Tak for præciseringen, for i et kort øjeblik blev jeg også selv forvirret af, om man skulle til at have et møde med Odense Kommune.
Men vi er stadig væk i Middelfart.
Det fremgår selvfølgelig ikke af loven, at kommunerne skal sende syge mennesker i ressourceforløb imod lægernes anbefalinger, og som jeg lige har slået fast, skal ressourceforløb give mening.
Borgerne må aldrig blive dårligere af at være i et ressourceforløb, og det er Ankestyrelsen også fuldstændig enig i.
Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan finde sager, hvor rehabiliteringsteamet mener, at der er grundlag for et ressourceforløb, selv om f.eks.
borgerens egen praktiserende læge mener noget andet.
Det er jo hele formålet med rehabiliteringsteamet, at vi får en tværfaglig vurdering, som indeholder en sundhedsfaglig vurdering, hvor man vurderer borgerens mulighed for at deltage i konkrete aktiviteter med relevante skånehensyn.
Efter min opfattelse er det fuldstændig forfejlet at tage kommunens statistik hos Ankestyrelsen til indtægt for, at Ankestyrelsen dermed har godkendt, at syge borgere skal igennem ressourceforløb, selv om det forværrer deres helbred.
Statistikken siger absolut intet om indholdet af sagerne eller borgernes situation.
Som jeg også lovede hr.
Finn Sørensen under forespørgselsdebatten om F 40 for et par uger siden, er vi netop nu i fuld gang med at udarbejde det notat til Beskæftigelsesudvalget om Ankestyrelsens praksis, som vi jo har haft indgående diskussioner om, både under forespørgselsdebatten, men for den sags skyld også under samrådet.
Jeg synes, der er brug for, at vi nu får lavet den redegørelse, det notat, og det er jo så også med til at skabe klarhed over, hvordan reglerne fortolkes.
Og jeg forventer, at vi inden sommerferien kan være i stand til at oversende det til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.