L 3 Forslag til lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2014-2017, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2018 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2019.

(Konsekvenser af aftale om afskaffelse af PSO-afgiften og aftale om finansloven for 2017).

Af: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 04-10-2016

Fremsat: 04-10-2016

Fremsat den 4. oktober 2016 af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)

20161_l3_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 4. oktober 2016 af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2014-2017, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2018 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2019

(Konsekvenser af regeringens 2025-plan)

§ 1

I lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2014-2017, jf. lovbekendt­gørelse nr. 201 af 8. marts 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, ændres »447,9« til: »449,9«, ændres »190,4« til: »187,7« og ændres »257,5« til: »261,9«.

2. § 5 a ophæves.

§ 2

I lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2018, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 8. marts 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, ændres »454,2« til: »452,5«, ændres »199,7« til: »193,1« og ændres »254,5« til: »258,7«.

2. § 3 ophæves.

§ 3

I lov nr. 1743 af 22. december 2015 om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2019 foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, ændres »458,4« til: »455,5«, ændres »205,8« til: »198,6« og ændres »252,6« til: »254,2«.

2. § 3 ophæves.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lovens § 1 har virkning for finansåret 2017.

Stk. 3. Lovens § 2 har virkning for finansåret 2018.

Stk. 4. Lovens § 3 har virkning for finansåret 2019.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2017, 2018 og 2019, jf. budgetlovens § 6, stk. 2.

Ændringerne skal ses i lyset af de samlede politiske prioriteringer i regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark), herunder en justeret konsolideringssti frem mod strukturel balance i 2025, en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,5 pct. frem mod 2025 samt en række tiltag med konsekvenser for de offentlige indtægter og udgifter. 2025-planen udgør således en større reformpakke, der er afspejlet i en ny makroøkonomisk fremskrivning, som ligger til grund for de foreslåede ændringer til de gældende udgiftslofter for 2017-2019, jf. bemærkningerne til budgetlovens § 6, stk. 2, jf. Folketingstidende 2011-2012, A, L 174 som fremsat, side 17.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1 Budgetloven og udgiftslofter

Budgetlovens § 6, stk. 2, fastsætter, at finansministeren i særlige tilfælde kan fremsætte et forslag til lov om ændring af de i stk. 1 nævnte love om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner. Bestemmelsen tager sigte på en samlet forhøjelse eller reduktion af de tre udgiftslofter under ét, altså ændringer i niveauet for de samlede offentlige udgifter.

Bestemmelsen i § 6, stk. 2, åbner mulighed for i særlige tilfælde dels at ændre de gældende udgiftslofter og dels at gøre det på andre tidspunkter end i forbindelse med Folketingets vedtagelse af forslaget til finanslov.

Bestemmelsen kan fx finde anvendelse efter et folketingsvalg, eller når der på baggrund af større politisk besluttede reformer er udarbejdet en ny makroøkonomisk fremskrivning, der giver grundlag for en ændret loftsfastsættelse. Endvidere kan bestemmelsen fx finde anvendelse ved væsentlige diskretionære ændringer af statens indtægter.

2.2. Ændring af de gældende udgiftslofter for 2017-2019

Det foreslås på baggrund af regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark) at ændre udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for 2017-2019. De samlede ændringer til udgiftslofter for stat, kommuner og regioner fremgår af nedenstående tabel 1, og kan henføres til de konkrete virkninger af prioriteterne i regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark).

Tabel 1
Forslag til udgiftslofter for staten for 2017-2019
Mia. kr., 2017-pl
2017
2018
2019
    
Det statslige delloft for driftsudgifter på FFL17
189,8
197,5
201,5
Forslag til samlede korrektioner
-2,1
-4,4
-2,9
- Heraf korrektioner som følge af initiativer i regeringens 2025-plan
-0,1
-1,7
-0,9
- Heraf afstemning med mellemfristet 2025-reformforløb
0,0
-0,6
-0,6
- Heraf korrektion som følge af ændret placering af grundtilskud til kommuner
-2,0
-2,1
-1,4
Forslag til nyt delloft for driftsudgifter
187,7
193,1
198,6
    
Det statslige delloft for indkomstoverførsler på FFL17
262,0
258,9
256,9
Forslag til samlede korrektioner
-0,04
-0,5
-2,7
- Heraf korrektioner som følge af initiativer i regeringens 2025-plan
0,04
-0,2
-0,8
- Heraf afstemning med mellemfristet 2025-reformforløb
0,0
0,0
-1,9
Forslag til nyt delloft for indkomstoverførsler
261,9
258,7
254,2
Bemærkninger: Der er foretaget afrundinger.


Korrektionerne er uddybet i Korrektioner af gældende udgiftslofter, der er offentliggjort på Finansministeriets hjemmeside.

Udgiftslofterne fastsættes med afsæt i regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark), men vil ved ændringsforslag blive justeret på baggrund af de indgåede aftaler om 2025-planen og finansloven for 2017. Det endelige lovforslag om ændring af gældende udgiftslofter, der behandles sammen med finanslovforslaget for 2017, vil således være baseret på reformer og initiativer, der er fundet flertal for i Folketinget.

2.2.1. Korrektioner som følge af konkrete initiativer i regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark)

Regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark) indeholder en række initiativer, der har betydning for de fastsatte udgiftslofter, herunder bl.a. JobReform fase II, omlægning af SU-systemet og Vækst 2016. Den konkrete betydning er uddybet i Korrektioner af gældende udgiftslofter, der er offentliggjort på Finansministeriets hjemmeside.

Det foreslås på den baggrund, at det statslige delloft for driftsudgifter nedjusteres med 0,1 mia. kr. i 2017, 1,7 mia. kr. i 2018 og 0,9 mia. i 2019. Det statslige delloft for indkomstoverførsler nedjusteres med 0,04 mia. kr. i 2017, 0,2 mia. kr. i 2018 og 0,8 mia. kr. i 2019.

2.2.2. Afstemning af udgiftslofter med mellemfristet 2025-forløb

I forbindelse med fastsættelsen af udgiftslofterne for 2020 er udgiftslofterne for 2018-19 genberegnet med afsæt i den mellemfristede fremskrivning i DK2025 - Et stærkere Danmark. For at afstemme udgiftslofterne hermed foreslås delloftet for driftsudgifter nedjusteret med 0,6 mia. kr. årligt i 2018-2019. Samtidigt foreslås delloftet for indkomstoverførsler nedjusteret med 1,9 mia. kr. i 2019.

2.2.3. Korrektioner som følge af ændret placering af grundtilskud til kommuner

Det er Finansministeriets vurdering, at grundtilskud til kommuner i henhold til budgetlovens § 9, stk. 3, bør være placeret uden for loft. Det fremgår af budgetlovens § 9, stk. 3, at det statslige delloft for driftsudgifter omfatter ikke udgifter til bloktilskud, budgetgaranti, beskæftigelsestilskud og tilknyttede puljer og tilskud til kommunerne.

Det er Finansministeriets vurdering, at der med grundtilskuddet til kommuner er tale om et tilskud til kommunerne i tilknytning til bloktilskuddet. Der er tale om en teknisk justering, der ikke påvirker de samlede disponeringsmuligheder i den offentlige økonomi.

I forlængelse heraf nedjusteres det statslige delloft for driftsudgifter med 2,0 mia. kr. i 2017, 2,1 mia. kr. i 2018 og 1,4 mia. kr. i 2019, svarende til de budgetterede udgifter til grundtilskud til kommunerne på finanslovforslaget for 2017.

2.2.4. Statsligt tilskud til PSO

EU-Kommissionen har i statsstøtteafgørelser fra oktober 2014 udtalt kritik af det danske PSO-system (offentlige serviceforpligtelser), som den finder traktatstridig. Regeringen foreslår, at PSO-afgiften afvikles gradvist fra 2017-2022. Med regeringens forslag samles PSO-udgifterne i stedet på finansloven fuldt indfaset i 2022.

I henhold til budgetlovens § 9, stk. 2 er det statslige delloft for driftsudgifter en øvre grænse for de statslige nettodriftsudgifter, udgifter til tilskud mv. og udgifter til overførsler til udlandet i finansåret.

I gældende love om fastsættelse af udgiftslofter indgår dog en undtagelsesbestemmelse, hvormed det statslige delloft for driftsudgifter, uanset budgetlovens § 9, stk. 2, ikke omfatter det statslige tilskud til offentlige serviceforpligtelser fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning.

Som led i regeringens forslag til afskaffelse af PSO-afgiften ophæves ovenstående undtagelsesbestemmelse i § 5a i lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2014-2017, § 3 i lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2018 og § 3 i lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2019.

Finansministeren fastsætter i en bekendtgørelse de nærmere regler om indarbejdelse af PSO-udgifterne i de enkelte udgiftslofter, jf. budgetlovens § 12.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslaget er sendt i høring d. 27. september 2016 med frist d. 4. oktober hos følgende myndigheder, organisationer mv.:

Danmarks Nationalbank, Formandskabet for De Økonomiske Råd og Rigsrevisionen.

Et udkast til lovforslaget er ikke sendt i høring tidligere, da lovforslaget afspejler konsekvenserne af tiltagene i regeringens 2025-plan (DK2025 - Et stærkere Danmark), der blev præsenteret ultimo august. Det er endvidere af hensyn til afgivelse af et samlet høringssvar inden Folketingets 1. behandling ikke muligt at forlænge høringsfristen.

9. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser (sæt X)
Ja
Nej
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelserne ændrer det samlede statslige udgiftsloft samt det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft indkomstoverførsler for finansåret 2017.

Der kan om baggrunden for og det nærmere indhold af bestemmelsen henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 2

Det foreslås at bestemmelsen ophæves. Bestemmelsen indebærer, at det statslige tilskud til offentlige service forpligtelser fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning ikke længere undtages fra det statslige delloft for driftsudgifter ved lov.

Der kan om baggrunden for og det nærmere indhold af bestemmelsen henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4.

Til § 2

Til nr. 1

Bestemmelserne ændrer det samlede statslige udgiftsloft samt det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft indkomstoverførsler for finansåret 2018.

Der kan om baggrunden for og det nærmere indhold af bestemmelsen henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 2

Det foreslås at bestemmelsen ophæves. Bestemmelsen indebærer, at det statslige tilskud til offentlige service forpligtelser fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning ikke længere undtages fra det statslige delloft for driftsudgifter ved lov.

Der kan om baggrunden for og det nærmere indhold af bestemmelsen henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4.

Til § 3

Til nr. 1

Bestemmelserne ændrer det samlede statslige udgiftsloft samt det statslige delloft for driftsudgifter og det statslige delloft indkomstoverførsler for finansåret 2019.

Der kan om baggrunden for og det nærmere indhold af bestemmelsen henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Til nr. 2

Det foreslås at bestemmelsen ophæves. Bestemmelsen indebærer, at det statslige tilskud til offentlige service forpligtelser fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning ikke længere undtages fra det statslige delloft for driftsudgifter ved lov.

Der kan om baggrunden for og det nærmere indhold af bestemmelsen henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4.

Til § 4

Bestemmelsen fastsætter i stk. 1, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, idet lovforslaget følger forslag til finanslov for finansåret 2017.

Bestemmelsen fastsætter i stk. 2, at § 1 har virkning for finansåret 2017 i lighed med hovedloven.

Bestemmelsen fastsætter i stk. 3, at § 2 har virkning for finansåret 2018 i lighed med hovedloven.

Bestemmelsen fastsætter i stk. 4, at § 3 har virkning for finansåret 2019 i lighed med hovedloven.

Til § 5

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighed. Det foreslås således at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland i lighed med budgetloven og gældende love om fastsættelse af udgiftslofter.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2014-2017, jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 8. marts 2016, foretages følgende ændringer:
   
§ 4. Det statslige udgiftsloft for finansåret 2017 fastsættes til 447,9 mia. kr., hvoraf det statslige delloft for driftsudgifter udgør 190,4 mia. kr., medens det statslige delloft for indkomstoverførsler udgør 257,5 mia. kr.
 
1. I § 4, stk. 1, ændres »447,9« til: »449,9«, ændres »190,4« til: »187,7« og ændres »257,5« til: »261,9«.
   
§ 5a. Uanset § 9, stk. 2, i budgetloven omfatter det statslige delloft for driftsudgifter ikke udgifter til tilskud til offentlige serviceforpligtelser (PSO) fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning.
 
2. § 5 a ophæves.
   
  
§ 2
   
  
I lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2018, jf. lovbekendtgørelse nr. 202 af 8. marts 2016, foretages følgende ændringer:
   
§ 1. Det statslige udgiftsloft for finansåret 2018 fastsættes til 454,2 mia. kr., hvoraf det statslige delloft for driftsudgifter udgør 199,7 mia. kr., mens det statslige delloft for indkomstoverførsler udgør 254,5 mia. kr.
 
1. I § 1, stk. 1, ændres »454,2« til: »452,5«, ændres »199,7« til: »193,1« og ændres »254,5« til: »258,7«.
   
§ 3. Uanset § 9, stk. 2, i budgetloven omfatter det statslige delloft for driftsudgifter ikke udgifter til tilskud til offentlige serviceforpligtelser (PSO) fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning.
 
2. § 3 ophæves.
   
  
§ 3
   
  
I lov nr. 1743 af 22. december 2015 om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2019 foretages følgende ændringer:
   
§ 1. Det statslige udgiftsloft for finansåret 2019 fastsættes til 458,4 mia. kr., hvoraf det statslige delloft for driftsudgifter udgør 205,8 mia. kr. og det statslige delloft for indkomstoverførsler udgør 252,6 mia. kr.
 
1. I § 1, stk. 1, ændres »458,4« til: »455,5«, ændres »205,8« til: »198,6« og ændres »252,6« til: »254,2«.
   
§ 3. Uanset § 9, stk. 2, i budgetloven omfatter det statslige delloft for driftsudgifter ikke udgifter til tilskud til offentlige serviceforpligtelser fastsat i henhold til lov om fremme af vedvarende energi og lov om elforsyning.
 
2. § 3 ophæves.
   
  
§ 4
   
  
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
  
Stk. 2. Lovens § 1 har virkning for finansåret 2017.
  
Stk. 3. Lovens § 2 har virkning for finansåret 2018.
  
Stk. 4. Lovens § 3 har virkning for finansåret 2019.
   
  
§ 5
   
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.