Spm. nr. S 164

21) Til sundheds- og ældreministeren af:

Carsten Kudsk (DF) :

Mener ministeren, at et livstestamente er noget værd, når der er en vejledning til landets praktiserende læger, præhospitalt personale, hjemmesygeplejen, plejecentre m.v., der siger, at et livstestamente skal tages med i overvejelserne, inden det sundhedsfaglige personale tager en beslutning om, hvorvidt der skal ske en eventuel genoplivning?

Spm. nr. S 164

21) Til sundheds- og ældreministeren af:

Carsten Kudsk (DF) :

Mener ministeren, at et livstestamente er noget værd, når der er en vejledning til landets praktiserende læger, præhospitalt personale, hjemmesygeplejen, plejecentre m.v., der siger, at et livstestamente skal tages med i overvejelserne, inden det sundhedsfaglige personale tager en beslutning om, hvorvidt der skal ske en eventuel genoplivning?

Værsgo.

Jeg vil starte med at læse spørgsmålet op. Mener ministeren, at et livstestamente er noget værd, når der er en vejledning til landets praktiserende læger, præhospitalt personale, hjemmesygeplejen, plejecentre m.v., der siger, at et livstestamente skal tages med i overvejelserne, inden det sundhedsfaglige personale tager en beslutning om, hvorvidt der skal ske en eventuel genoplivning?

Ministeren.

Det korte svar er ja. Jeg synes bestemt, at livstestamenteordningen er noget værd. Livstestamentet betyder, at man som borger har mulighed for på forhånd at tilkendegive ønsker om fremtidige behandlinger, hvis man en dag bliver inhabil og ude af stand til selv at træffe beslutninger.

Jeg går ud fra, at det er pkt. 8.3 i den omtalte vejledning, som hr. Carsten Kudsk henviser til. Her står ganske rigtigt, at tilkendegivelser i et livstestamente skal indgå i den lægelige beslutning om behandling i den aktuelle behandlingssituation. Det betyder, at lægen skal vurdere, om patienten i forhold til sit helbred er i en situation, som er omfattet af livstestamentet, så det kan afgøres, om livstestamentet er trådt i kraft. Først da bliver tilkendegivelser i livstestamentet relevante. Men når først livstestamentet er trådt i kraft, er der helt klare regler for, hvordan lægen skal håndtere situationen.

Et andet spørgsmål, som hr. Carsten Kudsk måske også henviser til, er, i hvilket omfang patienternes tilkendegivelser i livstestamentet så rent faktisk skal efterleves. Det kommer i bund og grund af på, hvilken situation den enkelte patient befinder sig i. Spørgsmålet er reguleret i sundhedslovens § 26. Her er der beskrevet to situationer, som patienten kan udtrykke ønske om i et livstestamente. Begge situationer går ud på, at patienten ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling. Livsforlængende behandling er behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, kun til en vis livsforlængelse.

Den ene situation er, at patienten ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling, hvis det er, at man som patient er uafvendeligt døende. Det er situationer, hvor døden forventes at indtræde inden for dage til uger. Den anden situation er, at patienten ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling, hvis sygdom, ulykke, hjertestop og lignende har medført så svær invaliditet, at patienten varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.

I den første situation er livstestamentet bindende for lægen, men det er det ikke i den anden situation; i den anden situation skal patientens tilkendegivelser derimod indgå i lægens overvejelser omkring behandling.

Spørgeren.

Så det, ministeren siger, er, at hvis der er blevet lavet et livstestamente for en meget gammel borger, der ikke har nogen udsigt til nogen forbedring, og som sammen med familien er blevet enig om i forbindelse med et livstestamente ikke at være interesseret i genoplivning, så er det noget, lægen skal følge, så kan det ikke på noget tidspunkt komme på tale, at lægen kan tage det med i sine overvejelser eller suverænt bestemme, om der skal ske en genoplivning.

På Borger.dk under »Livstestamente« står der: »Med et livstestamente kan du sikre, at lægerne følger dine ønsker, hvis du ligger for døden og ikke selv kan give besked.

Du bruger livstestamentet til at fortælle, at du ikke ønsker livsforlængende behandling, ...«.

Så jeg vil godt spørge ministeren om noget: Er det korrekt opfattet, at hvis der er lavet et livstestamente og der ingen udsigt er for forbedring i vedkommendes sygdomssituation, skal lægen respektere livstestamentet?

Ministeren.

Det er der, hvor jeg gerne igen vil henvise til, at det i bund og grund kommer an på, i hvilken situation man som patient befinder sig i.

Spørgsmålet, som jeg også henviste til i min indledende besvarelse, er nærmere reguleret i sundhedslovens § 26. Det er her, de to situationer er beskrevet, hvor man kan udtrykke ønske om et livstestamente. Begge situationer går ud på, at man ikke ønsker at modtage den livsforlængende behandling.

Den ene situation er, at man er uafvendeligt døende og ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling, og hvor døden dermed forventes at indtræde inden for dage til uger. Den anden situation er, at man ikke ønsker at modtage livsforlængende behandling, hvis der er tale om sygdom eller andet, der varigt vil føre til, at man er ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. I den første situation er livstestamentet bindende for lægen, men det er den ikke i den anden situation.

Spørgeren.

Jeg kan læse noget op, som jeg har fået fra en borger. Vedkommende skriver: Vi har erfaret, at § 3 og 4 i bekendtgørelsen om livstestamente ikke bliver respekteret. Vi har kontaktet kommunen. Et livstestamente bliver ikke overholdt af lægen, før han har skrevet i journalen, at der ikke skal genoplives. Vores mor har taget beslutningen i 2010. Der står i § 3, at med livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse eller lindring. Da vores mor er alderssvækket og der ikke er nok helbredelse i sigte, har vi fået information om fravalg af livsforlængende behandling, men har fået en melding om, at lægen kan fravige den.

Så er det korrekt opfattet, at ministeren siger, at hvis der ikke er nogen mulighed for forlængelse – vi taler om, at den pågældende borger er 92 år, der er ikke noget at komme efter – er det bindende for lægen?

Ministeren.

Altså, det er ikke nok alene så at sige at være gammel, for at man kan sige, at situationen er bindende for lægen. Men jeg kan ikke kommentere en konkret situation vedrørende en konkret patient. Der findes jo ikke en eller anden samlet facitliste over, hvornår en læge ikke bør respektere patientens ønske om ikke at modtage livsforlængende behandling. Hvorfor findes der ikke sådan en facitliste? Den findes ikke, fordi det altid vil bero på en konkret og individuel vurdering, som den behandlingsansvarlige læge skal foretage af den enkelte patient. Her skal lægges vægt på sygdommens art og stadie, de foreliggende behandlingsmuligheder, patientens alder indgår, og det samme gør patientens øvrige livssituation, de pårørendes holdning osv.

Spørgeren.

Jeg snakkede bare om en ældre borger. Jeg taler om en borger, som er 92 år, som har nogle sygdomme, der gør, at bedring ikke er mulig. Det er konstateret af alle. Vedkommende sætter sig sammen med familien og siger, at nu udfylder vedkommende et livstestamente. Så er de klar over, hvad der sker, hvis vedkommende kommer på sygehus eller noget. Så får de en melding om, at lægen tager det her med i overvejelserne. Som jeg tolker det fra ministerens side, hvis vi taler om både alder og alvorlig sygdom og siger, der ingen mulighed er for bedring, er den i den situation bindende.

Ministeren.

Jeg står ved de svar, jeg har givet, men jeg kan ikke komme med en konkret facitliste til en konkret borgerhenvendelse, som spørgeren har modtaget.

Jeg siger tak til hr. Carsten Kudsk og ministeren for deres spørgsmål og svar.

Hermed er dagens spørgetid afsluttet.