Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2016)
Kirkeministeren
(Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning (Decorumkrav og
obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre)
(Lovforslag nr. L 30)
Regeringen og Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik den 31. maj 2016
som bekendt en aftale om initiativer rettet mod religiøse
forkyndere, som søger at undergrave danske love og
værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.
Initiativerne i aftalen angår bl.a.
tilbagetagelse af vielseskompetence og obligatorisk kursus i dansk
familieret, frihed og folkestyre for forkyndere i trossamfund uden
for folkekirken, der ønsker vielsesbemyndigelse. Disse to
initiativer er uddybet i bilag 3 og 4 til aftalen.
Med dette lovforslag udmøntes denne
del af aftalen. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det
forslag til ændring af udlændingeloven som
udlændinge-, integrations- og boligministeren forventes at
fremsætte i Nov I, og som udmønter aftalen om
obligatorisk kursus for udenlandske forkyndere, der søger om
forlængelse af ophold i Danmark i medfør af
udlændingeloves § 9 f, uanset, om de samtidig
søger om vielsesbemyndigelse.
I dette lovforslag om ændring af lov
om ægteskabs indgåelse og opløsning
foreslås tre ændring i ægteskabsloven.
For det første foreslås, at
der stilles klare og tydelige krav i form af en lovfæstelse
af det i dag ulovbestemte decorumkrav (værdighedskrav) til
religiøse forkyndere i trossamfund uden for folkekirken, der
tildeles vielsesbemyndigelse. Samtidig foreslås en
tydeliggørelse af, at manglende opfyldelse af decorumkravet
har betydning i relation til tildeling og tilbagekaldelse af
vielsesbemyndigelse. Der er her tale om en tydeliggørelse af
den allerede gældende retstilstand.
Begrebet "decorum" (eller "decorum
officiale") betegner en adfærdskodeks, nemlig det med en
offentlig stilling forbundne krav om en vis til stillingen svarende
vandel.
Decorumkravet vil ligesom i dag blive
kontrolleret ved indhentelse af straffeoplysninger og
børneattest forud for tildeling af vielsesbemyndigelse.
Hvis vielsesforretteren ikke længere
opfylder betingelserne for tildeling af vielsesbemyndigelse - fx
hvis vedkommende har overtrådt decorumkravet - opstår
en sag, hvor det på baggrund af en konkret vurdering må
overvejes, om vielsesbemyndigelsen skal tilbagekaldes. Som
eksempler, hvor der vil kunne rejses decorumsag, kan dog
nævnes den situation, hvor vielsesforretteren foretager
vielse af en mindreårig uden prøvelsesmyndighedens
tilladelse eller foretager en vielse uden begge parternes samtykke.
Andre eksempler vil kunne være grovere
straffelovsovertrædelser, eller at vedkommende fx ikke
deltager i det nye obligatoriske kursus.
For god ordens skyld skal det nævnes,
at tilbagekaldelsen af vielsesbemyndigelsen som udgangspunkt ikke
har ansættelsesretlige konsekvenser for embedsindehaveren -
den beslutning træffes af trossamfundet selv - ligesom
tilbagekaldelsen heller ikke umiddelbart har konsekvenser for
anerkendelsen eller godkendelse af trossamfundet.
Derimod betyder tilbagekaldelsen, at
embedsindehaveren ikke fremover vil kunne foretage vielser med
borgerlig gyldighed - og dermed ikke udøve den offentlige
myndighed, der ligger i at have vielseskompetence.
For det andet foreslås det, at der
indføres et obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed
og folkestyre for religiøse forkyndere i trossamfund udenfor
folkekirken, der ønsker vielsesbemyndigelse.
Kurset bliver således med dette
forslag obligatorisk for religiøse forkyndere i trossamfund
uden for folkekirken, der ønsker vielsesbemyndigelse.
Forslaget skal som nævnt indledningsvist ses i
sammenhæng til udlændinge-, integrations- og
boligministerens forslag til ændring af
udlændingelovens § 9 f om obligatorisk kursus for
udenlandske forkyndere med forkynderophold.
Kurset skal være gennemført
inden 6 måneder efter, at præsten m.v. har fået
vielsesbemyndigelse. Fristen på 6 måneder kan dog efter
ansøgning forlænges ved lovligt forfald. Lovligt
forfald vil f.eks. foreligge, når vielsesforretteren bliver
forhindret i at deltaget i kurset på grund af sin
helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption.
Vielsesforretteren kan desuden blive
fritaget for at deltage i kurset, hvis den pågældende
på skriftligt grundlag kan dokumentere et tilsvarende
kendskab til dansk familieret, frihed og folkestyre.
Det er tanken at kurset skal berøre
forskellige familieretlige emner som har relevans for
religiøse forkynderes daglige virke med et særligt
fokus på reglerne om indgåelse af ægteskab,
skilsmisse og forældremyndighed. Desuden skal undervisningen
berøre samspillet og modsætningerne mellem dansk ret
og danske traditioner på den ene side og religiøse
normer og sædvaner, herunder de sociale og manglende
juridiske konsekvenser af ikke-borgerligt gyldige religiøse
vielser og religiøse ægteskabskontrakter, på den
anden side.
Undervisningen skal også omfatte
lovgivningen om ytrings- og religionsfrihed, folkestyre,
ligestilling mellem kønnene og frihed til seksuel
orientering, ikke-diskrimination og kvinderettigheder.
Kurset finansieres ved brugerbetaling fra
kursusdeltagerne eller deres trossamfund.
For det tredje foreslås det, at de
pågældende ved kursets afslutning skal underskrive en
løfteerklæring om at ville overholde dansk lovgivning.
Løfteerklæring kendes allerede i dag i en række
situationer og underskrives bl.a. af anerkendte præster i de
anerkendte trossamfund, når de tildeles
vielsesbemyndigelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.