Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2016)
Erhvervs- og
vækstministeren (Troels Lund Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
varemærkeloven og forskellige andre love (Styrket indsats mod
piratkopiering ved etablering af en særlig enhed om
håndhævelse og piratkopiering samt overførsel af
gebyrindtægter)
(Lovforslag nr. L 24)
Formålet
med lovforslaget er at tilpasse bestemmelserne i lov nr. 309 af 28.
marts 2015 om etablering af en særlig
håndhævelsesenhed i Patent- og Varemærkestyrelsen
af hensyn til statsstøttereglerne. Endvidere har
lovforslaget til formål at skabe materiel hjemmel til, at der
kan overføres gebyrindtægter mellem Patent- og
Varemærkestyrelsens rettighedsområder.
Med lov nr.
309 fra 2015 blev der skabt hjemmel til etablering af en
særlig håndhævelsesenhed i Patent- og
Varemærkestyrelsen. Formålet er at styrke indsatsen mod
piratkopiering ved at samle styrelsens kompetencer og opgaver inden
for håndhævelse og piratkopiering i en særlig
enhed. Enheden skal fungere som kontaktpunkt for forbrugere,
virksomheder og myndigheder og kunne vejlede og informere generelt
om håndhævelse og piratkopiering. Patent- og
Varemærkestyrelsens øvrige opgaver vedrørende
håndhævelse og piratkopiering skal ligeledes varetages
af enheden, blandt andet samarbejdet mellem styrelsen og politiet
og anklagemyndigheden om piratkopiering.
Enheden
får beføjelser til at vejlede i konkrete sager om
piratkopiering, herunder til at afgive en skriftlig vejledende
udtalelse mod et gebyr på 1.500 kr. Ordningen sigter på
at give forbrugere og virksomheder et bedre grundlag for at
træffe beslutning om, hvorvidt de vil gå videre med
sagen til f.eks. en privat rådgiver eller politiet. I
forbindelse med en forhåndsanmeldelse af denne ordning
tilkendegav Europa-Kommissionen, at ordningen alene harmonerer med
statsstøttereglerne, hvis vejledningen til virksomhederne
bliver forbeholdt små og mellemstore virksomheder. Denne
begrænsning skal fremgå af lovteksten.
Lovforslaget
omfatter derfor en justering af reglerne, således at enhedens
vejledning i konkrete sager om piratkopiering er forbeholdt
forbrugere og små og mellemstore virksomheder. Af lovtekniske
grunde omfatter lovforslaget nye bestemmelser om etablering af en
håndhævelsesenhed, idet bestemmelserne om etablering af
en håndhævelsesenhed i loven fra 2015 endnu ikke er
trådt i kraft.
Endvidere
omfatter lovforslaget bestemmelser af bevillings- og
regnskabsmæssig karakter om overførsel af
gebyrindtægter mellem Patent- og Varemærkestyrelsens
rettighedsområder. Denne del af lovforslaget har ikke
været i offentlig høring.
Lovforslaget
omfatter erhvervsrettet regulering med ikrafttrædelsesdatoen
1. januar 2017, og loven bør derfor bekendtgøres
senest fire uger før ikrafttrædelse. Det
foreslås derfor, at behandlingen i Folketinget bliver
afsluttet senest fire uger før den 1. januar 2017.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.