Betænkning afgivet af
Grønlandsudvalget den 25. januar 2017
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. november
2016 og var til 1. behandling den 6. december 2016. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Grønlandsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 1. juli 2016 dette udkast til
udvalget, jf. GRU alm. del - bilag 73, folketingsåret
2015-16. Den 7. november 2016 sendte justitsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 8
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
2. Indstilling og politiske
bemærkninger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Enhedslistens medlemmer af udvalget mener,
at justering af reglerne for forkyndelse giver god mening i et land
som Grønland med store afstande. Det kan Enhedslisten derfor
støtte.
EL støtter også justering af
reglerne for tilhold, bortvisning og opholdsforbud.
Reglerne om proportionalitet og
skånsomhedsprincippet skal være gældende,
når man bruger peberspray og skjold over for indsatte. Det
virker i den forbindelse ude af proportion, at man i
grønlandske anstalter - der jo ikke er fængsler - vil
bruge peberspray og skjold. Enhedslisten er derfor enig med de
kritiske bemærkninger fra Grønlands Råd for
Menneskerettigheder, der understreger, at anstalterne ikke er
fængsler, og at brug af peberspray og skjolde kan virke
konfliktoptrappende, og fra Retspolitisk Forening, der peger
på, at brug af peberspray kan foranledige akutte
helbredsmæssige skader hos mennesker, der har kroniske
luftvejslidelser. Brug af peberspray bør i den
sammenhæng ikke ske i lukkede rum.
Enhedslisten påpeger desuden, at der
er lavet aftaler i rigsfællesskabet om, at
Færøerne og Grønland afgiver udtalelse om
lovforslag, før de behandles i Folketinget. Denne aftale
brydes ofte, hvilket EL ikke er tilfreds med.
Enhedslisten kan samlet set stemme for
lovforslaget, under forudsætning af at det grønlandske
parlament støtter lovforslaget i den nuværende
form.
Inuit Ataqatigiits medlem af udvalget
finder, at konfliktsituationer ved anstalterne i Grønland
skal håndteres ud fra principperne om proportionalitet og
skånsomhed. Brugen af peberspray skal være sidste udvej
i en konfliktsituation, når alle andre metoder er blevet
udtømt. Personer, der er i fare for at blive pebersprayet,
skal advares om dette, således at personen får tid til
og mulighed for at trække sig fra konflikten.
Inuit Ataqatigiit støtter op om
bekymringerne fra Inatsisartuts Lovudvalg og fra Naalakkersuisut,
herunder det udtrykte behov for uddannelse af anstaltsbetjente samt
forbedring af de fysiske rammer i de grønlandske anstalter,
såfremt peberspray skal tages i brug i disse. Inuit
Ataqatigiit bakker Lovudvalget op med hensyn til
bemærkningerne om, at anbefalingerne fra Institut for
Menneskerettigheder indarbejdes i lovforslaget eller i
magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Inuit Ataqatigiit stemmer for det samlede
lovforslag under hensyntagen til Inatsisartuts Lovudvalgs og
Naalakkersuisuts bemærkninger.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Søren Espersen (DF) Martin
Henriksen (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Karina Due (DF) Peter
Skaarup (DF) Henrik Brodersen (DF) Marcus Knuth (V) Torsten Schack
Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Carl Holst (V) Peter Juel Jensen
(V) Jacob Jensen (V) Villum Christensen (LA) Carsten Bach (LA)
Rasmus Jarlov (KF) Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen
(S) Jan Johansen (S) Karin Gaardsted (S) Yildiz Akdogan (S) Mogens
Jensen (S) Mogens Lykketoft (S) Christian Juhl (EL) Finn
Sørensen (EL) Roger Matthisen (ALT) Martin Lidegaard (RV)
Karsten Hønge (SF) Aaja Chemnitz Larsen (IA) nfmd. Aleqa Hammond (UFG) fmd.
Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 72
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren | 2 | Forelæggelsesnotat og
beslutningsforslag fra Naalakkersuisut til Inatsisartut. | 3 | Ordførerindlæg fra
Inatsisartuts 1. behandling af forslaget | 4 | Lovudvalgets betænkning inklusive
bilag | 5 | Selvstyrets udtalelse, fra
justitsministeren | 6 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 7 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 8 | Udkast til betænkning | 9 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 72
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om modtageren skal have gokendt, at
forkyndelse må ske via sms, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. om, hvilken dialog der foregår
mellem regeringen og selvstyret om de elementer i lovforslaget, som
Inatsisartut og selvstyret er betænkelige ved, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm., om peberspray vil blive anvendt i
lukkede rum i de grønlandske anstalter, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om Grønlands Råd for
Menneskerettigheders modstand og advarsel mod anvendelse af
peberspray og skjold i de grønlandske anstalter, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, i hvilket omfang man vil
indarbejde Inatsisartuts Lovudvalgs ændringsforslag til
lovforslaget, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 6 | Spm. om sproglige barrierer for en
telefonforkyndelse, som f.eks. i situationer, hvor modtageren
udelukkende er grønlandsksproget, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 7 | Spm. om at uddybe indholdet i de
retningslinjer for anvendelsen af peberspray, der vil blive
udarbejdet, så det sikres, at anvendelse af peberspray er
absolut sidste udvej til løsning af en konfliktsituation i
de grønlandske anstalter, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 8 | Spm. om, at de indsatte i de
grønlandske anstalter er af en anden, og mindre
hårdkogt, type end de indsatte i danske fængsler, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå |
|