L 26 Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love.

(Implementering af ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser og land for land-rapportering, skærpede »colabøder«, ophævelse af bopælskravet i relation til lån til betaling af ejendomsskatter og ophævelse af krav om dansk statsborgerskab for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v.).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2016-17
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-10-2016

Fremsættelse: 05-10-2016

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2016)

20161_l26_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2016)

Skatteministeren (Karsten Lauritzen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love (Implementering af ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser og land for land-rapportering, skærpede »colabøder«, ophævelse af bopælskravet i relation til lån til betaling af ejendomsskatter og ophævelse af krav om dansk statsborgerskab for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v.)

(Lovforslag nr. L 26)

Regeringen foreslår med dette lovforslag at gennemføre en række tiltag, som styrker indsatsen mod skatteunddragelse og ulovlig handel med bl.a. slik, øl og vin.

Regeringen har konstateret, at der har udviklet sig et koncept i detailhandlen, hvor der ulovligt sælges slik, og trods en styrket indsats fra SKAT med kontrol af den illegale handel med slik er det illegale marked vokset. For at sætte ind mod dem, der snyder, har regeringen indgået en aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om at fordoble »colabøderne«. Lovforslaget indeholder således nogle tekniske ændringer, der harmoniserer bødebestemmelserne i de enkelte »colalove«, og i denne forbindelse indeholder lovforslaget en tilkendegivelse om fordobling af bøderne.

I overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser foreslås det at implementere to ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser og land for land-rapportering. Gennemførelsen af de to ændringsdirektiver skal bidrage til øget gennemsigtighed for medlemsstaternes skatteadministrationer ved at give dem tilstrækkelige informationer på skatteområdet, således at indkomst bliver beskattet der, hvor den økonomiske aktivitet og værdi er genereret. Det sker ved, at oplysninger om grænseoverskridende forhåndstilsagn og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger automatisk udveksles mellem medlemsstaterne, når betingelserne herfor er opfyldt. Ligesom større multinationale koncerner med en årlig konsolideret omsætning på 750 mio. euro (ca. 5,6 mia. kr.) eller derover skal foretage land for land-rapportering til skattemyndighederne som en del af virksomhedernes transfer pricing dokumentation.

Derudover foreslår regeringen en række andre tilpasninger af lovgivningen på skatteområdet.

Regeringen foreslår, at bopælskravet i relation til lån til betaling af ejendomsskatter (indefrysningsordningen) ophæves. Fremadrettet vil pensionister m.v., der ikke har bopæl her i landet, dermed få mulighed for at indefryse ejendomsskatter i en ejendom i Danmark på lige fod med pensionister, der har bopæl her i landet. Forslaget skal sikre, at reglerne er forenelige med EU-retten.

Herudover foreslås en ændring af reglerne for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v. og for fuld skattepligt ved udstationering for den danske stat m.v., således at reglerne fremover gælder generelt uafhængigt af statsborgerskab.

Lovforslaget forventes samlet set kun at have begrænsede provenumæssige konsekvenser.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. januar 2017.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.