Skriftlig fremsættelse (15. november
2016)
Udlændinge-,
integrations- og boligministeren (Inger
Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven og kildeskatteloven (Opholdstilladelse med
henblik på ansættelse på forskningscenteret
European Spallation Source i Sverige, europæiske
forskningsinfrastruktur-konsortiers anvendelse af skatteordningen
for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere m.v.)
(Lovforslag nr. L 82)
Lovforslaget udmønter de dele af
aftalen om forbedrede vilkår for rekruttering af
højtkvalificeret arbejdskraft til European Spallation
Source, som kræver ændring af udlændingeloven og
kildeskatteloven. Aftalen blev indgået den 24. august 2016
mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal
Alliance, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti.
European Spallation Source (ESS) er en
neutronspredningsfacilitet, der fungerer som et meget avanceret
mikroskop. ESS er konstrueret som et europæisk
forskningsinfrastukturkonsortium, et såkaldt ERIC (European
Research Infrastructure Consortium), hvilket betyder, at ESS er
etableret i henhold til EU's rammebestemmelser for fælles
anlæg af europæisk interesse. Det primære
anlæg bliver bygget i Lund, Sverige, mens et Data Management
and Software Centre (DMSC) bliver placeret i København. ESS
vil blive et af verdens mest avancerede forskningsfaciliteter.
Investeringen
i ESS sker i samarbejde mellem Danmark, Sverige og en lang
række europæiske partnerlande. Sverige og Danmark deler
værtsskabet for ESS og bidrager sammenlagt med lige under
halvdelen af konstruktionsomkostningerne, mens den resterende
finansiering tilvejebringes af europæiske partnerlande og
EU.
ESS vil blive
et samlingspunkt for nogle af verdens bedste forskere på det
materiale- og bioteknologiske område, og med tiden vil det
også kunne tiltrække en række udenlandske
videnstunge virksomheder til Danmark. Det vil være en
samfundsøkonomisk gevinst for Danmark. Effektanalyser peger
på, at gevinsten for Danmark særligt afhænger af
en succesfuld kompetenceoverførsel fra ESS til Danmark i
form af tiltrækning af højtspecialiserede ESS-ansatte
til eksisterende og nye virksomheder i Danmark.
Det
indgår i lovforslaget, at udlændinge, der deltager i en
ph.d.-uddannelse eller har indgået aftale eller fået
tilbud om ansættelse på forskningscenteret ESS i
Sverige, får mulighed for at opnå opholdstilladelse i
Danmark, hvis deltagelsen i ph.d.-uddannelsen eller
ansættelsen ved ESS er knyttet til ESS's
forskningsmæssige virksomhed. Det er en betingelse for
opholdstilladelse, at en tilsvarende deltagelse eller
ansættelse i Danmark ville kunne danne grundlag for
opholdstilladelse, såfremt ESS lå her i landet.
Tilknytningen til Danmark i form af bopæl øger
sandsynligheden for, at højtspecialiserede ESS-ansatte
efterfølgende tager arbejde i Danmark.
Ud over ændringerne i
udlændingeloven, foreslås det med lovforslaget
også, at kildeskatteloven ændres således, at
ansatte ved et europæisk infrastrukturkonsortium skal kunne
anvende skatteordningen for udenlandske forskere og
nøglemedarbejdere, også selv om en del af arbejdet
udføres i forskningsinfrastruktur-konsortiet i udlandet.
Lovforslaget lemper dermed betingelserne for at anvende
forskerskatteordningen og gør det lettere for bl.a. ESS at
rekruttere højtkvalificerede udenlandske
nøglemedarbejdere og forskere, som bosætter sig i
Danmark.
Endelig indebærer lovforslaget
konsekvensændringer og enkelte præciseringer af
udlændingeloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.