Spm. nr. S 192

23) Til skatteministeren af:

Lisbeth Bech Poulsen (SF) :

Vil ministeren tage initiativ til, at ansatte, der videregiver oplysninger om mulige kriminelle skatteforhold i den virksomhed, de er ansat i, eller hos dennes samarbejdspartnere eller kunder m.v. til skattemyndighederne, ikke i den anledning kan rammes af bestemmelser i ansættelses- og fortrolighedsklausuler el.lign.?

Værsgo til spørgeren.

Tak, formand. Vil ministeren tage initiativ til, at ansatte, der videregiver oplysninger om mulige kriminelle skatteforhold i den virksomhed, de er ansat i, eller hos dennes samarbejdspartnere eller kunder m.v. til skattemyndighederne, ikke i den anledning kan rammes af bestemmelser i ansættelses- og fortrolighedsklausuler el.lign.?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jo ligger i en naturlig forlængelse af det tidligere, og derfor vil mit svar måske også afspejle det svar, jeg har givet tidligere. Men jeg skal i forhold til spørgsmålet om ansættelse og fortrolighedsforhold på en arbejdsplads, herunder det, der hedder loyalitetspligten over for arbejdsgiveren og eventuelt andre medarbejdere, lige sige, at det jo ikke – jeg vil ikke sige desværre, men i hvert fald ikke – er mit kompetenceområde, og jeg kan derfor heller ikke som minister blande mig i, hvad der besluttes på området, eller det vil jeg i hvert fald ikke.

Men med hensyn til, hvor jeg værdimæssigt står i spørgsmålet om whistleblowere, har jeg ligesom redegjort for det i det tidligere svar, og som jeg var inde på, mener jeg altså, at en medarbejder bør gå til sin chef eller andre ledere i virksomheden, hvis medarbejderen bliver opmærksom på forhold, der anses for kritisable eller ulovlige; det vil være et naturligt sted at adressere de her problemer i første omgang. Hvis man så ikke oplever en imødekommenhed dér, kan man jo overveje en række andre ting, og der synes jeg at det vil være yderst relevant, at man f.eks. går til SKAT, til politiet eller andre myndigheder. Set i det lys og med den viden, vi også har om problemet i Danmark, mener jeg ikke, at der er behov for at løsne op i forhold til det, som SF spørger ind til her, i forhold til et balancepunkt. Jeg mener, vi har ramt balancepunktet i Danmark.

Så er jeg som sagt enig i, at man, når man sådan som almindelig borger og avislæser åbner sin avis, må sige, at der i udlandet er nogle lande, hvor man kan så undre sig lidt over, hvor lidt beskyttelse der er af den menige medarbejder i en bank eller i en anden virksomhed eller andre steder. Men i Danmark må jeg sige at jeg synes vi har den nødvendige grad af balance og retssikkerhed for den enkelte såvel som for virksomheden.

Spørgeren.

Nu skal jeg selvfølgelig respektere, at ministeren siger, at det ikke er hans gebet. Normalt er det jo sådan, at spørgsmål så bliver videresendt til rette minister. Jeg håber så, at vi alligevel kan tage det på det overordnede plan.

Men jeg forstod ministerens besvarelse af mit første spørgsmål sådan, at ministeren mener, at reglerne i Danmark er gode nok til at beskytte whistleblowere – nogle, der kommer med viden om forhold – til at de ikke vil opleve det, som whistleblowere i andre europæiske lande har oplevet, nemlig lange fængselsstraffe eller i hvert fald at blive dømt ved domstolene, på trods af at det, de har bibragt offentligheden, har været viden, der har været enormt vigtig i hele den her globale kamp mod skatteunddragelse og skattesnyd. Der er mit spørgsmål jo så bare: Hvis man har noget lovgivning, hvor man siger, at der er nogle fortrolighedsklausuler, loyalitetsklausuler, hvordan vil de så veje i forhold til hensynet til offentligheden?

Når jeg stiller de her spørgsmål, er det jo også, fordi jeg allerede mener at have oplevet, at ministeren gerne vil gå på kompromis med noget, man ellers ikke vil gå på kompromis med, nemlig at købe stjålne varer, hæleri. Der har ministeren efter lange overvejelser sagt – og det er vi enige i i SF – at lige her bliver vi nødt til at gå på kompromis og købe oplysninger, fordi det andet hensyn vejer så tungt. Det er ikke en nem beslutning. Det var det ikke for SF, og jeg er sikker på, at det heller ikke var det for ministeren.

Derfor mener jeg bare, at i den situation, hvor nogle ønsker at bryde deres tavshedspligt og dermed bryde de regler, som de har skrevet under på, for at tilvejebringe noget viden, som kommer den store offentlighed til gode, bliver vi vel nødt til at have en diskussion om, hvad der skal ske. Vi kan vel ikke vente, til nogen bliver idømt en lang fængselsstraf.

Ministeren.

Vi kan sagtens diskutere. Det gør jeg meget gerne, og jeg har jo lovet Folketinget, at vi i år får i hvert fald den første drøftelse som opfølgning på den forespørgsel, der var for, jeg tror nogle måneder siden, om skattely, hvor det spørgsmål, som fru Lisbeth Bech Poulsen rejser, jo kan indgå. Men helt overordnet er jeg ikke enig i analysen af, at det er et behov, der er i Danmark. Men det kan jeg jo blive klogere på, og så kan vi tage en fælles drøftelse af det.

Spørgeren.

Jeg tror, det her er noget, jeg vil forfølge og så måske også spørge justitsministeren, og måske er det også relevant at spørge erhvervs- og vækstministeren om det. For som jeg hører skatteministeren, er det på den ene side ikke noget, skatteministeren ser et behov for at få afklaret her og nu, men hvis der på den anden side er et behov for at få det afklaret, skal vi også tage det med de andre ressortministerier. Så den opfordring vil jeg i hvert fald tage til mig. Jeg mener, vi bliver nødt til at sikre, at der ikke er uklarhed om, hvad dine rettigheder er, hvis det, du afslører som whistleblower, er så alvorligt.

Ministeren.

En afklaring kan man jo altid gå ind for. Hvis jeg skal komme med en enkelt bemærkning her til sidst til fru Lisbeth Bech Poulsens tidligere spørgsmål, vil jeg sige, at jeg ikke helt mener, man kan sammenligne købet af Panamapapirer, hvor det er en stat, der går ind, med hæleri. I min optik kan man ikke snakke om hæleri blandt stater, så jeg synes, det er at strække det begreb lidt langt.

Men det er selvfølgelig rigtigt, at det jo var et område, hvor jeg gik på kompromis med min principielle holdning, fordi jeg mente, det var rigtigst. Men igen er der de her spor og tråde til udlandet, og jeg må sige, at jeg tror, vi har et stort problem uden for landets grænser med folk, der placerer penge i skattely, men det er de færreste, der gør det i Danmark og bliver hjulpet af danske rådgivere. Derfor tror jeg simpelt hen ikke på, at vi har det problem på det område, som fru Lisbeth Bech Poulsen ønsker at løse. Det er i udlandet.

Har spørgeren yderligere at tilføje?

Bare en kort bemærkning: Jeg tror, at ministeren og jeg ser forskelligt på, hvad der foregår derude. Men jeg vil også meget gerne anerkende, at ministeren jo har indkaldt rådgiverbranchen til en rundbordssamtale og har diskuteret, hvad god skik osv. er i forhold til rådgivning. Så det er jo ikke, fordi jeg synes, regeringen sidder på hænderne. Jeg synes bare, vi godt kan gøre mere. Men tak for ministerens besvarelse.

Ministeren? Ikke yderligere. Så er spørgsmålet afsluttet. Vi siger tak til ministeren og til spørgeren.

Vi går videre til det sidste spørgsmål i rækken, nr. 24. Det er til beskæftigelsesministeren af hr. Erik Christensen, Socialdemokratiet.

(Talen er under udarbejdelse)