Spm. nr. S 111

37) Til beskæftigelsesministeren af:

Jeppe Jakobsen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at veteraner får afslag på arbejdsskader for ptsd, fordi veteraner ikke opfylder en såkaldt livsfareregel, og er ministeren enig i, at der ikke findes en sådan regel i definitionen af ptsd?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Advokat for veteraner taber sager på stribe: - Det er helt uhyggeligt grimt og krænkende« af 9. september 2016 fra TV2.dk.

Spm. nr. S 111

37) Til beskæftigelsesministeren af:

Jeppe Jakobsen (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at veteraner får afslag på arbejdsskader for ptsd, fordi veteraner ikke opfylder en såkaldt livsfareregel, og er ministeren enig i, at der ikke findes en sådan regel i definitionen af ptsd?

Skriftlig begrundelse

Der henvises til artiklen »Advokat for veteraner taber sager på stribe: - Det er helt uhyggeligt grimt og krænkende« af 9. september 2016 fra TV2.dk.

Værsgo.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at veteraner får afslag på arbejdsskader for ptsd, fordi veteraner ikke opfylder en såkaldt livsfareregel, og er ministeren enig i, at der ikke findes en sådan regel i definitionen af ptsd?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Må jeg starte med at slå fast, at regeringen er meget optaget af, at vi tager os godt af vores veteraner, der har gjort en stor indsats for Danmark. Det er vigtigt for mig, at de veteraner, der er kommet til skade, hurtigst muligt får den erstatning, de har krav på.

Der har i den seneste tid været fremført kritik af, at der skulle være sket en praksisændring i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, så færre får anerkendt ptsd som en arbejdsskade. Det har bl.a. været fremme, at der skulle være indført et såkaldt livsfarekriterium. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i den forbindelse oplyst, at de ikke har indført et livsfarekriterium for anerkendelse i veteransager. Det er ikke, og det har det aldrig været, en betingelse for at få anerkendt sin sag, at man har været i livsfare. Så kritikken kan altså ikke genkendes. Det gælder for ptsd, at en del af kravet til diagnosen er, at den tilskadekomne har været udsat for, og jeg citerer, »exceptionel svær belastning af katastrofekarakter«.

Det er ikke det samme, som at den pågældende skal have været udsat for livsfare. Exceptionel svær belastning af katastrofekarakter kan også være situationer, hvor den tilskadekomne f.eks. har overværet henrettelser af civilbefolkningen osv. Diagnosen ptsd kan ikke blive stillet, hvis den pågældende ikke har været udsat for denne exceptionelle svære belastning af katastrofekarakter, uanset symptomer i øvrigt. Det er nemlig betingelser, som følger af de internationale krav til at diagnosticere ptsd, som WHO har fastlagt, og som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lægger til grund for deres vurderinger i de konkrete sager. Jeg har naturligvis tiltro til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer korrekte afgørelser, og jeg lægger samtidig vægt på, at langt hovedparten af veteranernes arbejdsskadesager om ptsd bliver anerkendt.

Spørgeren.

Det kan være svært at gisne om interne arbejdsprocedurer i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ifølge deres egne tal ligger anerkendelsesprocenten, som ministeren også er inde på, på sagerne siden den 1. januar 2013 på ca. 70 pct., men spørgsmålet er så, om det er de nyeste tal, vi har fået præsenteret af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, for noget tyder på, at praksis har ændret sig. Ifølge advokat Mads Krøger Pramming, som har ført sager for krigsveteraner, er det i dag blevet langt sværere at søge om erstatning for ptsd. Ifølge advokaten skyldes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har indført den her livsfareregel.

Helt konkret har det betydet, at ud af 31 sager, som advokaten har ført for veteraner, har han på det seneste kun fået anerkendt 2 sager. Det har fået Mads Pramming til at undre sig, for de sager, som han i dag taber, er identiske med sager, som han tidligere har vundet. Det er således hverken sagerne eller veteranernes forklaringer, der har ændret sig, men derimod kriterierne for, hvornår veteranerne får tilkendt deres erstatning. I et brev til en soldat, der har arbejdet som minerydder i Afghanistan, skriver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som begrundelse for afslaget:

»Vi har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at du har været udsat for traumatiske begivenheder af kortere eller længere varighed af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur under udsendelsen til Afghanistan.«

Hos Hærens Konstabel- og Korporalforening kender man til flere sager, hvor det her livsfarekriterium er blevet anvendt til at give afslag, og man ser med bekymring på et kriterium om, at soldaten skal have været udsat for en konkret farlig situation, for det er næsten umuligt at bevise.

Den seneste tids sager på området har efterladt mig med en tvivl om, hvorvidt loven praktiseres efter hensigten, og jeg er bekymret for, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opstillet et sæt interne regler, som ikke er i fuld overensstemmelse med arbejdsskadeloven eller veteranloven. Derfor vil jeg spørge, om ministeren vil undersøge sagen nærmere og om, hvordan ministeren vil forholde sig til, at der kan være opstået en praksis, så færre veteraner får erstatning for psykiske men.

Ministeren.

Jeg kan love, at vi følger dette område meget tæt. Og vi har på grund af den offentlige debat og på grund af vores ønske om at behandle veteranerne bedst muligt fulgt dette område i en periode. Der er også lavet en særlovgivning, som giver mulighed for at indberette skader – altså på trods af nogle frister, som nu er fjernet. I den tætte kontakt, jeg har haft til område i den sidste tid, har jeg fået de samme svar igen og igen, nemlig at der ikke er sket nogen praksisændring. Vi følger området, og vi følger det tæt sammen med ordførerne fra de andre partier, og jeg vil naturligvis også følge det i lyset af de tal, som spørgeren her oplyser.

Spørgeren.

Jeg vil vende tilbage til afslaget, hvor der står, at man har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at vedkommende har været udsat for traumatiske begivenheder af kortere eller længere varighed af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur under udsendelsen til Afghanistan. Så vil jeg gerne læse et svar fra ministerens kollega sundheds- og ældreministeren op på netop et spørgsmål om definition af ptsd. Der sluttes af med, at definitionen på en traumatisk begivenhed har været omdiskuteret og vil i klinisk praksis ofte basere sig på et skøn, der også tager hensyn til, hvordan den enkelte person tolker og har oplevet den pågældende begivenhed frem for udelukkende de rent objektive kriterier.

Er ministeren enig i, at man altså sagtens kan have fået ptsd som følge af sit arbejde, selv om man objektivt ikke har været i fare?

Ministeren.

Det tør jeg simpelt hen ikke svare konkret på. Jeg tør ikke sætte ord på, hvordan dette begreb, når det relateres til virkelighedens hændelser, skal forstås. Der vil selvfølgelig i fortolkningen hos WHO og de myndigheder, der arbejder med ptsd, udvikle sig en praksis for, hvor stor en fare og hvilke omstændigheder, der har udløst denne fare, som skal til, for at man anerkender ptsd. Hvis der er utilfredshed med fortolkningen af det, må det ikke være mig, der fortolker det. Så skal det være domstolene. Jeg kan kun her henholde mig til de begreber, der er indlagt i lovgivningen.

Spørgeren.

Jeg vil bare høre, hvem der er øverste myndighed ved definitionen af sygdom i Danmark. Svaret er indhentet efter bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som jo siger, at man foretager et skøn, som baserer sig på, hvordan den enkelte person har oplevet situationen. Så når de her veteraner har fået anerkendt deres ptsd af speciallæger og Rigshospitalets militærpsykiatriske klinik, som har stillet diagnosen ptsd, hvordan kan man så tillade sig i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at underkende de beslutninger, når der nu står i Sundhedsstyrelsens definition, at det er et individuelt skøn, der skal tages?

Ministeren.

Man kan godt have ptsd, uden at det er udløst af en bestemt hændelse, som der henvises til. Så der er flere forudsætninger, der skal være opfyldt. Man skal have en diagnose af en bestemt karakter, og den diagnose skal kunne relateres til hændelser af en bestemt karakter, og der er så nogle bevisbyrderegler til det. Jeg kan ikke gå ind og fortolke en konkret sag eller en konkret beskrivelse. Jeg er nødt til at henholde mig til de svar, vi har fået fra myndighederne, som siger, at der ikke er ændret på praksis. Man bygger i begrebsfastsættelsen på WHO-begrebet, og der er ikke ændret i praksis fra AES' side.

Spørgsmålet og spørgetiden er hermed sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)