Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 13. december 2016
1. Ændringsforslag
Udlændinge- og integrationsministeren
har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 9. november
2016 og var til 1. behandling den 22. november 2016. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget. Udvalgets navn
er den 12. december 2016 ændret til Udlændinge- og
Integrationsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
udlændinge-, integrations- og boligministeren sendte den 4.
oktober 2016 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 3.
Den 17. november 2016 sendte udlændinge-, integrations- og
boligministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at lovforslaget udmønter en del af den
aftale, som blev indgået den 31. maj 2016 mellem regeringen,
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti
om initiativer rettet mod religiøse forkyndere, som
søger at undergrave danske love og værdier, og som
understøtter parallelle retsopfattelser. Med lovforslaget
kommer der en offentlig national sanktionsliste med navngivne
udenlandske religiøse forkyndere, som kan udelukkes fra at
rejse ind her i landet af hensyn til den offentlige orden. Der
indføres nogle bestemmelser om, at udlændinge, der
optages på listen, har indrejseforbud i Danmark og kan
udelukkes fra opholdstilladelse, og det kan Dansk Folkeparti
naturligvis støtte, da det er på høje tid, at
det indføres hertillands. De udlændinge, der er
på sanktionslisten, og som indrejser i strid med
indrejseforbuddet, vil kunne udvises og straffes for
overtrædelse af indrejseforbuddet. Med lovforslaget
indføres også adgang til, at udlændinge på
listen kan indberettes til Schengeninformationssystemet som
uønskede i hele Schengenområdet, og som følge
af indrejseforbuddet vil udlændinge på sanktionslisten
kunne afvises ved grænsen, og de vil kunne meddeles afslag
på visum.
Den nationale offentlige liste omfatter
desværre ikke udlændinge, som er omfattet af
EU-reglerne om fri bevægelighed. Dansk Folkeparti havde gerne
set, at EU-borgere også var omfattet af reglerne. Det kunne
Dansk Folkeparti ikke komme igennem med, men partiet kom igennem
med, at der skal være en liste, og at man med forslaget, som
noget nyt, kan afvise uønskede udlændinge i langt
større omfang, end hvad der gælder i dag, når de
ønsker at rejse ind i Danmark. Det er noget, Dansk
Folkeparti har arbejdet på en del år, så partiet
er selvfølgelig tilfreds med aftalen af 31. maj 2016 og med
dette lovforslag, som udmønter en del af aftalen.
Et mindretal i
udvalget (EL, ALT, RV og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for det stillede ændringsforslag.
Enhedslistens medlemmer af udvalget finder,
at dette lovforslag indeholder for mange uklare punkter.
Kriterierne for optagelse på sanktionslisten er uklare, og
begrebet religiøs forkyndelse er ikke klart afgrænset.
Desuden er der - som påpeget af Institut for
Menneskerettigheder - risiko for, at personer placeres på
sanktionslisten på grund af udtalelser, der ikke i sig selv
ville være strafbare, hvis de var fremsat i Danmark. På
denne baggrund kan Enhedslisten ikke støtte
lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Ny paragraf
Af udlændinge- og integrationsministeren,
tiltrådt af udvalget:
1)
Efter § 2 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
Udlændinge- og integrationsministeren
fremsætter forslag om revision af loven i
folketingsåret 2021-22.«
[Revisionsbestemmelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det
foreslås, at udlændinge- og integrationsministeren
fremsætter forslag om revision af ændringsloven i
folketingsåret 2021-22.
I forbindelse
med revisionen vil der skulle tages stilling til, om der fortsat er
behov for den offentlige nationale sanktionsliste over navngivne
udenlandske forkyndere m.fl., som indføres med lovforslaget,
og i tilknytning hertil den opmærksomhedsliste, som
indføres administrativt. Der skal endvidere tages stilling
til, om de bestemmelser, der indføres og ændres med
lovforslaget, skal ændres eller ophæves.
Indførelsen af en offentlig national sanktionsliste over
navngivne udenlandske forkyndere m.fl. er en nyskabelse i dansk
lovgivning, og det er derfor hensigtsmæssigt efter et
passende tidsrum at overveje, om der fortsat er behov for en
sanktionsliste og den opmærksomhedsliste, der indføres
som supplement hertil.
Den del af den
politiske aftale af 31. maj 2016, som lovforslaget udmønter,
indeholder ikke forslag om en revisionsbestemmelse.
Martin Henriksen (DF) fmd. Peter Skaarup (DF) Christian
Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Merete
Dea Larsen (DF) Marcus Knuth (V) Britt Bager (V) Preben Bang
Henriksen (V) Louise Schack Elholm (V) Erling Bonnesen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Villum Christensen (LA) Christina Egelund (LA)
Naser Khader (KF) Dan Jørgensen (S) Kaare Dybvad (S) Jan
Johansen (S) Karen J. Klint (S) Astrid Krag (S) nfmd. Mattias Tesfaye (S) Johanne
Schmidt-Nielsen (EL) Søren Egge Rasmussen (EL) Roger
Matthisen (ALT) Josephine Fock (ALT) Lotte Rod (RV) Sofie Carsten
Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Holger K. Nielsen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L
48
|
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra udlændinge-, integrations- og boligministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | Udkast til betænkning |
5 | 2. udkast til betænkning |
6 | Ændringsforslag, fra
udlændinge- og integrationsministeren |