Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 28

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 28

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 3, 4 og 6 og skatteministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S.

Spørgsmål 3

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 2. november 2016 fra Ernst & Young om høringssvar til L 28. jf. L 28 - bilag 5.

Svar på spm. 3

Høringssvaret fra Ernst & Young (EY) indeholder en række kritikpunkter vedrørende lovforslagets bestemmelse om ikke at yde omkostningsgodtgørelse i sager om klage over afgørelser om omkostningsgodtgørelse.

Hertil bemærkes, at SKAT til brug for sin vurdering af rimeligheden af størrelsen af den sagkyndiges honorar normalt forelægger honorarspørgsmålet for den sagkyndiges klagenævn, hvis den sagkyndige er tilknyttet et sådant, f.eks. gennem en brancheorganisation som FSR-danske revisorer eller Foreningen Danske Revisorer, eller hvis den sagkyndige er advokat, for Advokatnævnet. SKAT tillægger afgørelsen fra Advokatnævnet eller brancheorganisationerne klagenævn væsentlig betydning for afgørelsen om omkostningsgodtgørelse.

Som der også peges på i bemærkningerne i lovforslagets afsnit 3.4.1. angår langt de fleste rimelighedsvurderinger sager, hvor den sagkyndige ikke er advokat eller er tilknyttet en brancheforening med klagenævn. Forslaget vil derfor, for så vidt angår spørgsmålet om prøvelse af SKATs rimelighedsvurdering, først og fremmest have betydning i sager, hvor rådgiver ikke er advokat eller er tilknyttet en brancheorganisation med klagenævn.

Der er efter Skatteministeriets opfattelse ikke belæg for at antage, at forslaget vil afholde mange skatteydere fra at klage i deres skattesag. Ses der bort fra særlige sagskomplekser vedr. samme rådgivere og samme godtgørelsesspørgsmål, har SKAT i perioden 2012-2015 imødekommet ansøgningerne fra de godtgørelsesberettigede fuldt ud i ca. 89 pct. af sagerne. I de øvrige ca. 11 pct. af disse ansøgningssager har SKAT desuden imødekommet ca. 65 pct. af ansøgningerne delvist. Der er ikke grundlag for at antage, at SKAT helt eller delvist vil give afslag på en større andel af ansøgningerne efter lovforslagets vedtagelse.

Som det fremgår af lovforslagets afsnit 3.4., har den administrative klageinstans i perioden 2012-2015 truffet afgørelse i 975 sager om klage over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse. Sagerne angår alle typer af klager over SKATs afgørelser om omkostningsgodtgørelse. I 912 af disse sager er der sket stadfæstelse, tilbagekaldelse af klagen, skærpelse af SKATs afgørelse eller henlæggelse af sagen. I ca. 94 pct af disse sager har påklage af SKATs afgørelse således ikke ført til et ændret resultat for den godtgørelsesberettigede.

Det kan herudover oplyses, at af de 975 sager er 23 sager (ca. 4 pct.) blevet indbragt for domstolene. I alle sagerne er afslutningen ved domstolene sket til fordel for ministeriet på nær i ét sagskompleks bestående af 3 sager om samme spørgsmål og rådgiver. En enkelt sag verserer forsat, idet den godtgørelsesberettigede har anket sagen til Landsretten.

Tallene indikerer, at påklage af afgørelser om omkostningsgodtgørelse i en stor del af sagerne sker i unødigt omfang, hvor det ikke kan udelukkes, at det forhold, at der også ydes omkostningsgodtgørelse i sådanne sager, i sig selv kan være et incitament til at klage.

Endelig er det vigtigt at understrege, at der fortsat vil være myndighedskontrol med SKATs afgørelser. Der kan således fortsat klages over SKATs afgørelser om omkostningsgodtgørelse, om end der ikke kan ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand. Det er tilsvarende muligt at følge udviklingen i SKATs afgørelser om omkostningsgodtgørelse i de årlige redegørelser til Folketingets Skatteudvalg.

Jeg finder det er vigtigt, når ordningen udvides, at der sikres en balance og rimelighed i godtgørelsesordningen, så ordningen ikke tilskynder til, at der klages i unødigt omfang. Forslaget tager sigte på at skabe en sådan balance og rimelighed i godtgørelsesordningen.

Spørgsmål 4

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. november 2016 fra Rafn & Søn, jf. L 28 - bilag 7.

Svar på spm. 4

Henvendelsen fra Rafn & Søn vedrører forslaget om overførelse af FFF-sager fra Landsskatteretten til vurderingsankenævnene. Rafn & Søn sætter spørgsmålstegn ved, om kapaciteten ved vurderingsankenævnene er større end ved Landsskatteretten.

Sigtet med forslaget er at undgå en stigning i sagsbehandlingstiden ved Landsskatteretten. Samtidig undgås en stigning i sagsbehandlingstiden i andre sagstyper end FFF-sagerne. Det er vurderingen, at dette opnås ved det foreslåede initiativ.

Ved udgangen af oktober 2016 er beholdningen af FFF-sager ved Landsskatteretten på 10.477, mens den er på 2.634 ved vurderingsankenævnene. Andelen af FFF-klager, hvori Landsskatteretten er klageinstans, udgør således langt det overvejende antal sager.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for afgjorte FFF-sager i henholdsvis Landsskatteretten og vurderingsankenævn udtrykker ikke noget om kapacitetsbelastningen hos Landsskatteretten og vurderingsankenævnene. Om sagsbehandlingstiden ved Skatteankestyrelsen henvises der i øvrigt til mit svar på spørgsmål 5.

Landsskatteretten består af 4 retsformænd og 30 øvrige medlemmer samt 4 motorsagkyndige retsmedlemmer. Landsskatteretten skal træffe afgørelse i en lang række andre sagstyper end klagesager om ejendomsvurdering, idet retten også skal træffe afgørelse inden for områder som f.eks. indkomstskat, told, moms og afgifter. Landsskatteretten har i de første tre kvartaler af 2016 afsluttet 3.864 sager. Ud af disse sager var 2.058 FFF-sager, svarende til en andel på ca. 53 pct. Landsskatterettens kapacitet anvendes således i høj grad til at behandle FFF-klagesager, og Landsskatteretten har ikke yderligere kapacitet til at træffe flere afgørelser end i dag.

Til sammenligning består de 10 vurderingsankenævn og 10 skatte- og vurderingsankenævn af i alt 134 medlemmer. De 10 vurderingsankenævn skal alene træffe afgørelse i forhold til klagesager om ejendomsvurdering. I de første tre kvartaler af 2016 har vurderingsankenævnene og skatte- og vurderingsankenævnene afsluttet i alt 1.239 sager om ejendomsvurdering. Heraf udgjorde FFF-sagerne 275 sager, svarende til en andel på ca. 22 pct.

I de første tre kvartaler af 2016 har vurderingsankenævnene haft planlagt 65 møder. Imidlertid blev kun 42 af disse møder gennemført. I samme periode har skatte- og vurderingsankenævnene haft planlagt 50 møder, men kun 40 af disse møder blev gennemført. Også dette viser, at der er ledig kapacitet ved vurderingsankenævn og skatte- og vurderingsankenævn. Ankenævnene har således mulighed for at holde flere møder og træffe flere afgørelser, end tilfældet er i dag.

Spørgsmål 6

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24. november fra Advokatsamfundet jf. L 28 - bilag 9.

Svar på spm. 6

Advokatsamfundet har i sin henvendelse til Skatteudvalget udtrykt den opfattelse, at kernen i advokaternes uafhængighed af statsmagten sættes under et voldsomt pres, hvis SKAT i sin egenskab af modpart til advokatens klient - uden retskendelse kan foretage kontrolbesøg hos advokaten og få oplysninger, som vedrører den konkrete sag mellem klienten og SKAT.

Advokatsamfundet foreslår i stedet, at hvis SKAT har en formodning om, at der sker misbrug af reglerne om omkostningsgodtgørelse hos en eller flere advokater, skal SKAT rette henvendelse til Advokatrådet, som på baggrund af henvendelsen kan foretage tilsyn hos de pågældende advokater.

Skatteministeriet er ikke enig heri. Når SKAT skal træffe afgørelse om omkostningsgodtgørelse, er den materielle skattesag afsluttet, og det er således alene afregningen mellem den sagkyndige og dennes klient, der skal vurderes. Kontrolbestemmelsen er udformet med respekt af det særlige krav på beskyttelse af fortroligheden mellem klient og advokat. SKAT får efter lovforslaget kun adgang til det regnskabsmateriale og andre dokumenter, som vedrører salæraftalen og det økonomiske mellemværende mellem den sagkyndige og dennes klient. Klienten og den sagkyndige vil således fortsat være sikret en fuldt fortrolig kommunikation mellem hinanden om skattesagen i øvrigt, jf. afsnit 3.9.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Advokatsamfundet har tidligere gjort gældende, at Advokatrådet alene har beføjelsen til at træffe afgørelse om advokatsalær i sager om omkostningsgodtgørelse, hvilket Skatteministeriet ikke er enig i. Efter skatteforvaltningsloven er det SKAT, der træffer endelig afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse og om eventuel tilbagebetaling af godtgørelse. Det er således SKAT, der er rette myndighed til at afgøre, om den sagkyndiges honorar i relation til reglerne i skatteforvaltningsloven om omkostningsgodtgørelse er for højt. I tvivlstilfælde skal SKAT som udgangspunkt forelægge honorarspørgsmålet for Advokatnævnet eller revisororganisationernes responsumudvalg. Ved SKATs vurdering af honorarspørgsmålet lægges der betydelig vægt på afgørelsen fra Advokatnævnet eller brancheorganisationens klagenævn, men SKAT er dog ikke forpligtet til at følge afgørelsen.

Formålet med omkostningsgodtgørelsesordningen er at sikre, at en skattepligtig ikke af økonomiske grunde afholder sig fra at gå videre med sin skattesag, hvis den pågældende mener, at SKATs afgørelse er forkert. Jeg vurderer imidlertid, at det er vigtigt at sikre, at der er en balance og rimelighed i ordningen, herunder at ordningen anvendes som forudsat. Det vil lovforslaget bidrage til at sikre.

Revideret svar på spm. 6

Advokatsamfundet har i sin henvendelse til Skatteudvalget udtrykt den opfattelse, at kernen i advokaternes uafhængighed af statsmagten sættes under et voldsomt pres, hvis SKAT i sin egenskab af modpart til advokatens klient - uden retskendelse kan foretage kontrolbesøg hos advokaten og få oplysninger, som vedrører den konkrete sag mellem klienten og SKAT.

Advokatsamfundet foreslår i stedet, at hvis SKAT har en formodning om, at der sker misbrug af reglerne om omkostningsgodtgørelse hos en eller flere advokater, skal SKAT rette henvendelse til Advokatrådet, som på baggrund af henvendelsen kan foretage tilsyn hos de pågældende advokater.

Skatteministeriet er ikke enig i denne løsning. Når SKAT skal træffe afgørelse om omkostningsgodtgørelse, er det alene afregningen mellem den sagkyndige og dennes klient, der skal vurderes. Kontrolbestemmelsen er udformet med respekt af det særlige krav på beskyttelse af fortroligheden mellem klient og advokat. SKAT får efter lovforslaget kun adgang til det regnskabsmateriale og andre dokumenter, som vedrører salæraftalen og det økonomiske mellemværende mellem den sagkyndige og dennes klient. Klienten og den sagkyndige vil således fortsat være sikret en fuldt fortrolig kommunikation mellem hinanden om skattesagen i øvrigt, jf. afsnit 3.9.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Advokatrådet har tidligere gjort gældende, at Advokatnævnet alene har beføjelsen til at træffe afgørelse om advokatsalær i sager om omkostningsgodtgørelse, hvilket Skatteministeriet ikke er enig i. Efter skatteforvaltningsloven er det SKAT, der træffer endelig afgørelse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse og om eventuel tilbagebetaling af godtgørelse. Det er således SKAT, der er rette myndighed til at afgøre, om den sagkyndiges honorar i relation til reglerne i skatteforvaltningsloven om omkostningsgodtgørelse er for højt. I tvivlstilfælde skal SKAT som udgangspunkt forelægge honorarspørgsmålet for Advokatnævnet eller revisororganisationernes responsumudvalg. Ved SKATs vurdering af honorarspørgsmålet lægges der betydelig vægt på afgørelsen fra Advokatnævnet eller brancheorganisationens klagenævn, men SKAT er dog ikke forpligtet til at følge afgørelsen.

Formålet med omkostningsgodtgørelsesordningen er at sikre, at en skattepligtig ikke af økonomiske grunde afholder sig fra at gå videre med sin skattesag, hvis den pågældende mener, at SKATs afgørelse er forkert. Jeg vurderer imidlertid, at det er vigtigt at sikre, at der er en balance og rimelighed i ordningen, herunder at ordningen anvendes som forudsat. Det vil lovforslaget bidrage til at sikre.