L 91 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi.

(Kommunal indsigelsesret, udvidelse af køberetsordningen og den grønne ordning, pristillæg og afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord og Kriegers Flak samt midlertidig suspension af støtteordninger og indsættelse af loft for støtte til visse anlæg).

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-11-2016

Fremsættelse: 18-11-2016

Skriftlig fremsættelse (18. november 2016)

20161_l91_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (18. november 2016)

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi (Kommunal indsigelsesret, udvidelse af køberetsordningen og den grønne ordning, pristillæg og afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord og Kriegers Flak samt midlertidig suspension af støtteordninger og indsættelse af loft for støtte til visse anlæg).

(Lovforslag nr. L 91)

Med dette forslag foreslår regeringen at revidere reglerne for den såkaldte åben-dør-ordning for havvindmøller. Flere projekter under ordningen har i 2015 givet anledning til modstand fra lokale borgere, herunder især sommerhusejere, ligesom der er kommunalbestyrelser, der har ønsket at have mere indflydelse ved vurderingen af disse projekter. Det foreslås derfor, at reglerne revideres på tre områder: indførelse af en betinget kommunal indsigelsesret og udvidelse af køberetsordningen og den grønne ordning.

Den kommunale indsigelsesret kan udnyttes af kommunalbestyrelser, hvis der planlægges opstilling af havvindmøller op til 8 km fra kommunens kyststrækning. Indsigelsesretten giver kommunalbestyrelser mere indflydelse i forhold til, om der skal opstilles kystnære havvindmøller langs kommunens kyststrækning. Herudover foreslås køberetsordningen udvidet således, at personer, der ejer en fritidsbolig under nærmere bestemte kriterier, får mulighed for at købe andele i havvindmølleprojekter, når vindmøllerne etableres uden for udbud. Det foreslås desuden, at kredsen af kommuner, der kan få del i den grønne ordning, udvides, så det nu også bliver muligt for kommuner at modtage tilskud fra ordningen, når der opstilles havvindmøller tæt på kommunens kyster.

Lovforslaget indeholder endvidere en lovfæstelse af pristillæg og andre afregningsvilkår for havvindmølleparkerne Vesterhav Syd, Vesterhav Nord (de kystnære havvindmølleparker) og Kriegers Flak. Begge udbud er en del af Energiaftalen fra 2012.

Derudover foreslår regeringen, at energi-, forsynings- og klimaministeren får bemyndigelse til at kunne midlertidigt suspendere sagsbehandling om afgørelse om og udbetaling af støtte under visse eksisterende støtteordninger og overgangsordninger om støtteordninger, indtil Europa-Kommissionen har godkendt forlængelse af støtteordningerne og overgangsreglerne efter EU's statsstøtteregler.

Endvidere foreslår regeringen, at der indsættes et loft for støttens størrelse i visse af de støtteordninger, der er omfattet af Europa-Kommissionens afgørelse af 24. oktober 2014 vedr. statsstøttesag SA. 36204 (2013/N) støtte til solcelleanlæg og øvrige vedvarende energianlæg og afgørelse af 28. oktober 2014 vedr. statsstøttesag SA. 37122 støtte til husstandsvindmøller og havvindmøller med et forsøgselement. Alle ordningerne vil blive renotificeret i medfør af Europa-Kommissionens Retningslinjer for statsstøtte til miljø og energi 2014-2020. Det vurderes dog, at det vil være hensigtsmæssigt også at have mulighed for at kunne statsstøtteanmelde ordningerne efter den generelle gruppefritagelsesforordning (Kommissionens forordning (EU) Nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108) således, at der vil kunne tildeles støtte til nye anlæg fra den 1. januar 2017, hvis Europa-Kommissionen vurderer, at dette kan være en mulighed.

Endelig indeholder lovforslaget indsættelse af en tidsbegrænsning for at opnå pristillæg til landvindmøller og havvindmøller etableret uden for udbud. Det betyder, at der ikke kan udbetales støtte til elektricitet fra landvindmøller og havvindmøller etableret uden for udbud, som nettilsluttes den 21. februar 2018 eller senere. Det skal hertil bemærkes, at tidsbegrænsningen vil gælde uanset, om den skrives ind i lovgivningen eller ej, idet den følger statsstøttegodkendelsens udløb. Indsættelsen af tidsbegrænsningen er således af ordens- og oplysningsmæssige grunde.

Udvalgte dele af lovforslaget har allerede været sendt i høring. De resterende dele af lovforslaget vil blive sendt i høring samtidig med fremsættelse i Folketinget med en frist på fem dage. Lovforslaget ønskes færdigbehandlet inden jul med henblik på ikrafttræden den 1. januar 2017.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.