Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2016)
Sundheds- og
ældreministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
apotekervirksomhed og lov om lægemidler (Bedre
tilgængelighed til lægemidler ved etablering af
apotekernes vagttjeneste og selvvalg af
håndkøbslægemidler)
(Lovforslag nr. L 38)
Med lovforslaget foreslås der
etableret en ny vagttjeneste for apotekerne. Lovforslaget
udmønter en aftale mellem sundheds- og ældreministeren
og Danmarks Apotekerforening af den 23. juni 2016. Baggrunden for
aftalen var erfaringerne med den nuværende vagttjeneste og
vanskelighederne ved at udmønte den vedtagne, men ikke
ikrafttrådte vagtordning.
Der er med den foreslåede ordning
lagt vægt på, at borgerne har let adgang til at
påbegynde den relevante lægemiddelbehandling,
også uden for den almindelige åbningstid. Samtidig er
der også lagt vægt på skabe større
sammenhæng mellem apotekernes vagttjeneste og de regionale
akut- og vagtlægefunktioner. Med opretholdelse af apotekernes
vagttjeneste til de omkring 50 apotekere mod de tidligere
foreslået 34 apotekere sikres der en bedre geografisk
dækning, særligt i yderområder, som
understøtter et Danmark i balance. Med udgangspunkt heri
foreslås det, at sundheds- og ældreministeren
fastsætter nærmere regler for vagttjenesten,
således at denne fremadrettet kan varetages af omkring 50
apotekere.
Med lovforslaget ønsker regeringen
også at indføre selvvalg af visse
håndkøbslægemidler, således at
håndkøbslægemidlerne kan forhandles i
butiksarealer og ikke alene bag disken. Det tilsigter at
understøtte borgernes tilgængelighed af
lægemidler, således at borgerne selv kan foretage en
vurdering af, hvilket håndkøbslægemiddel de vil
købe.
Patientsikkerheden sikres ved, at
Lægemiddelstyrelsen nøje vurderer, hvilke produkter
der kan være i selvvalg, ligesom patientsikkerheden
også iagttages ved, at forbrugerne kan få faglig
rådgivning, hvor det er nødvendigt.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.