligger helt stille, at barnet ikke græder og ikke er aktivt.

Så det, at alle lige fra sundhedsplejerskerne får nogle metodiske værktøjer, de kan bruge, tror jeg er afsindig vigtigt. Og det vil vi selvfølgelig fortsætte med at udvikle, også over den kommende periode.

Tak til børne- og socialministeren. Og tak til fru Pernille Bendixen.

Det næste spørgsmål er spørgsmål 27, som er til undervisningsministeren. Og spørgeren er hr. Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet.