L 56 Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse og regionsloven.

(Overførsel af det kommunale og regionale tilsyn til Ankestyrelsen, befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer ved foretagelse af borgerlige vielser og målretning af Ankestyrelsens udvælgelse af tilsynssager m.v.).

Af: Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2016

Fremsættelse: 09-11-2016

Skriftlig fremsættelse (9. november 2016)

20161_l56_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. november 2016)

Social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse (Befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer ved foretagelse af borgerlige vielser og målretning af Statsforvaltningens udvælgelse af tilsynssager)

(Lovforslag nr. L 56)

Lovforslaget består af to dele: befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer ved foretagelse af borgerlige vielser og målretning af Statsforvaltningens udvælgelse af tilsynssager.

Den del af lovforslaget, der omhandler befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer ved foretagelse af borgerlige vielser, har til formål at understøtte, at kommunalbestyrelsesmedlemmer fortsat ønsker at påtage sig dette hverv.

Lovforslaget giver mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan beslutte at yde befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der foretager borgerlige vielser.

Hovedparten af landets kommuner har i en lang årrække administreret i tiltro til, at kommunalbestyrelsesmedlemmer, der foretager borgerlige vielser, kan modtage befordringsgodtgørelse i forbindelse med udøvelsen af dette hverv. Med den foreslåede lovændring kan en sådan tidligere administrativ praksis blive lovliggjort.

Alternativt vil borgmesteren i videre omfang være henvist til at bemyndige kommunalt ansatte til at foretage borgerlige vielser.

Den del af lovforslaget, som omhandler Statsforvaltningens udvælgelse af tilsynssager som led i kommunaltilsynet, har til formål at give Statsforvaltningen bedre mulighed for at målrette sit tilsyn mod de sager, som Statsforvaltningen finder mest betydningsfulde ud fra en overordnet vurdering af betydningen for kommuner og regioner i et bredere perspektiv.

Det sker ved at give Statsforvaltningen mere fleksible rammer ved vurderingen af, om der er anledning til at rejse en tilsynssag. Statsforvaltningen har i dag pligt til se nærmere på alle ulovligheder, som ikke er bagatelagtige, og som har betydning for retstilstanden i dag. Med ændringen skal Statsforvaltningen i stedet vurdere, om en sag er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns overordnede formål og funktion. Det overordnede formål med det kommunale tilsyn er at sikre statens interesse i, at kommuner og regioner overholder lovgivningen, når de udøver den magt, der følger af, at de er offentlige myndigheder.

Det vil understøtte Statsforvaltningens muligheder for at kunne agere mere proaktivt, herunder rejse sager af egen drift, og på den måde samlet set kunne medvirke til, at Statsforvaltningen kan påtage sig en større og mere aktuel rolle i forhold til afklaring af lovligheden af kommunernes og regionernes aktiviteter.

Denne del af lovforslaget er et led i opfølgningen på Statsrevisorernes kritik af Statsforvaltningens tilsyn med kommunerne (beretning nr. 12/2015).

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.