Spm. nr. S 258

9) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad vil ministeren gøre for at undgå religiøs chikane på uddannelsesinstitutioner i forbindelse med brug af såkaldte refleksionsrum og bederum – sådan som det angiveligt er sket på UCC Carlsberg?

Værsgo.

Tak. Spørgsmålet lyder: Hvad vil ministeren gøre for at undgå religiøs chikane på uddannelsesinstitutioner i forbindelse med brug af såkaldte refleksionsrum og bederum – sådan som det angiveligt er sket på UCC Carlsberg?

Ministeren.

Der skal være plads til alle studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner uanset religiøst tilhørsforhold. Der må ikke være nogen, der chikaneres af andre grupper af studerende. Hvis det er tilfældet, har jeg en klar forventning om, at ledelsen på institutionen griber ind og sørger for, at det ikke gentager sig.

På en uddannelsesinstitution, hvor der er mange studerende med forskellig religiøs baggrund, er det også vigtigt med en grundliggende respekt for religion som sådan. I forhold til den konkrete sag fra UCC Campus Carlsberg, som jeg alene kender fra mediernes omtale, har jeg forstået, at ledelsen på UCC er opmærksom på situationen og vil følge brugen af det pågældende bede- og refleksionsrum for at sikre, at alle studerende, der ønsker at benytte lokalet, har mulighed for det. Jeg har også noteret mig, at både ledelsen og de studerendes råd på Campus Carlsberg vurderer, at der er tale om en enkeltstående hændelse, og at der generelt er tilfredshed med refleksions- og bederummet.

Der er derfor for nærværende ikke behov for centrale initiativer med henblik på at undgå religiøs chikane, men jeg har som sagt en fuldstændig klar forventning om, at uddannelsesinstitutionernes ledelser har fokus på at håndtere de konkrete problemer, som måtte opstå. Til gengæld forventer jeg så også, at ledelserne er opmærksomme på, om der er studerende, der føler sig chikaneret, og griber ind, såfremt det måtte være tilfældet.

Spørgeren.

Tak. Vi lever jo i et kristent land. Det står der både i det gamle regeringsgrundlag og heldigvis også i det nye. Men ifølge en artikel i Jyllands-Posten og ifølge nogle samtaler, jeg har haft med nogle studerende på nogle uddannelsesinstitutioner, er der bederum rundtomkring, som er et udgangspunkt for islamisk præken og en social kontrol og en chikane af folk, som ikke er muslimer og ikke opfører sig efter de forventninger, som en bestemt gruppe af muslimer netop har. Og spørgsmålet er selvfølgelig, om det skal tillades.

Jeg synes, det er virkelig svært at forstå, hvordan man på en uddannelsesinstitution, der uddanner folkeskolelærere og pædagoger, som altså skal ud at virke i den danske folkeskole og ud at virke i danske vuggestuer og børnehaver, kan opleve, at man skal færdes i et miljø, hvor islam har en særstilling, og hvor der er plads, rum til, at man kan udøve islam i de her bederum og altså udøve den sociale kontrol over de andre studerende. Altså, man giver islam en særstatus i et miljø, hvor man skal uddanne folkeskolelærere, som jo ikke skal vænne sig til, at islam skal have nogle særlige spilleregler. Altså, Danmark er et kristent land. Det står der i regeringsgrundlaget. Og det her med, at man tillader, at der eksisterer bederum, og det, at der så endda udgår social kontrol og chikane fra dem, synes jeg er meget, meget problematisk. Jeg kan ikke se nogen tid heroppefra, vil jeg lige sige, så jeg aner ikke, hvor jeg er tidsmæssigt. ( Tredje næstformand (Christian Juhl): Der er 8 sekunder tilbage). Okay. Men jeg mener, at det jo ikke er tilstrækkeligt bare at sige, at det må skolerne selv finde ud af, for der er jo en udbredt berøringsangst over for det her.

Så jeg mener, at der er behov for, at ministeren beder uddannelsesinstitutionerne om at lade være med at oprette den slags rum, som kan være udgangspunkt for chikane og islamisering.

Tak for det. Hvis teknikken ikke fungerer, er det, at formanden rejser sig op, tegn på, at tiden er ved at være gået. ( Marie Krarup (DF): Ja, tak for det).

Så er det ministeren.

Nu ved jeg, at fru Marie Krarup er et dannet menneske – det har jeg konstateret i adskillige sammenhænge – som jeg i øvrigt har stor respekt for, og derfor er fru Marie Krarup jo også bekendt med, at når man skal gøre sine bønner, skal man gå ind i sit lønkammer og ikke lade læberne løber over offentligt.

Det, at der er et bederum på en offentlig institution, ser jeg sådan set ikke noget problem i. Det er mere, synes jeg, hvis det er sådan, at der foregår chikanøs adfærd ud fra det pågældende rum, og der er min linje ganske klar: Det har den pågældende institution en forpligtelse til at gribe ind over for.

Spørgeren.

Jamen jeg er jo principielt fuldstændig enig. Det er klart. Men der er bare det, at erfaringen viser, at den sociale kontrol udgår fra de steder, hvor man kan udøve islam. Det drejer sig om tørklædebeklædning, det drejer sig om bøn, det drejer sig om mad, og det drejer sig om en hel række adfærdsnormer. Derfor mener jeg også, at man burde sigte imod at gøre vores uddannelsesinstitutioner shariafri, det vil sige lave dem sådan, at man var ganske sekulær i sin udøvelse af forskellige handlinger, det vil altså sige, at man i virkeligheden lod kristendommen skinne igennem, for kristendommen er jo en sekularisering af det offentlige rum.

Ministeren.

Det er jo i hvert fald en påstand, som vil blive ganske omdiskuteret, hvis man gennemførte det konsekvent. Jeg er sådan set selv på det hold, der ikke har noget imod religiøse i det offentlige rum, og jeg mener sådan set, det har ført meget vidt – også for kristendommen – at man prøver på at fjerne religionen fra det offentlige rum. Vi har f.eks. haft diskussionen med krucifikset i de italienske klasselokaler, og der faldt der i første omgang en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om, at det kunne man ikke, men den blev så lykkeligvis lavet om igen. Men altså, der, hvor jeg trækker min grænse, er i den chikanøse adfærd.

Så er jeg opmærksom på nogle af de fænomener, som fru Marie Krarup fremhæver. Og der må man altså tage udgangspunkt i en blanding af social kontrol og chikanøs adfærd, og det vil jeg være opmærksom på i det embede, jeg nu bestrider.

Spørgeren.

Jamen det er jeg glad for, men jeg er jo ikke helt tilfreds med det, og det kan ministeren selvfølgelig godt høre, for jeg mener, at vi allerede har så meget erfaring på det område, at vi ved, at der, hvor vi lader islam spille en stor rolle, kommer den her sociale kontrol, og det vil sige chikanering af dem, som man ikke mener gør det på den rigtige måde. Den følger simpelt hen med. Og derfor kan man jo lige så godt tage det i opløbet og sige: Bederum – det har vi ikke på vores uddannelsesinstitutioner, og da især ikke på steder, hvor vi skal uddanne folk til at være lærere i den danske folkeskole i et kristent land.

Ministeren.

Men det vender jo i virkeligheden tilbage til en diskussion, som fru Marie Krarup og jeg har haft igennem længere tid, og som i virkeligheden handler om, om islam er i Danmark eller ej, og hvordan islam så skal behandles. Den diskussion har vi ført, og den bliver vi ikke færdige med, tror jeg.

Sagen er den, at jeg synes, at institutionerne indtil videre klarer sig, og i en virkelighed, som den, fru Marie Krarup beskriver, bliver vi også nødt til at opdrage institutionerne til at agere i den her sammenhæng. Jeg tror ikke på, umiddelbart i hvert fald, at centrale regelsæt kan klare den kulturudfordring, som vi her taler om. Og derfor synes jeg sådan set, den her udveksling er nyttig, men jeg synes også, at jeg må konstatere på baggrund af de sager, jeg har set, og som fru Marie Krarup har rejst, at institutionerne hidtil har ageret rigtigt.

Tak skal I have.

Vi går videre til spørgsmål 10, der også er stillet af fru Marie Krarup til uddannelses- og forskningsministeren.