Tak for det, formand, og tak til spørgeren for at rejse den her problemstilling.
Jeg har fuld forståelse for, at borgere i områder, der er truet af oversvømmelse, ønsker hurtig myndighedsbehandling, så de kan gå i gang med at beskytte deres huse.
Det har vi også set i den aktuelle sag ved Roskilde Fjord.
Kommunernes arbejde med helhedsløsninger for kystbeskyttelse skal ikke vanskeliggøres af unødig tunge processer, og derfor fremsætter jeg også inden længe et lovforslag, der skal forenkle processen.
I lovforslaget foreslår regeringen bl.a., at klageadgangen samles til det tidspunkt, hvor kommunen har truffet endelig afgørelse, og at kommunerne får mere frihed til selv at tilrettelægge den slags processer.
Det er regelforenklinger, som kommunerne også selv har ønsket.
Med lovændringen vil vi derfor undgå klager over kommunernes delafgørelser, samtidig med at borgere stadig væk har den retssikkerhed, der er forbundet med, at de kan klage over afgørelsen til et uafhængigt nævn.
Når så en borger klager over kommunens afgørelse, skal der også kunne træffes afgørelse i sagen inden for en rimelig tid, og vi vil desuden gennemføre en række nye initiativer i relation til den nye styrelse, Nævnenes Hus, i Viborg under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Det sker for at reducere sagspuklen i Natur- og Miljøklagenævnet.
For det her er noget, der optager regeringen, og jeg ved, at det er noget, der optager spørgeren.
Vi ønsker ikke, at folk skal leve i utryghed, når landet går vinterstorme i møde, men vi må også være ærlige og sige, at vi lever i et demokratisk land med klageinstanser og lignende.
Det er nu det, vi ændrer nogle ting i, så tingene kan glide bedre, for de få skal ikke kunne tage de mange som gidsler.