Tak for spørgsmålet.
Ja, jeg er meget enig i de intentioner, som kystanalysen beskriver, nemlig det, at vi skal handle mere aktivt i samspil med borgere og kommuner for at få bedre helhedsløsninger.
Jeg er meget enig i den tanke, som der også bliver givet udtryk for i kystanalysen, nemlig at vi skal have nogle gode måder at håndtere kystbeskyttelse på – nogle steder skal det være med sandfodring, andre steder er der brug for hård kystbeskyttelse.
Men det, der er så vigtigt, og som mange borgere ikke altid tænker over, fordi de jo ikke er tekniske specialister inden for kystsikring, er, at hvis man ikke får lavet en helhedsplan, vil den hårde kystbeskyttelse, altså i form af granit eller andre hårde materialer, medføre, at man forflytter et problem længere op ad kysten eller i tilfælde af en fejlkonstruktion faktisk eroderer kysten, og så har man sådan set kun gjort ondt værre.
Derfor er jeg meget optaget af, at vi fra Kystdirektoratets side får givet gode vejledninger til kommuner og borgere om rigtig beskyttelse, og så er det regeringens klare holdning, at det er vigtigt, at vi er aktive på det her område, fordi mennesker ikke skal leve i frygt for, hvad der skal ske med deres ejendom og lignende.
Så er der nogle grundpræmisser, der er blevet gjort gældende i Kystdirektoratets måde at afgøre sager på med hensyn til beskyttelse af naturarealer versus eksempelvis ejendom, altså bygninger og lignende.
Det er jo noget af det, man så kan tage stilling til hvordan skal se ud fremadrettet set, hvis man mener, der skal være et andet princip, også med hensyn til årstal, altså hvornår man skal gøre indsatser, i forhold til hvor lang tid der går, inden et hus eventuelt kommer for tæt på en skrænt osv.
osv.
Men grundlæggende set mener jeg, vi har fået et godt redskab til at arbejde videre med, og jeg har også noteret mig, at det er blevet vel modtaget rundtom i landet, især det, at Kystdirektoratet får en mere aktiv rolle, og det glæder mig.