Skriftlig fremsættelse (9. november
2016)
Uddannelses- og
forskningsministeren (Ulla Tørnæs):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
adgangsregulering ved videregående uddannelser
(Begrænsning af dobbeltuddannelse)
(Lovforslag nr. L 69)
Lovforslaget
er en opfølgning på den aftalte finansiering af
aftalen om et tryggere dagpengesystem mellem regeringen (Venstre),
Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti fra maj 2016.
I 2014
påbegyndte flere end 2.200 personer en ny ordinær
videregående heltidsuddannelse, efter at de havde
gennemført en videregående uddannelse på samme
eller højere niveau.
Dobbeltuddannelse er som udgangspunkt en stor omkostning for
samfundet.
Derfor
foreslås det, at der indføres en begrænsning i
adgangen til videregående uddannelse for personer, der
allerede har gennemført en videregående uddannelse
på samme eller højere niveau.
Forslaget
indebærer, at personer, der allerede har gennemført en
eller flere videregående uddannelser, som udgangspunkt kun
kan optages på en ny, fuldt statsfinansieret
videregående uddannelse, hvis denne uddannelse er på et
højere niveau end den eller de allerede gennemførte
videregående uddannelser.
Der vil
være mulighed for, at den enkelte ansøger kan
søge dispensation fra begrænsningen af
dobbeltuddannelse. Endvidere vil der være mulighed for, at
enkelte uddannelser undtages fra initiativet, således at
ansøgere til disse uddannelser ikke berøres af
begrænsningen af dobbeltuddannelse.
Forslaget
omfatter alene adgangen til hele, videregående uddannelser
uden deltagerbetaling på Uddannelses- og
Forskningsministeriets område.
Muligheden for
at blive optaget på videregående uddannelse på et
højere niveau med fuldt statstilskud påvirkes ikke af
lovforslaget. Det vil fortsat også være muligt at blive
optaget på videregående uddannelse og
uddannelseselementer fra videregående uddannelse, hvis den
nye uddannelse eller uddannelseselementet er tilrettelagt på
deltid, dvs. med delvist taxametertilskud og delvis
deltagerbetaling.
Endvidere vil
det fortsat være muligt at blive optaget på
uddannelsesaktivitet i efter- og videreuddannelsessystemet på
Uddannelses- og Forskningsministeriets område.
Lovforslaget
foreslås at træde i kraft den 1. januar 2017.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.