Skriftlig fremsættelse (6. oktober
2016)
Finansministeren
(Claus Hjort Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
tjenestemænd og lov om tjenestemandspension
(Rådighedsløn til personer, der har nået
folkepensionsalderen, beregning af førtidspension
for visse tjenestemænd og ret til tilskadekomstpension)
(Lovforslag nr. L 32)
Lovforslaget indebærer, at
tjenestemandslovens bestemmelse om ophør af retten til
rådighedsløn til personer, der har nået
folkepensionsalderen, ophæves.
Det foreslås som konsekvens heraf, at
tjenestemandspensionslovens bestemmelse om optjening af
pensionsalder i den periode, hvori en tjenestemand ville have
været berettiget til rådighedsløn, hvis
pågældende ikke havde nået folkepensionsalderen,
ophæves.
Ændringerne indebærer, at
tjenestemænd, der modtager rådighedsløn, bevarer
udbetalingen af denne også efter opnået
folkepensionsalder.
Endvidere indebærer lovforslaget en
ændring af tjenestemandspensionslovens bestemmelse om
beregning af førtidspension til visse tjenestemænd i
politiet og kriminalforsorgen. Ændringen har til formål
på at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med det, der var
forudsat ved overenskomstforhandlingerne i 2011 og 2013.
Endelig foreslås det, at
tjenestemandspensionslovens bestemmelser om tilskadekomstpension
ændres, således at der kan tilkendes
tilskadekomstpension efter tjenestemandspensionsloven på
grundlag af erstatning efter lov om erstatning og
godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre
statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk
belastningsreaktion.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.