L 85 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og lov om erhvervsuddannelser.

(Justering af arbejdsgiverbidrag og midlertidige bonusordninger for 2017 m.v.).

Af: Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2016

Fremsættelse: 17-11-2016

Skriftlig fremsættelse (17. november 2016)

20161_l85_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. november 2016)

Ministeren for børn, undervisning og ligestilling (Ellen Trane Nørby):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og lov om erhvervsuddannelser (Justering af arbejdsgiverbidrag og midlertidige bonusordninger for 2017 m.v.)

(Lovforslag nr. L 85)

Regeringen (Venstre) og arbejdsmarkedets parter (DA, FA, Lederne, LO, FTF, AC, KL og Danske Regioner) indgik den 19. august 2016 Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser.

Med dette lovforslag lægger regeringen op til at gennemføre de initiativer på praktikpladsområdet, som efter trepartsaftalen skal have virkning for 2017. Regeringen vil senere i indeværende folketingsamling fremsætte et lovforslag med sigte på udmøntning af trepartsaftalens øvrige praktikpladselementer.

Med forslaget vil uddannelsesbidraget i § 18, stk. 1, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag sættes op, og VEU-bidraget i lovens § 18, stk. 2, sættes ned. Dette foreslås med henblik på finansiering af en forhøjet lønrefusion.

Det foreslås desuden, at der indføres en bonus på maksimalt 5.000 kr. til arbejdsgivere pr. praktikårselev på de såkaldte fordelsuddannelser i 2017. Ministeren for børn, undervisning og ligestilling vil efter en afgrænsnings- og ansøgningsproces, som involverer de faglige udvalg samt relevante arbejdsgiver- og brancheorganisationer, offentliggøre en liste over godkendte forventede fordelsuddannelser for 2017 på Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings hjemmeside. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag foretager i 2018 en opgørelse af, hvilke fordelsuddannelser der kan udløse bonus for 2017.

Det foreslås endvidere, at der indføres en bonus på maksimalt 15.000 kr. til arbejdsgivere for merbeskæftigelse i praktikårselever, som den pågældende arbejdsgiver har haft i perioden fra den 1. januar 2017 til og med den 31. december 2017, der overstiger gennemsnittet af den pågældende arbejdsgivers samlede antal praktikårselever i 2014-2016.

Samtidig foreslås en ændring af § 66 a, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, således at den eksisterende pligt, som elever under erhvervsuddannelse har til at påbegynde skolepraktik en måned efter grundforløbets afslutning, ændres til en mere fleksibel ordning for elever på de nye fordelsuddannelser. Herefter vil elever på uddannelser, der på tidspunktet for grundforløbets afslutning er optaget på listen over fordelsuddannelser, kunne vente med at begynde på praktikcentret indtil tre måneder efter grundforløbets afslutning.

Lovforslaget ønskes færdigbehandlet inden jul med henblik på lovens ikrafttræden den 1. januar 2017.

Da lovforslaget skal træde i kraft den 1. januar 2017, er et udkast til lovforslag sendt i høring den 10. november 2016 med høringsfrist den 21. november 2016. Høringssvar og høringsnotat oversendes til Folketinget i forbindelse med 1. behandlingen. Ministeriet vil i et supplerende høringsnotat forholde sig til de høringssvar, der måtte indgå efter høringsfristens udløb. Sådanne høringssvar såvel som supplerende høringsnotat vil blive sendt til Folketinget, sådan at alle modtagne høringssvar vil indgå i behandlingen af lovforslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.