Fremsat den 6. december 2016 af erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber
(Dækning af krav fra danske
forsikringstagere i det lichtensteinske forsikringsselskab Gable
Insurance AG under konkurs)
§ 1
I lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 419 af
1. maj 2007, som ændret ved § 15 i lov nr. 1556 af 21.
december 2010 og § 50 i lov nr. 1231 af 18. december 2012,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 3 indsættes:
Ȥ 3 a. Fonden
refunderer det forsikringsselskab, som Fonden indgår aftale
med om håndtering af anmeldte krav efter § 5 a, de
beløb, som forsikringsselskabet har udbetalt til
forsikringstagere, forsikrede og tredjemænd samt afholdte
udgifter til administration og dækning i forbindelse med
opgørelse af skader.
Stk. 2. Fonden
indtræder, i det omfang den har ydet dækning i henhold
til § 5 a, i forsikringstagerens, forsikredes eller
tredjemands krav mod Gable Insurance AG og eventuelle
genforsikringsselskaber.«
2.
Efter § 5 indsættes:
Ȥ 5 a. Fonden
dækker krav, der er udækkede som følge af
forsikringsselskabet Gable Insurance AG's konkurs, for
forsikringstagere og forsikrede bosiddende i Danmark, der har
tegnet en forsikring i Gable Insurance AG gennem Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS eller er omfattet heraf. Fonden
dækker endvidere udækkede krav, der vedrører
reparationer og udbedring af skader, som er foretaget af tredjemand
efter aftale med Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i
henhold til en forsikring nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. For
ejerskifteforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte
krav, som var til stede, da forsikringstageren overtog eller
på anden måde fik rådighed over ejendommen, og
som konstateres efter overtagelsen af ejendommen og i øvrigt
er dækningsberettiget efter vilkårene i
forsikringsaftalen. Krav i henhold til en ejerskifteforsikring
fratrækkes en selvrisiko på 20.000 kr. for så
vidt angår den første dækningsberettigede skade
i Fonden. For efterfølgende dækningsberettigede skader
i Fonden fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af
vilkårene i forsikringsaftalen. Den fastsatte selvrisiko
på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til
den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om
forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling holdes inden for et
eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af
forsikringsaftalen.
Stk. 3. For
byggeskadeforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte
krav, der er opstået før Gable Insurance AG's konkurs
den 19. november 2016, eller som opstår i forsikringens
løbetid. Det er en forudsætning for dækning
efter 1. pkt., at bygherren, der har tegnet en byggeskadeforsikring
i Gable Insurance AG, er trådt i likvidation eller taget
under konkursbehandling eller lignende procedurer før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016 eller træder i
likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende
procedurer i forsikringens løbetid. I andre tilfælde
dækker Fonden ikke skader i henhold til
byggeskadeforsikringer tegnet i Gable Insurance AG.
Stk. 4. For
andre forsikringer end ejerskifteforsikringer og
byggeskadesforsikringer, jf. stk. 2 og 3, dækker Fonden de i
stk. 1 nævnte krav, der er opstået før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016 og senest 4 uger
efter, at Fonden har givet meddelelse om Gable Insurance AG's
konkurs til fordringshaverne.
Stk. 5. Fonden
dækker ikke krav, der er blevet afvist af Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS, og som ikke er blevet indbragt
for Ankenævnet for Forsikring inden Gable Insurance AG's
konkurs den 19. november 2016.«
3. I
§ 6, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »Erstatningskrav«: »i
henhold til § 5«.
4.
Efter § 6 indsættes i kapitel
3:
Ȥ 6 a. Krav, der
ønskes dækket af Fonden i medfør af § 5 a,
stk. 2 og 4, skal anmeldes til Fonden senest den 31. marts 2017.
Krav i medfør af § 5 a, stk. 3, skal anmeldes til
Fonden senest den dag, hvor forsikringen udløber. § 6,
stk. 2, finder ikke anvendelse for anmeldelser i henhold til 1. og
2. pkt.
Stk. 2. Krav,
der følger af en klage over en afgørelse truffet af
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, der er indbragt for
Ankenævnet for Forsikring før Gable Insurance AG's
konkurs den 19. november 2016, og hvor klageren får helt
eller delvist medhold, anses som rettidigt anmeldt til Fonden.
Tilsvarende anses klager over Fondens afgørelser om
udbetalinger, der indbringes for Ankenævnet for Forsikring i
medfør af § 17, og hvor klageren får helt eller
delvist medhold, som rettidigt anmeldt til Fonden.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Lovforslaget kan
stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
§ 3
Loven gælder ikke for Grønland, men
kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft
for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Den 19. november 2016 blev det lichtensteinske
forsikringsselskab Gable Insurance AG erklæret konkurs. Gable
Insurance AG har bl.a. solgt ejerskifteforsikringer,
byggeskadeforsikringer og sælgeransvarsforsikringer på
det danske marked gennem Husejernes Forsikring Assurance Agentur
ApS. Ejerskifteforsikringer udgør hovedparten af de tegnede
forsikringer. Forsikringstagerne i Gable Insurance AG er ikke
dækket af Garantifonden for skadesforsikringsselskaber
(Fonden). I Lichtenstein er der ikke etableret en garantiordning i
lighed med den danske, der træder til, hvis et
skade?sforsikringsselskab går konkurs. Erstatningskrav vil
som følge heraf skulle gøres gældende over for
konkursboet efter Gable Insurance AG. Krav vil blive udbetalt som
dividende, når boet er gjort op, hvilket kan tage flere
år.
Der er tale om en alvorlig situation for de danske
forsikringstagere, der har tegnet forsikringer i Gable Insurance
AG, særligt for de forsikringstagere, der har tegnet
ejerskifteforsikringer. Det indebærer bl.a., at de
forsikringstagere, der har igangværende reparationer, ikke
kan få refunderet deres udgifter til disse reparationer, og
dels kan de forsikringstagere, der konstaterer nye skader, ikke
få disse dækket. Herudover kan de
håndværkere m.v. (tredjemænd), der efter aftale
med Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS har udført
reparationer, men ikke nået at modtage betaling herfor fra
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, inden udbetalingerne
herfra blev standset, ikke få betaling for allerede
udført arbejde. Da ejerskifteforsikringer kun kan tegnes i
forbindelse med et ejerskifte, har de forsikringstagere, der har
tegnet en ejerskifteforsikring i Gable Insurance AG gennem
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, ikke mulighed for at
tegne en ny forsikring, og de kan som følge af skader
på deres ejendom stå over for store økonomiske
konsekvenser.
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) har derfor, betinget af lovforslagets vedtagelse, den
1. december 2016 indgået en politisk aftale med
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti, som efterfølgende er tiltrådt
af Enhedslisten og Alternativet, der skal sikre danske
forsikringstagere i Gable Insurance AG rimelige vilkår i
forbindelse med håndtering af skader.
Den politiske aftale udmøntes bl.a. i en række
ændringer i lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber. Disse ændringer
gennemføres ved to lovforslag, hvoraf nærværende
lovforslag skal sikre forsikringstagerne rimelige vilkår i
forbindelse med håndtering af skader. Ændringerne
beskrives nærmere nedenfor i pkt. 2.1. og 3.3.
Der er enighed blandt de politiske partier bag aftalen om
håndtering af danske forsikringstagere i Gable Insurance AG
om, at det andet lovforslag, som forventes fremsat senere i denne
Folketingssamling, vil indeholde en række yderligere
initiativer, der skal bidrage til at sikre, at en tilsvarende
situation ikke opstår i fremtiden.
Partierne bag aftalen er således enige om, at det bl.a.
skal gøres muligt for skadesforsikringsselskaber med
hjemsted i andre lande inden for Den Europæiske Union eller
lande, som Unionen har indgået aftale med på det
finansielle område, der via filial eller
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner
forbrugerforsikringer på det danske marked, at tilslutte sig
Fonden. Det er det udenlandske forsikringsselskabs virksomhed i
Danmark, som Fonden vil skulle dække. De
forsikringsselskaber, der vælger at benytte sig af muligheden
og tilslutter sig Fonden, vil skulle betale et engangsbidrag til
Fonden. Herudover vil forsikringsselskaberne skulle yde bidrag til
Fonden med henblik på at sikre Fonden en hensigtsmæssig
formue.
Partierne bag aftalen er endvidere enige om, at
markedsføringsreglerne og god skik-reglerne på
forsikringsområdet bør strammes, og at Finanstilsynets
praksis bør skærpes, ligesom der er enighed om, at
formidling af forsikringer via forsikringsagenturer i videst muligt
omfang skal sidestilles med forsikringsselskabers direkte salg.
Herudover iværksættes en række foranstaltninger,
der skal bidrage til et effektivt samarbejde mellem
europæiske tilsynsmyndigheder. Endelig er parterne enige om,
at det undersøges, om der kan gøres ansvar
gældende over for ledelsen i Gable Insurance AG, Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS' ledelse og deres
samarbejdspartnere i distributionen af forsikringer.
Det bemærkes i øvrigt, at forsikringsbranchen
herudover i videst muligt omfang vil tilbyde de forsikringstagere,
der har tegnet en ejerskifteforsikring hos Gable Insurance AG
gennem Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, at tegne en
erstatningsforsikring på normale forretningsvilkår og
på de vilkår, der følger af
bekendtgørelse om dækningsomfanget for
ejerskifteforsikringer i henhold til lov om forbrugerbeskyttelse
ved erhvervelse af fast ejendom m.v. Forsikringen vil kunne tegnes
indtil den 31. marts 2017 med den 1. april 2017 som
ikrafttrædelsesdato. Forsikringens løbetid vil som
udgangspunkt svare til restløbetiden på den
forsikring, som forsikringstageren har indgået med Gable
Insurance AG, dog med en samlet tegningsperiode på maksimalt
5 år.
2. Baggrund
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti) har den 1. december 2016 indgået en aftale med
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti, som efterfølgende er tiltrådt
af Enhedslisten og Alternativet, om håndtering af danske
forsikringstagere i forbindelse med det lichtensteinske
forsikringsselskab Gable Insurance AG's konkurs den 19. november
2016 med henblik på at sikre forsikringstagerne rimelige
vilkår i forbindelse med håndtering af skader.
2.1. Aftale om håndtering af danske
forsikringstagere i Gable Insurance AG
Den politiske aftale indebærer, at
dækningsområdet for Fonden udvides, så danske
forsikringstagere, der har tegnet en ejerskifteforsikring i Gable
Insurance AG, kan få dækket krav, der var til stede, da
forsikringstager overtog eller på anden måde fik
rådighed over ejendommen, og som konstateres efter
overtagelsen af ejendommen og i øvrigt er
dækningsberettiget efter vilkårene i
forsikringsaftalen. Der fratrækkes en selvrisiko på
20.000 kr. for den første dækningsberettigede skade i
Fonden i henhold til en ejerskifteforsikring. For
efterfølgende dækningsberettigede skader i Fonden
anvendes den selvrisiko, der fremgår af vilkårene i
forsikringstagerens ejerskifteforsikring. Den fastsatte selvrisiko
på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til
den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om
forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling holdes inden for et
eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af
forsikringsaftalen. For byggeskadeforsikringer dækker Fonden
krav, der opstår i forsikringens løbetid, hvis
bygherren er trådt i likvidation eller taget under
konkursbehandling eller lignende procedurer før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016 eller træder i
likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende
procedurer i forsikringens løbetid. For andre forsikringer
end ejerskifteforsikringer og byggeskadeforsikringer dækker
Fonden anmeldte skader, herunder allerede anerkendte krav, der er
opstået før konkursdekretets afsigelse den 19.
november 2016 og senest 4 uger efter, at Fonden har givet
meddelelse om Gable Insurance AG's konkurs til
fordringshaverne.
Fonden dækker ikke krav, der er blevet afvist af
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, og som ikke er
indbragt for Ankenævnet for Forsikring inden konkursdekretets
afsigelse den 19. november 2016. Fonden dækker heller ikke
indbetalte præmier, da Gable Insurance AG ikke er medlem af
Fonden og dermed heller ikke har bidraget hertil.
Krav, der ønskes dækket af Fonden, skal anmeldes
til Fonden senest den 31. marts 2017. Krav, der er omfattet af en
byggeskadeforsikring, kan dog anmeldes til Fonden senest den dag,
hvor forsikringen udløber. Krav, der følger af en
klage over en afgørelse truffet af Husejernes Forsikring
Assurance Agentur ApS, der er indbragt for Ankenævnet for
Forsikring før konkursdekretets afsigelse den 19. november
2016, og hvor klageren får helt eller delvist medhold, anses
som rettidigt anmeldt til Fonden. Dette gælder tilsvarende
for klager over Fondens afgørelser om udbetalinger, der
indbringes for Ankenævnet for Forsikring, og hvor klageren
får helt eller delvist medhold.
Aftalen omfatter krav fra forsikringstagere og forsikrede samt
krav fra håndværkere m.v. (tredjemand), som har
indgået aftale med Husejernes Forsikring Assurance Agentur
ApS om reparation eller udbedring af skader, som er omfattet af en
forsikring i Gable Insurance AG. Vurderingen af, om et anmeldt krav
udløser erstatning, vil ske i henhold til de
forsikringsvilkår i den aftale, som forsikringstageren har
indgået med Gable Insurance AG.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Gældende ret
Fonden er en privat, selvejende institution oprettet ved lov om
en garantifond for skadesforsikringsselskaber. Fonden yder
dækning, når et direkte tegnende
skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets
tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, går konkurs.
Dette omfatter skadesforsikringsselskaber med hjemsted her i landet
samt filialer her i landet af skadesforsikringsselskaber med
hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen
ikke har indgået aftale med på det finansielle
område.
De forsikringsselskaber, der er dækket af Fonden, har
pligt til at bidrage til Fonden. Forsikringsselskabernes bidrag
udgøres af summen af et af Finanstilsynet årligt
fastsat beløb pr. police inden for forbrugerforsikringer.
Forsikringsselskaberne opkræver bidraget hos de
pågældende forsikringstagere, medmindre de vælger
at afholde udgiften hertil selv.
Fonden dækker de af loven omfattede forsikringsselskabers
virksomhed i Danmark samt via filial eller
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Den
Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået
aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet
kan fritage et forsikringsselskabs virksomhed via filial eller
grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i et andet land
inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen
har indgået aftale med på det finansielle område,
for pligten til at betale bidrag, hvis den udenlandske filial eller
den grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed er omfattet
af en garantiordning i det land, hvor aktiviteten udøves. I
det tilfælde dækker Fonden ikke forsikringsselskabets
udenlandske filial eller grænseoverskridende
tjenesteydelsesvirksomhed.
Fonden yder ikke dækning, når et
skadesforsikringsselskab med hjemsted i et land inden for Den
Europæiske Union eller i et land, som Unionen har
indgået aftale med på det finansielle område, der
via filial eller grænseoverskridende
tjenesteydelsesvirksomhed driver forsikringsvirksomhed her i
landet, går konkurs. Gable Insurance AG har hjemsted i
Lichtenstein og er dermed ikke omfattet af Fonden.
3.2. Erhvervsministeriets overvejelser
Gable Insurance AG's konkurs medfører, at mange danske
forsikringstagere, der har tegnet forsikringer i Gable Insurance
AG, særligt ejerskifteforsikringer, i dag står i en
vans?kelig situation. Dels kan de forsikringstagere, der har
igangværende reparationer, ikke få refunderet deres
udgifter til disse reparationer, og dels kan de forsikringstagere,
der konstaterer nyopdagede skader, ikke få disse
dækket. Herudover kan de håndværkere m.v.
(tredjemænd), der efter aftale med Husejernes Forsikring
Assurance Agentur ApS har udført reparationer, men ikke
nået at modtage betaling herfor, inden udbetalingerne blev
standset, ikke få betaling for allerede udført
arbejde.
Det er vigtigt at sikre de danske forsikringstagere og
tredjemænd en betryggende retsstilling i forbindelse med
Gable Insurance AG's konkurs samt at sikre forsikringstagerne
rimelige vilkår i forbindelse med håndtering af skader.
Det er afgørende at få gennemført den
nødvendige lovgivning hurtigt, så de danske
forsikringstagere i Gable Insurance AG får klarhed over deres
situation og kan få behandlet og dækket skader.
3.3. Lovforslagets indhold
Det foreslås, at lov om en garantifond for
skadesforsikringsselskaber ændres, så loven finder
delvist anvendelse på Gable Insurance AG's konkurs i henhold
til særlige regler fastsat i lovforslaget. Det betyder, at
Fonden med lovforslaget skal dække visse erstatningskrav, der
er udækkede som følge af Gable Insurance AG's konkurs,
for forsikringstagere og forsikrede bosiddende i Danmark, der har
tegnet en forsikring i Gable Insurance AG gennem Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS eller er omfattet heraf. Fonden
vil endvidere i henhold til lovforslaget skulle dække
udækkede krav, der vedrører reparationer og udbedring
af skader, som er foretaget af tredjemand efter aftale med
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i henhold til en
forsikring tegnet i Gable Insurance AG. Fonden dækker
ifølge lovforslaget ikke indbetalte præmier.
De dækningsberettigede skader foreslås
afgrænset således, at forsikringstagere bosiddende i
Danmark, der har tegnet en forsikring i Gable Insurance AG, kan
få udbetalt erstatning for anmeldte skader, herunder allerede
anerkendte krav, der er opstået før konkursdekretets
afsigelse den 19. november 2016 og senest 4 uger efter, at Fonden
har givet meddelelse om Gable Insurance AG's konkurs til
fordringshaverne. For ejerskifteforsikringer dækker Fonden
krav, der var til stede, da forsikringstager overtog eller på
anden måde fik rådighed over ejendommen, og som
konstateres efter overtagelsen af ejendommen og i øvrigt er
dækningsberettiget efter vilkårene i
forsikringsaftalen. Der fratrækkes en selvrisiko på
20.000 kr. for den første dækningsberettigede skade i
Fonden i henhold til en ejerskifteforsikring. For
efterfølgende dækningsberettigede skader i Fonden
fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af
vilkårene i den pågældende forsikringsaftale. Den
fastsatte selvrisiko på 20.000 kr. indregnes kun med et
beløb svarende til den i policen fastsatte selvrisiko i
beregningen af, om forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling
holdes inden for et eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der
fremgår af forsikringsaftalen. For byggeskadeforsikringer
dækker Fonden krav, der er opstået eller som
opstår i forsikringens restløbetid, hvis bygherren er
trådt i likvidation eller taget under konkursbehandling eller
lignende procedurer før Gable Insurance AG's konkurs den 19.
november 2016 eller træder i likvidation eller tages under
konkursbehandling eller lignende procedurer i forsikringens
løbetid.
Det foreslås endvidere, at Fonden ikke dækker krav,
der er blevet afvist af Husejernes Forsikring Assurance Agentur
ApS, og som ikke er indbragt for Ankenævnet for Forsikring
inden Gable Insurance AG's konkurs den 19. november 2016.
Herudover foreslås det, at de dækningsberettigede
krav skal anmeldes til Fonden senest den 31. marts 2017. Krav i
henhold til en byggeskadeforsikring kan dog anmeldes til Fonden i
hele forsikringens løbetid. Krav, der følger af en
klage over en afgørelse truffet af Husejernes Forsikring
Assurance Agentur ApS, der er indbragt for Ankenævnet for
Forsikring før Gable Insurance AG' konkurs den 19. november
2016, og hvor klageren får helt eller delvist medhold, anses
som rettidigt anmeldt til Fonden. Dette gælder tilsvarende
for klager over Fondens afgørelser om udbetalinger, der
indbringes for Ankenævnet for Forsikring, og hvor klageren
får helt eller delvist medhold.
Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning
i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser, i
forsikringstagernes, forsikredes og tredjemænds krav mod
Gable Insurance AG under konkurs og eventuelle
genforsikringsselskaber.
Den foreslåede udvidelse af Fondens
dækningsområde og indgreb i Fondens formueforhold til
at omfatte de krav, som måtte opstå på baggrund
af Gable Insurance AG's konkurs, udgør ikke ekspropriation
efter § 73 i grundloven i forhold til Fonden. Det skyldes, at
Fonden vurderes at være en statslig institution (en
selvejende institution inden for den statslige forvaltning).
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget vurderes ikke have statsfinansielle konsekvenser,
da Fonden finansierer den foreslåede ordning. I det
tilfælde, at anvendelsen af Fondens midler skulle resultere i
udbetalinger, der overstiger Fondens formue, har Fonden adgang til
at optage lån på det almindelige pengemarked. Herudover
har Fonden efter den nuværende ordning mulighed for at
ansøge om en lånegaranti fra staten, der kan stilles
af erhvervsministeren med tilslutning fra Finansudvalget.
Fondens formue udgjorde den 31. december 2015 ca. 430 mio. kr.
På baggrund af den forventede samlede størrelse af de
anmeldte krav forventes der ikke at blive behov for optagelse af
statsgaranterede lån.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Den foreslåede ordning foreslås finansieret gennem
Fonden og vurderes ikke at medføre økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Høring
Et udkast til lovforslag har været sendt i høring
den 1. december 2016 med frist den 2. december 2016 kl. 12. Den
korte frist skal ses i lyset af ønsket om en hurtig
fremsættelse af lovforslaget med henblik på at sikre de
danske forsikringstagere, der gennem Husejernes Forsikring
Assurance Agentur ApS har tegnet forsikring hos Gable Insurance AG,
og tredjemænd rimelige vilkår i forbindelse med
behandlingen af skader og udbetaling af krav.
Lovforslaget har været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES),
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen,
Børsmæglerforeningen, Danish Venture Capital and
Private Equity Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk
Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers
Landsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime,
Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk
Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk
Metal, Dansk Pantebrevsforening, Den Danske Aktuarforening, Den
Danske Finansanalytikerforening, Ejendomsforeningen, FDFA -
Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og
ForsikringsAgenturer, FDIH - Foreningen for Distance- og
Internethandel, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i
Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finansrådet - Danske
Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af
Forretningsførere for Udenlandsk Forsikringsselskaber,
Foreningen af Interne Revisorer v/Ane Marie Christensen, Foreningen
af J. A. K. Pengeinstitutter, Foreningen Danske Revisorer, FOREX,
Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen
v/direktør Flemming Kosakewitsch, FSR - danske revisorer,
Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Garantiformuen, Garban-Intercapital
Scandinavia, Horesta, Håndværksrådet,
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO),
Investeringsfondsbranchen, Intertrust (Denmark), ISACA Denmark
Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening,
Kuratorforeningen, KøbmandStandens OplysningsBureau,
Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af forsvarsadvokater,
Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S,
Nets, Mybanker, Parcelhusejernes Landsforening, PostDanmarks
Juridiske Afdeling, Realkreditforeningen, Realkreditrådet,
Regionale Bankers Forening, Revisornævnet, Rigsrevisionen,
Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten
for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet,
Telekommunikationsindustrien i Danmark, Thomson Reuters Nordic,
Transparency International Danmark, VP Securities A/S, Western
Union, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i
Grønland, Beskæftigelsesministeriet, Datatilsynet,
Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Erhvervsstyrelsen,
Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Miljø- og
Fødevareministeriet, Moderniseringsstyrelsen, Patent- og
Varemærkestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet,
Statsministeriet, Søfartsstyrelsen, Udbetaling Danmark,
Uddannelses- og Forskningsministeriet, Udenrigsministeriet,
Udlændinge- og Integrationsministeriet, Økonomi- og
Indenrigsministeriet, , Børne- og Socialministeriet,
Undervisningsministeriet, Kirkeministeriet, Kulturministeriet,
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og Sundheds- og
Ældreministeriet.
| | | | 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser / mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser / merudgifter (hvis
ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Ingen. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen. | Ingen. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Ingen. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen. | Ingen. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. | Forholdet til EU-retten | Ikke relevant | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt x) | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1 (§ 3 a)
Det følger af den gældende § 12 i lov om en
garantifond for skadesforsikringsselskaber, at bestyrelsen for
Garantifonden for skadesforsikringsselskaber (Fonden) antager
fornøden medhjælp. Bestemmelsen kræver, at
Fonden uden varsel skal være i stand til at påtage sig
en betydelig administrativ byrde i det øjeblik, at der skal
udbetales erstatninger m.v. fra Fonden. Det forudsættes
derfor, at Fondens bestyrelse træffer de nødvendige
beredskabsmæssige foranstaltninger til, at Fonden i
påkommende tilfælde kan løse de opgaver, den
bliver stillet overfor.
Fonden vil, betinget af lovforslagets vedtagelse, indgå
aftale med et dansk forsikringsselskab om administration af
skade?sanmeldelser og udbetaling af erstatning fra Fonden som
følge af Gable Insurance AG's konkurs, jf. den
foreslåede § 5 a.
Med det foreslåede stk. 1 skal
Fonden refundere det forsikringsselskab, som Fonden indgår
aftale med om håndtering af anmeldte krav efter § 5 a,
de beløb, som forsikringsselskabet har udbetalt til
forsikringstagere, forsikrede og tredjemænd i forbindelse med
Gable Insurance AG's konkurs. Herudover skal Fonden refunderer
forsikringsselskabet afholdte udgifter til administration og
dækning i forbindelse med opgørelse af skader.
Ovennævnte forsikringsselskab får direkte
kompensation for udbetalinger og afholdte udgifter af Fonden. Efter
det foreslåede stk. 2 er det
herefter Fonden, der kan anmelde krav for kompensationerne over for
konkursboet efter Gable Insurance AG, dog kun indtil konkursboet er
afsluttet, og over for eventuelle genforsikringsselskaber. En
eventuel dividende fra konkursboet efter Gable Insurance AG
tilfalder således Fonden. Det samme gør udbetalinger
fra eventuelle genforsikringsselskaber.
Fonden kan i det omfang, det er nødvendigt, kræve,
at forsikringstageren, den forsikrede eller tredjemand underskriver
en transporterklæring og eventuelle andre dokumenter, der
måtte vise sig nødvendig for Fondens
fremsættelse af krav i henhold til den foreslåede
bestemmelse.
Til nr. 2 (§ 5 a)
Det følger af den gældende § 1, stk. 2, i lov
om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, at Garantifonden
for skadesforsikringsselskaber (Fonden) skal yde dækning,
når et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har
fået Finanstilsynets tilladelse til at drive
forsikringsvirksomhed, bliver erklæret konkurs.
Det foreslås at udvide Fondens dækningsområde
til også at yde dækning i forbindelse med
forsikringsselskabet Gable Insurance AG's konkurs. Gable Insurance
AG (reg.nr. FL-0002.161.375-6), Bergstrasse 10, 9490 Vaduz, er et
forsikringsselskab med hjemsted i Lichtenstein. Gable Insurance AG
blev erklæret konkurs den 19. november 2016. Gable Insurance
AG er ikke dækket af Fonden.
Med det foreslåede stk. 1
dækker Fonden erstatningskrav, der er udækkede som
følge af Gable Insurance AG's konkurs, for forsikringstagere
og forsikrede bosiddende i Danmark, der har tegnet forsikring i
Gable Insurance AG gennem Husejernes Forsikring Assurance Agentur
ApS eller er omfattet heraf. Herudover dækker Fonden
udækkede krav, der vedrører reparationer og udbedring
af skader, som er foretaget af tredjemand efter aftale med
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i henhold til en
forsikring tegnet i Gable Insurance AG.
Vurderingen af, om et krav, der er anmeldt til Fonden,
udløser erstatning, vil blive foretaget af Fonden i henhold
til forsikringsvilkårene i den aftale, som forsikringstageren
har indgået med Gable Insurance AG.
Dækningsområdet i stk. 1 foreslås
afgrænset til erstatningskrav fra forsikringstagere og
forsikrede og krav fra tredjemænd. Fonden dækker
således ikke præmier, som forsikringstagerne har
indbetalt til Gable Insurance AG gennem Husejernes Forsikring
Assurance Agentur ApS. Et sådant krav kan forsikringstagerne
gøre gældende over for konkursboet efter Gable
Insurance AG efter de regler og inden for de frister, der er
gældende i Lichtenstein og fastsat i forbindelse med
konkursdekretets afsigelse.
Det foreslås i stk. 2, at
Fonden for så vidt angår ejerskifteforsikringer
dækker de krav, der var til stede, da forsikringstageren
overtog eller på anden måde fik rådighed over
ejendommen, og som konstateres efter overtagelsen af ejendommen og
i øvrigt er dækningsberettiget efter vilkårene i
forsikringsaftalen. Der foreslås fastsat en selvrisiko
på 20.000 kr. for den første dækningsberettigede
skade i Fonden i henhold til en ejerskifteforsikring. For
efterfølgende dækningsberettigede skader i Fonden
fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af
vilkårene i forsikringsaftalen. Den fastsatte selvrisiko
på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til
den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om
forsikringstagernes samlede selvrisikobetaling holdes inden for et
eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af
forsikringsaftalen. Det betyder, at hvis selvrisikoen i henhold til
forsikringsaftalen er lavere end de 20.000 kr., indregnes de 20.000
kr. således alene med dette lavere beløb i den samlede
selvrisiko i henhold til forsikringsaftalen. En forsikringstager
vil således på sin ejerskifteforsikring kunne komme til
at betale en samlet selvrisiko, der overstiger det loft, som
fremgår af forsikringsaftalen. Krav rejst af tredjemænd
i henhold til det foreslåede stk. 1, 2. pkt., vil ikke blive
fratrukket den nævnte selvrisiko, men Fonden vil
efterfølgende kunne gøre et krav svarende til
selvrisikoens størrelse gældende over for
forsikringstageren.
I det omfang den foreslåede selvrisiko er højere
end den selvrisiko, der fremgår af forsikringstagerens
forsikring i Gable Insurance AG, vil forsikringstageren kunne
gøre et krav gældende over for konkursboet efter Gable
Insurance AG svarende til differencen. Det kan dog betyde, at
kravet ikke kan dækkes, hvis konkursboet er afsluttet.
Med det foreslåede stk. 3
dækker Fonden krav fra forsikrede, der vedrører en
byggeskadeforsikring, i hele forsikringens løbetid. Det er
dog en forudsætning for dækning, at den bygherre, der
har tegnet den pågældende byggeskadeforsikring i Gable
Insurance AG, enten er trådt i likvidation eller taget under
konkursbehandling eller lignende procedurer eller træder i
likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende
procedurer inden for forsikringens løbetid. I andre
tilfælde dækker Fonden ikke skader i henhold til
byggeskadeforsikringer tegnet i Gable Insurance AG.
Selvrisiko for de dækningsberettigede skader
fastsættes i henhold til forsikringsvilkårene i den
aftale, som bygherren har indgået med Gable Insurance AG.
For så vidt angår andre forsikringstyper end
ejerskifteforsikringer og byggeskadeforsikringer, foreslås
det i stk. 4, at Fonden dækker de
i stk. 1 nævnte krav, der er opstået før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016 og senest 4 uger
efter, at Fonden har givet meddelelse om Gable Insurance AG's
konkurs til fordringshaverne. Selvrisiko for disse skader
fastsættes i henhold til forsikringsvilkårene i den
aftale, som forsikringstageren har indgået med Gable
Insurance AG.
Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning
over for en forsikringstager, en forsikret eller en tredjemand i
henhold til lovforslaget, i forsikringstagerens, den forsikredes
eller tredjemands krav mod konkursboet efter Gable Insurance AG og
eventuelle genforsikringsselskaber, jf. det foreslåede §
3 a, stk. 2.
Krav, der ikke er dækningsberettiget, idet de ikke
opfylder betingelserne i henhold til de foreslåede stk. 2-4,
vil skulle gøres gældende over for konkursboet efter
Gable Insurance AG eller eventuelle genforsikringsselskaber i det
omfang, forsikringstageren ikke har gjort brug af tilbud fra
forsikringsbranchen om at tegne en erstatningsforsikring, jf.
nærmere herom under afsnit 1 i de almindelige
bemærkninger.
Det foreslås i stk. 5, at
Fonden ikke dækker krav, der er blevet afvist af Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS, og som ikke er indbragt for
Ankenævnet for Forsikring inden Gable Insurance AG's konkurs
den 19. november 2016. Med forslaget afskæres
forsikringstagerne, de forsikrede og tredjemænd fra at
søge om genoptagelse af sager, hvor Husejernes Forsikring
Assurance Agentur ApS allerede har afvist et krav, og hvor afslaget
ikke er indbragt for Ankenævnet for Forsikring før
Gable Insurance AG's konkurs den 19. november 2016.
Til nr. 3 (§ 6, stk. 1, 1. pkt.)
Det foreslås, at det i § 6, stk.
1, 1. pkt., præciseres, at § 6 kun finder
anvendelse på de erstatningskrav, der følger af §
5 i modsætning til de erstatningskrav, der følger af
den foreslåede bestemmelse til § 5 a, jf. dette
lovforslags § 1, nr. 2. For de erstatningskrav, der
følger af den foreslåede bestemmelse i § 5 a,
gælder den anmeldelsesfrist, som følger af den
foreslåede § 6 a, jf. dette lovforslags § 1, nr.
4.
Til nr. 4 (§ 6 a)
Det foreslås i stk. 1, at
krav, der ønskes dækket af Fonden, skal anmeldes til
Fonden senest den 31. marts 2017. Samtidig foreslås det, at
krav, der vedrører en byggeskadeforsikring, og hvor
betingelserne i det foreslåede § 5 a, stk. 3, er
opfyldt, skal anmeldes til Fonden senest den dag, hvor forsikringen
udløber.
De foreslåede frister i lovforslaget har til hensigt at
sikre, at Fonden kan afslutte og opgøre udbetalingerne i
forbindelse med Gable Insurance AG's konkurs inden for en
overskuelig periode. Har en dækningsberettiget ikke anmeldt
sit krav inden for de foreslåede frister, bortfalder
muligheden for at få dækning for krav i Fonden, og det
pågældende krav kan herefter alene gøres
gældende over for konkursboet efter Gable Insurance AG eller
eventuelle genforsikringsselskaber.
Efter det gældende § 6, stk. 2, vil de fastsatte
frister ikke finde anvendelse, hvis den dækningsberettigede
har været ude af stand til at gøre sit krav
gældende i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs,
der er dækket af Fonden. Det foreslås, at bestemmelsen
ikke finder anvendelse på de forsikringstagere, forsikrede og
tredjemænd, der anmelder krav til Fonden efter den
foreslåede § 6 a.
Med det foreslåede stk. 2 vil
krav, der følger af en klage over en afgørelse
truffet af Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, der er
indbragt for Ankenævnet for Forsikring før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016, hvor klageren
får helt eller delvist medhold i sin klage, anses som
rettidigt anmeldt til Fonden. Tilsvarende anses klager over Fondens
afgørelser om udbetalinger, der indbringes for
Ankenævnet for Forsikring i medfør af den
gældende § 17, og hvor klageren får helt eller
delvist medhold, som rettidigt anmeldt til Fonden.
Til §
2
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Dette skyldes et ønske om snarest muligt at sikre de danske
forsikringstagere, der gennem Huse?jernes Forsikring Assurance
Agentur ApS har tegnet forsikring hos Gable Insurance AG,
forsikrede og tredjemænd rimelige vilkår i forbindelse
med behandlingen af skader og udbetaling af krav.
Med stk. 2 foreslås det, at
lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
Ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som
kan undergives folkeafstemning, i særdeles
påtrængende tilfælde stadfæstes straks
efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse
herom. I den forbindelse bemærkes, at ovennævnte
forsikringstagere, forsikrede og tredjemænd kan komme i en
særdeles vanskelig økonomisk situation, hvis der ikke
hurtigst muligt gives mulighed for, at Fonden kan dække de
ovenfor nævnte krav.
Til §
3
Den foreslåede § 3 angiver lovforslagets territoriale
gyldighedsområde. Det foreslås, at loven ikke finder
anvendelse for Grønland, men at den ved kongelig anordning
kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med
de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Loven finder ikke anvendelse for Færøerne, da den
vedrører et overtaget sagsområde.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende formulering | | Lovforslag | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om en garantifond for
skadesforsikrings- selskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 419
af 1. maj 2007, som ændret ved § 15 i lov nr. 1556 af
21. december 2010 og § 50 i lov nr. 1231 af 18. december 2012,
foretages følgende ændringer: | | | | | | 1. Efter §
3 indsættes: | | | | | | »§ 3 a.
Fonden refunderer det forsikringsselskab, som Fonden indgår
aftale med om håndtering af anmeldte krav efter § 5 a,
de beløb, som forsikringsselskabet har udbetalt til
forsikringstagere, forsikrede og tredjemænd samt afholdte
udgifter til administration og dækning i forbindelse med
opgørelse af skader. Stk. 2. Fonden
indtræder, i det omfang den har ydet dækning i henhold
til § 5 a, i forsikringstagerens, forsikredes eller
tredjemands krav mod Gable Insurance AG og eventuelle
genforsikringsselskaber.« | | | | | | 2. Efter §
5 indsættes: | | | | | | »§ 5 a.
Fonden dækker krav, der er udækkede som følge af
forsikringsselskabet Gable Insurance AG's konkurs, for
forsikringstagere og forsikrede bosiddende i Danmark, der har
tegnet en forsikring i Gable Insurance AG gennem Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS eller er omfattet heraf. Fonden
dækker endvidere udækkede krav, der vedrører
reparationer og udbedring af skader, som er foretaget af tredjemand
efter aftale med Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i
henhold til en forsikring nævnt i 1. pkt. Stk. 2. For
ejerskifteforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte
krav, som var til stede, da forsikringstageren overtog eller
på anden måde fik rådighed over ejendommen, og
som konstateres efter overtagelsen af ejendommen og i øvrigt
er dækningsberettiget efter vilkårene i
forsikringsaftalen. Krav i henhold til en ejerskifteforsikring
fratrækkes en selvrisiko på 20.000 kr. for så
vidt angår den første dækningsberettigede skade
i Fonden. For efterfølgende dækningsberettigede skader
i Fonden fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af
vilkårene i forsikringsaftalen. Den fastsatte selvrisiko
på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til
den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om
forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling holdes inden for et
eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af
forsikringsaftalen. Stk. 3. For
byggeskadeforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte
krav, der er opstået før Gable Insurance AG's konkurs
den 19. november 2016, eller som opstår i forsikringens
løbetid. Det er en forudsætning for dækning
efter 1. pkt., at bygherren, der har tegnet en byggeskadeforsikring
i Gable Insurance AG, er trådt i likvidation eller taget
under konkursbehandling eller lignende procedurer før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016 eller træder i
likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende
procedurer i forsikringens løbetid. I andre tilfælde
dækker Fonden ikke skader i henhold til
byggeskadeforsikringer tegnet i Gable Insurance AG. Stk. 4. For
andre forsikringer end ejerskifteforsikringer og
byggeskadesforsikringer, jf. stk. 2 og 3, dækker Fonden de i
stk. 1 nævnte krav, der er opstået før Gable
Insurance AG's konkurs den 19. november 2016 og senest 4 uger
efter, at Fonden har givet meddelelse om Gable Insurance AG's
konkurs til fordringshaverne. Stk. 5. Fonden
dækker ikke krav, der er blevet afvist af Husejernes
Forsikring Assurance Agentur ApS, og som ikke er blevet indbragt
for Ankenævnet for Forsikring inden Gable Insurance AG's
konkurs den 19. november 2016.« | | | | § 6.
Erstatningskrav, der ønskes dækket af Fonden, og som
ikke er anmeldt til det forsikringsselskab, der er erklæret
konkurs, skal anmeldes til Fonden snarest muligt og senest 6
måneder efter konkursdekretets afsigelse. Erstatningskrav,
som er anmeldt til det selskab, der er erklæret konkurs,
inden konkursdekretets afsigelse, anses for anmeldt til
Fonden. Stk. 2. --- | | 3. I § 6, stk. 1, 1.
pkt., indsættes efter »Erstatningskrav«:
»i henhold til § 5«. | | | | | | 4. Efter §
6 indsættes i kapitel 3: | | | | | | »§ 6 a.
Krav, der ønskes dækket af Fonden i medfør af
§ 5 a, stk. 2 og 4, skal anmeldes til Fonden senest den 31.
marts 2017. Krav i medfør af § 5 a, stk. 3, skal
anmeldes til Fonden senest den dag, hvor forsikringen
udløber. § 6, stk. 2, finder ikke anvendelse for
anmeldelser i henhold til 1. og 2. pkt. Stk. 2. Krav,
der følger af en klage over en afgørelse truffet af
Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS, der er indbragt for
Ankenævnet for Forsikring før Gable Insurance AG's
konkurs den 19. november 2016, og hvor klageren får helt
eller delvist medhold, anses som rettidigt anmeldt til Fonden.
Tilsvarende anses klager over Fondens afgørelser om
udbetalinger, der indbringes for Ankenævnet for Forsikring i
medfør af § 17, og hvor klageren får helt eller
delvist medhold, som rettidigt anmeldt til Fonden.« | | | | | | § 2 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2.
Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets
vedtagelse. | | | | | | § 3 | | | | | | Loven gælder ikke for Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i
kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger. |
|