Betænkning afgivet af Sundheds- og
Ældreudvalget den 6. december 2016
1. Ændringsforslag
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. oktober
2016 og var til 1. behandling den 18. november 2016. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og
Ældreudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og sundheds-
og ældreministeren sendte den 23. august 2016 dette udkast
til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 683 (folketingsåret
2015-16). Den 27. oktober 2016 sendte sundheds- og
ældreministeren de indkomne høringssvar og et notat
herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Forsikring
& Pension.
Sundheds- og Ældreministeren har over
for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til
udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til sundheds- og ældreministeren og 3
spørgsmål til sundhedsministeren til skriftlig
besvarelse, som disse har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af S og SF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan
tilslutte sig lovforslaget, som bl.a. medfører, at
fysioterapeuter og registrerede alternative behandlere med minimum
250 timers uddannelse inden for manuel behandling fremadrettet kan
tilbyde borgere manipulationsbehandling af rygsøjlen. Dansk
Folkeparti forudsætter, at registrerede alternative
behandlere er forsikret, i tilfælde af at der
påføres patienten skade under behandlingen.
Dansk Folkeparti vil gøre
opmærksom på, at mange alternative behandlere ikke kan
blive registreret som »registreret alternativ
behandler«, fordi de har en sundhedsautorisation. Dansk
Folkeparti fremsætter derfor et ændringsforslag for at
imødegå dette, med henblik på at autoriserede
sundhedspersoner fremadrettet også kan være
registrerede alternative behandlere.
Det Konservative Folkepartis medlem af
udvalget støtter til fulde lovforslaget om en ændring
af kiropraktorers forbeholdte virksomhedsområder m.v. Det
Konservative Folkeparti ønsker i den forbindelse at
fremhæve høringssvarene fra Danske Fysioterapeuter og
Body SDS, som giver en afgørende forståelse for
baggrunden for lovforslaget. Samtidig ønsker Det
Konservative Folkeparti at gøre opmærksom på
Parker Instituttets litteraturstudie af risikoen ved
manipulationsbehandling og sammenhængen mellem
manipulationsbehandling og opståede skader. Litteraturstudiet
viser, at den mulige sammenhæng mellem manipulation af led og
patientskader er meget, meget lille.
Et mindretal i
udvalget (S) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til de
stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget
kan ikke støtte lovforslaget. Sundhedsstyrelsen og Styrelsen
for Patientsikkerhed anbefaler i en undersøgelse fra april
2016, at manipulationsbehandling af rygsøjlen forbliver
forbeholdt læger og kiropraktorer. Det begrundes med, at der
er beskrevet alvorlige skadefølger af manipulation af
halshvirvelsøjlen af blivende funktionsnedsættende
karakter. Læger og kiropraktorer får som led i deres
uddannelse viden og erfaring om indikationer og eventuelle
kontraindikationer i forhold til at manipulere rygsøjlen,
hvilket behandlere med anden uddannelsesmæssig baggrund ikke
nødvendigvis får. Manipulation af kroppens perifere
led er ifølge undersøgelsen ikke forbundet med samme
patientsikkerhedsmæssige risici.
Socialdemokratiet mener, at man bør
følge de fagligt funderede anbefalinger fra den
øverste nationale sundhedsmyndighed i Danmark om, at
manipulation af rygsøjlen bør forblive forbeholdt
læger og kiropraktorer. For Socialdemokratiet er patienternes
sikkerhed altafgørende, og denne del af lovforslaget
vægter efter Socialdemokratiets opfattelse ikke patienternes
sikkerhed højest. Gigtforeningen, hvis patienter i
høj grad er blandt den gruppe af patienter, der får
foretaget manipulation af rygsøjlen, giver i deres
høringssvar på patienternes vegne ligeledes udtryk for
en dyb bekymring over denne del af lovforslaget.
Lovforslaget forudsætter endvidere,
at registrerede alternative behandlere, der med lovforslaget
fremadrettet får mulighed for at foretage manipulationer af
rygsøjlen, skal have en obligatorisk ansvarsforsikring til
dækning af skader påført ved behandlingen, idet
de i modsætning til autoriserede sundhedspersoner ikke er
omfattet af Patienterstatningen. Som bemærket af Forsikring
& Pension i deres høringssvar findes der dog på
nuværende tidspunkt ikke et forsikringskoncept, der kan
tilbyde en sådan ansvarsforsikring. Socialdemokratiet finder
det besynderligt, at lovforslaget behandles, inden en mulighed for
at føre en så væsentlig del af forslaget ud i
verden, er afklaret. Lovforslagets konsekvenser for
patientsikkerheden er på baggrund af ovenstående for
alvorlige til, at Socialdemokratiet kan støtte
lovforslaget.
Socialistisk Folkeparti stemmer ja til
lovforslaget ved 3. behandling, selv om der endnu ikke foreligger
en forsikringsaftale i forhold til registrerede alternative
behandlere ved lovforslagets vedtagelse. Sundhedsministeren har dog
i svaret på spørgsmål nr. 3 til lovforslaget
understreget, at Sundheds- og Ældreministeriet er i en
tæt og konstruktiv dialog med Forsikring & Pension, og at
ministeren på den baggrund forventer en løsning
på forsikringsspørgsmålet i nær
fremtid.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg med undtagelse af S og SF):
1) I
den under nr. 3 foreslåede
ændring af § 52 udgår
stk. 6.
Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 6 og
7.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2 og 3]
Til § 2
2)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
En alternativ behandler defineres i denne lov som en person, der
udøver sundhedsmæssig virksomhed uden for det
offentligt finansierede sundhedsvæsen, og som ikke er
omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med den
sundhedsfaglige behandling, der udføres af personer inden
for sundhedsvæsenet.««
[Ændring i definitionen af en
alternativ behandler, så autoriserede sundhedspersoner, der
tillige er alternative behandlere, kan omfattes af loven, under
forudsætning af at de opfylder de krav, der stilles til
registrerede alternative behandlere]
3)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»02. Efter § 1 indsættes
før overskriften før § 2:
»Lovens
anvendelsesområde
§ 1 a. Loven finder anvendelse
for registrerede alternative behandlere og for autoriserede
sundhedspersoner, der tillige er registrerede alternative
behandlere i medfør af lovens § 3. En registreret
alternativ behandler kan både være en person uden
sundhedsfaglig autorisation og en person med en sundhedsfaglig
autorisation.««
[En præcisering af lovens
anvendelsesområde, så alternative behandlere, der
tillige er autoriserede sundhedspersoner, kan blive registrerede
alternative behandlere]
4) I
den under nr. 3 foreslåede § 3 a indsættes i stk. 1, nr. 2, efter »behandler«:
», der ikke tillige er en autoriseret
sundhedsperson,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2, hvor alternative behandlere, der
tillige er autoriserede sundhedspersoner, har ret til at blive
registrerede alternative behandlere af de af Sundhedsstyrelsen
godkendte foreninger, under forudsætning af at de opfylder de
krav, der stilles til registrerede alternative behandlere]
5) I
den under nr. 3 foreslåede § 3 b indsættes i stk. 2 efter »behandler«:
», der ikke tillige er en autoriseret
sundhedsperson,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2, hvor alternative behandlere, der
tillige er autoriserede sundhedspersoner, har ret til at blive
registrerede alternative behandlere af de af Sundhedsstyrelsen
godkendte foreninger, under forudsætning af at de opfylder de
krav, der stilles til registrerede alternative behandlere]
6) I
den under nr. 3 foreslåede § 3 b indsættes i stk. 3 efter »behandler, der«:
»ikke tillige er en autoriseret sundhedsperson, og
som«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2, hvor alternative behandlere, der
tillige er autoriserede sundhedspersoner, har ret til at blive
registrerede alternative behandlere af de af Sundhedsstyrelsen
godkendte foreninger, under forudsætning af at de opfylder de
krav, der stilles til registrerede alternative behandlere]
7) I
den under nr. 4 foreslåede § 5 a indsættes efter
»behandler,«: »der ikke tillige er en autoriseret
sundhedsperson, og«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2, hvor alternative behandlere, der
tillige er autoriserede sundhedspersoner, har ret til at blive
registrerede alternative behandlere af de af Sundhedsstyrelsen
godkendte foreninger, under forudsætning af at de opfylder de
krav, der stilles til registrerede alternative behandlere]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget ophæves
lovforslagets § 52, stk. 6, hvoraf det fremgår, at
autoriserede sundhedspersoner, der opfylder de krav, der stilles
til registrerede alternative behandlere, jf. § 3 i lov om en
brancheadministreret registreringsordning for alternative
behandlere, og de krav, der stilles inden for manuel behandling,
tillige har ret til at udøve manipulationsbehandling af
rygsøjlen. Ophævelsen sker som konsekvens af
ændringsforslagets § 2, nr. 01 og 02, hvor alternative
behandlere, der tillige er autoriserede sundhedspersoner, med
forslaget får ret til at blive registrerede alternative
behandlere af de af Sundhedsstyrelsens godkendte foreninger, under
forudsætning af at de opfylder de krav, der stilles til
registrerede alternative behandlere.
Til nr. 2 og 3
Med ændringsforslagene ændres
definitionen af alternativ behandler, således at en
alternativ behandler defineres som en person, der udøver
sundhedsmæssig virksomhed uden for det offentligt
finansierede sundhedsvæsen, og som ikke er omfattet af
Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med den sundhedsfaglige
behandling, der udføres af personer inden for
sundhedsvæsenet.
Dette medfører, at alternative
behandlere, der tillige er autoriserede sundhedspersoner, får
ret til at blive registrerede alternative behandlere af de af
Sundhedsstyrelsens godkendte foreninger, under forudsætning
af at de opfylder de krav, der stilles til registrerede alternative
behandlere, jf. § 3 i lov nr. 351 af 19. maj 2004 om en
brancheadministreret registreringsordning for alternative
behandlere.
Baggrunden for ændringsforslagene er
bl.a. et ønske fra brancheforeningerne om, at autoriserede
sundhedspersoner, der opfylder de krav, der stilles til
registrerede alternative behandlere, ligestilles med de
øvrige alternative behandlere og dermed får mulighed
for at benytte sig af titlen registreret alternativ behandler.
Brancheforeningernes holdning er udtryk for
et ønske om at styrke RAB-ordningen som en fælles
betegnelse for alle alternative behandlere, der ønsker at
lade sig registrere, og som lever op til de krav, som
brancheforeningerne stiller til registrerede alternative
behandlere, jf. lov om en brancheadministreret registreringsordning
for alternative behandlere.
Med ændringsforslagene ændres
lovens anvendelsesområde således, at loven finder
anvendelse på alternative behandlere og for autoriserede
sundhedspersoner, der tillige er registrerede alternative
behandlere i medfør af lovens § 3. En registreret
alternativ behandler kan både være en person uden
sundhedsfaglig autorisation og en person med en sundhedsfaglig
autorisation.
Ændringsforslagene medfører,
at en autoriseret sundhedsperson, der bliver registreret som
alternativ behandler efter lov om en brancheadministreret
registreringsordning for alternative behandlere, fortsat vil
være omfattet af autorisationslovens regler om f.eks.
pligter, journalføring og tilsyn.
Ændringsforslagene medfører
endvidere, at autoriserede sundhedspersoner fortsat vil være
omfattet klage- og erstatningssystemet inden for
sundhedsvæsnet. Dette betyder, at såfremt den
registrerede alternative behandler tillige er en autoriseret
sundhedsperson, skal klage over behandlingen indgives til Styrelsen
for Patientsikkerhed, mens et eventuelt erstatningskrav skal
anmeldes til Patienterstatningen. Dette følger af lov om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Med ændringsforslagene vil der
dermed, for så vidt angår klage og erstatning
være tale om to forskellige systemer, afhængigt af om
den registrerede behandler tillige er en autoriseret sundhedsperson
eller ej.
Såfremt den alternative behandler
ikke er en autoriseret sundhedsperson, skal klage over behandlingen
indgives til den brancheforening, den pågældende er
medlem af, ligesom et erstatningskrav som følge af
behandlingen skal anmeldes til den pågældendes
forsikringsselskab.
Til nr. 4
Med ændringsforslaget gælder
det for både registrerede alternative behandlere og
registrerede behandlere, der tillige er autoriserede
sundhedspersoner, at de skal have gennemført en uddannelse
som alternativ behandler i henhold til de uddannelsesmæssige
krav, der følger af lov om en brancheadministreret
registreringsordning for alternative behandlere, herunder minimum
250 timers/lektioners undervisning inden for manuel behandling, for
at være omfattet af ændringsforslag nr. 3 til lov om
ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed og lov om en brancheadministreret
registreringsordning for alternative behandlere.
Dertil gælder det, at den
registrerede alternative behandler, der ikke tillige er autoriseret
sundhedsperson, skal forsikre sig mod erstatningskrav, som
måtte følge af manipulationsbehandling af
rygsøjlen.
Til nr. 5
Konsekvensrettelse som følge af
ændringsforslagets § 2, nr. 01 og 02. Det
præciseres i ændringsforslaget, at det
forsikringsselskab, hvori den registrerede alternative behandler,
der ikke tillige er autoriseret sundhedsperson, med uddannelse i
manuel behandling, har tegnet sin ansvarsforsikring, er
forpligtiget til en gang årligt at indrapportere anmeldte
skader forårsaget af den registrerede alternative behandler,
som ikke tillige er autoriseret sundhedsperson, som led i dennes
udøvelse af manipulationsbehandling af rygsøjlen til
Styrelsen for Patientsikkerhed.
Til nr. 6
Konsekvensrettelse som følge af
ændringsforslagets § 2, nr. 01 og 02. Det
præciseres i ændringsforslaget, at den alternative
behandler, der ikke tillige er autoriseret sundhedsperson en gang
årligt orienterer Styrelsen for Patientsikkerhed om skader,
der er anmeldt til den pågældendes forsikringsselskab
som led i manipulationsbehandling af rygsøljen.
Til nr. 7
Konsekvensrettelse som følge af
ændringsforslagets § 2, nr. 01 og 02. Det
præciseres, at en registreret alternativ behandler, der ikke
tillige er en autoriseret sundhedsperson, der udøver
manipulationsbehandling af rygsøljen, og som
tilsidesætter sin pligt til at tegne en ansvarsforsikring
efter lovens § 3 a, stk. 1, nr. 2, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning.
Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina
Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jan
Erik Messmann (DF) Jane Heitmann (V) Eva Kjer Hansen (V) Hans
Andersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Thomas Danielsen (V) Jacob
Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Mette
Abildgaard (KF) Astrid Krag (S) Flemming Møller Mortensen
(S) Christian Rabjerg Madsen (S) Julie Skovsby (S) nfmd. Karin Gaardsted (S) Lea Wermelin
(S) Yildiz Akdogan (S) Peder Hvelplund (EL) Finn Sørensen
(EL) Pernille Schnoor (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV)
Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 47
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra sundheds- og ældreministeren | 2 | Henvendelse af 8/11-16 fra Forsikring
& Pension | 3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 5 | Udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 47
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
8/11-16 fra Forsikring & Pension, til sundheds- og
ældreministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. om teknisk bistand til et
ændringsforslag, der medfører, at en autoriseret
sundhedsperson fremadrettet også kan kalde sig registreret
alternativ behandler uden at skulle opgive sin autorisation, til
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm., om ministeren, i forlængelse af
at det fremgår af svar på spørgsmål nr. 1,
at der endnu ikke er fundet en løsning i forhold til
problematikken om, at der på nuværende tidspunkt ikke
findes en forsikring, der dækker det behov for forsikring til
registrerede alternative behandlere, som L 47 skaber, vil oplyse,
hvornår ministeren forventer, at der er fundet en
løsning i samarbejde med Forsikring & Pension, og hvad
ministeren agter at gøre, hvis der ikke er fundet en
løsning på problemet inden den 1. april 2017, til
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om, hvordan ministeren vil
sørge for, at alle patienter sikres på samme
måde i tilfælde af skader påført ved en
behandling med manipulation af kroppens perifere led,
uafhængigt af om behandleren er dækket af
Patienterstatningen eller om behandleren er en registreret
alternativ behandler, der ikke er dækket af
Patienterstatningen, til sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå |
|