L 42 Forslag til lov om Planklagenævnet.

Af: Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 08-12-2016

Afgivet: 08-12-2016

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 8. december 2016

20161_l42_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 8. december 2016

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. oktober 2016 og var til 1. behandling den 8. november 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs- og vækstministeren sendte den 22. august 2016 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - 349 (folketingsåret 2015-16). Den 26. oktober 2016 sendte erhvervs- og vækstministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA, og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (EL, ALT, RV og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at regeringens forslag om at etablere et særskilt Planklagenævn til varetagelse af klager i plansager vil betyde en svækkelse af natur- og miljøbeskyttelsen til fordel for et kortsigtet fokus på økonomisk vækst, da det bl.a. fremgår, at Planklagenævnet skal have til formål at øge hensynet til vækst og udvikling i forhold til natur og miljø. Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mener således, at selve formålet med klagenævnet er problematisk, da det bør forholde sig konkret til gældende lovgivning og ikke have til opgave at politisere klageafgørelser. I forlængelse heraf finder Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, at den foreslåede sammensætning af nævnet er problematisk, da viden om vækst og udvikling tildeles dobbelt så stor repræsentation som viden om natur- og miljøforhold.

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mener desuden, at det er bekymrende, at lovforslaget sætter Folketinget uden for indflydelse ved at give erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastlægge klageregler i en bekendtgørelse (dvs. om, hvem der kan klage, hvad der kan klages over, hvordan klagerne behandles, klagegebyrer m.v.). Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti vil gerne understrege, at fastlæggelse af klageadgangen og klageretten i bred forstand bør ske ved lov og dermed med inddragelse af Folketinget. Partierne mener endvidere, at forhøjelsen af klagegebyret fra 500 kr. til 900 kr. for privatpersoner og til 1.800 kr. for virksomheder og organisationer ved klager vedrørende natur, miljø og planklager skaber en urimelig barriere for især borgere og foreninger, der ønsker at gøre brug af den demokratiske ret, klagemuligheden udgør. Samtidig lægger regeringen op til fortsat at fritage fødevare- og landbrugsområdet for gebyr. Denne forskelsbehandling imellem miljø- og naturområdet og fødevare- og landbrugsområdet kan Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti ikke støtte. Partierne så gerne, at man i stedet beholdt gebyret på det nuværende niveau og desuden gør op med forskelsbehandlingen, der synes at stride mod ligebehandlingsprincippet. Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti mener i den forbindelse, at det er vigtigt at sikre, at Danmark lever op til Århuskonventionen, hvori det fremgår, at det ikke må være uoverkommeligt dyrt eller besværligt at klage, og minder om, at tidligere forsøg på at hæve klagegebyret er blevet kendt konventionsstridigt. Samlet set mener Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, at Planklagenævnet ikke bør etableres som selvstændigt klagenævn, men bør blive en del af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Dette vil sikre borgerne en bedre behandling, så deres sager ikke skal behandles samtidig i flere forskellige nævn, og man vil derudover undgå unødige administrationsomkostninger til at opbygge et ekstra klagenævn samt sikre en balance mellem hensyn til natur, miljø og landskaber og økonomisk udvikling.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Hans Kristian Skibby (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Lise Bech (DF) Tilde Bork (DF) Carsten Kudsk (DF) Torsten Schack Pedersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Eva Kjer Hansen (V) Jacob Jensen (V) Erling Bonnesen (V) Jane Heitmann (V) Villum Christensen (LA) nfmd. Joachim B. Olsen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Erik Christensen (S) Karin Gaardsted (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Mette Reissmann (S) Morten Bødskov (S) fmd. Rasmus Horn Langhoff (S) Thomas Jensen (S) Pelle Dragsted (EL) Henning Hyllested (EL) René Gade (ALT) Christian Poll (ALT) Ida Auken (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 42

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervs- og vækstministeren
2
Kopi til orientering af ULØ alm. del - svar på spm. 174 om, hvornår udflytningen af diverse klagenævn til Viborg forventes afsluttet m.v., fra erhvervs- og vækstministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Fastsat tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 42

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om klager i forbindelse med landzonetilladelser fortsat vil være til fuld prøvelse i Planklagenævnet, eller om det vil være op til erhvervs- og vækstministeren at fastsætte regler herfor, til erhvervs- og væksministeren, og ministerens svar herpå