Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 16. december 2016
Forslag
til
Lov om ændring af beredskabsloven
(Sikringsmæssige foranstaltninger for
nukleart materiale og nukleare anlæg)
§ 1
I beredskabsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 660 af 10. juni 2009, som ændret ved lov nr. 514 af 26.
maj 2014 og § 1 i lov nr. 634 af 8. juni 2016, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 33 a, stk. 1, 2 og 3, ændres »§ 70, stk. 4 og
5« til: »§ 70, stk. 4 og 6«.
2.
Efter kapitel 7 indsættes:
»Kapitel 7 a
Fysisk beskyttelse af nukleart
materiale og nukleare anlæg
§ 37 a. Den, der bruger,
opbevarer eller transporterer nukleart materiale, som udnyttes til
fredelige formål, skal træffe sikringsmæssige
foranstaltninger mod tyveri eller anden uretmæssig tilegnelse
af materialet.
Stk. 2. Den, der
bruger, opbevarer eller transporterer nukleart materiale, som
udnyttes til fredelige formål, og den, der driver et nukleart
anlæg, skal træffe sikringsmæssige
foranstaltninger til beskyttelse af materialet og anlægget
mod sabotage.
§ 37 b. Sikringsmæssige
foranstaltninger for nukleart materiale og nukleare anlæg,
jf. § 37 a og § 37 c, stk. 2, skal fremgå af en
sikringsplan, som skal indsendes til og godkendes af
Beredskabsstyrelsen forud for brug, opbevaring eller transport af
nukleart materiale og forud for drift af et nukleart anlæg.
Beredskabsstyrelsens godkendelse kan ske på nærmere
angivne vilkår og for en tidsbegrænset periode.
Stk. 2.
Ændrer de forhold, der har ligget til grund for godkendelse
af en sikringsplan, sig væsentligt efterfølgende, skal
en revideret sikringsplan godkendes af Beredskabsstyrelsen.
Stk. 3.
Beredskabsstyrelsen kan træffe afgørelse om, at
godkendelse af en sikringsplan bortfalder, såfremt den, der
bruger, opbevarer eller transporterer nukleart materiale, eller
den, der driver et nukleart anlæg, ikke inden en
nærmere angivet frist har indsendt og opnået
godkendelse af en revideret sikringsplan.
§ 37 c. Beredskabsstyrelsen
fører tilsyn med overholdelse af forpligtelserne efter
§§ 37 a og 37 b og regler, som udstedes i medfør
af stk. 2.
Stk. 2.
Beredskabsstyrelsen fastsætter nærmere regler om
sikringsmæssige foranstaltninger for nukleart materiale og
nukleare anlæg, jf. § 37 a, og om sikringsplaner, jf.
§ 37 b.«
3. I
§ 70 indsættes efter stk. 4
som nyt stykke:
»Stk. 5. I
regler, som udstedes i medfør af § 37 c, stk. 2, kan
der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne, herunder om straf for forsøg
på overtrædelse af bestemmelserne.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 2. Godkendelse af
en sikringsplan, som Beredskabsstyrelsen før lovens
ikrafttrædelse har meddelt til den, der bruger, opbevarer
eller transporterer nukleart materiale, og den, der driver et
nukleart anlæg, forbliver gyldig indtil den 1. juni 2017,
hvorefter der skal foreligge en sikringsplan, som er godkendt efter
beredskabslovens § 37 b, stk. 1.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.