Fremsat den 23. maj 2017 af energi-,
forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om afgift af
elektricitet1)
(Afvikling af timebaseret afgiftsfritagelse
for elektricitet produceret på VE-anlæg)
§ 1
I lov om afgift af elektricitet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1564 af 21. december 2010,
§ 3 i lov nr. 903 af 4. juli 2013, § 3 i lov nr. 1174 af
5. november 2014, § 1 i lov nr. 578 af 4. maj 2015 og § 2
i lov nr. 474 af 17. maj 2017, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 2, stk. 3, 2. pkt., udgår
»og lejerens«.
2. I
§ 2, stk. 3, indsættes efter
2. pkt.:
»1. og 2. pkt. finder anvendelse for
elproduktionsanlæg med en installeret effekt på
højst 6 kW pr. husholdning. Anlægget skal være
tilsluttet en forbrugsinstallation med et aftagenummer, som
vedrører husholdningens boligenhed. Boligenheden skal
være opført som boligenhed i Bygnings- og
Boligregisteret.«
3. I
§ 2 indsættes som stk. 5-7:
»Stk. 5.
Det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 3 for en
egenproducents elproduktionsanlæg, som er nævnt i stk.
3, at
1) Energinet.dk
senest den 22. maj 2017 har givet egenproducenten tilsagn om, at
der kan anvendes nettoafregning eller truffet afgørelse om,
at egenproducenten helt eller delvist fritages for at betale
beløb til dækning af offentlige forpligtelser i
forhold til egetforbruget af elektricitet, eller
2) Energinet.dk
senest i 2017 efter § 23 i bekendtgørelse nr. 999 af
29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet
har truffet eller træffer afgørelse om, at
egenproducenten kan få nettoafregning, eller
3) Energinet.dk
senest i 2017 har truffet afgørelse om, at egenproducenten
kan få nettoafregning for anlæg tilsluttet før
den 20. november 2012.
Stk. 6.
Energinet.dk fører et register med oplysninger om ejer af
elproduktionsanlægget, installeret effekt, aftagenummer og
aftagenummerets adresse og om, at der i Bygnings- og
Boligregisteret er opført en boligenhed for denne adresse,
vedrørende hvert enkelt elproduktionsanlæg, som stk. 3
finder anvendelse for. Registrerede virksomheder, der er
nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, skal have adgang
til registeret fra og med den 1. april 2018.
Stk. 7. Stk. 3-6
finder ikke anvendelse efter den 19. november 2032.«
4. I
§ 9, stk. 1, 2. pkt., ændres
»§ 2, stk. 3 og 4« til: »§ 2, stk.
3-7«.
5. I
§ 9, stk. 8, 1. pkt., ændres
»§ 2, stk. 3 og 4« til: »§ 2, stk.
3-7«.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. § 2, stk.
6, i lov om afgift af elektricitet, som indsat ved denne lovs
§ 1, nr. 3, har virkning fra og med den 1. april 2018.
Stk. 3. Registrerede
virksomheder, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk.
2, i lov om afgift af elektricitet, anvender de hidtil
gældende regler om afgiftsfritagelse i § 2, stk. 3 og 4,
i lov om afgift af elektricitet til og med den 31. marts 2018.
Stk. 4. Lovens § 1,
nr. 4 og 5, har virkning fra og med den 1. april 2018.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse 1. Indledning 1.1. Lovforslagets formål og
baggrund 2. Lovforslagets indhold 2.1. Afvikling af timebaseret
afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på
VE-anlæg 2.1.1. Gældende ret 2.1.2. Lovforslaget 3. Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige 4. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. 5. Administrative konsekvenser for
borgerne 6. Miljømæssige
konsekvenser 7. Forholdet til EU-retten 8. Hørte myndigheder og
organisationer m.v. 9. Sammenfattende skema?? |
|
1. Indledning
Der foreslås afskaffelse af fritagelsen for elafgift ved
timebaseret nettoafregning. Herunder foreslås det, at der
indføres øjebliksafregning for dels nye
VE-anlæg og dels eksisterende erhvervsanlæg, herunder
boligudlejeres anlæg, der aktuelt er på timebaseret
nettoafregning. Endvidere foreslås det, at de eksisterende
VE-anlæg i husholdninger fastholdes på de
nuværende ordninger og først flyttes til
øjebliksafregning i 2032.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Elektricitet produceret på vedvarende energianlæg
(VE-anlæg), herunder solcelleanlæg, der forbruges
direkte af elproducenten, er fritaget for bl.a. elafgift. For
anlæg på timebaseret nettoafregning betales der ikke
elafgift for elektricitet, som egenproducenten producerer og
nettoforbruger fra el-nettet inden for en time. Dette giver
kraftigere økonomiske tilskyndelser til solcelleudbygning,
end det er forudsat i aftalen og beslutningen, som er nævnt
nedenfor.
Der er tidligere med Aftalen om begrænsning af udgiften
til den fortsatte udbygning med solcelleanlæg
(Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative
Folkeparti) af 11. juni 2013 aftalt en ramme for udbygningen
på 800 MW med henblik på at styre udgiften til solcelle
udbygningen. Rammen for udbygningen er senere ved beslutning
på energiforligskredsmøde den 25. november 2014
hævet til 918 MW.
Den relevante solcelleudbygning skønnes med betydelig
usikkerhed nu at stige til i størrelsesordenen 1.350 MW i
2020 og i størrelsesordenen 2.235 i 2030.
Der foreslås afskaffelse af fritagelsen for elafgift ved
timebaseret nettoafregning. Det foreslås således at
afskaffe timebaseret nettoafregning med elafgiftsfritagelse for
alle nye VE-anlæg samt for eksisterende erhvervsanlæg,
herunder boligudlejeres anlæg, mens alene de eksisterende
anlæg i husholdninger på højst 6 kW (ca. 85.700
VE-anlæg) fastholdes på de eksisterende
nettoafregningsordninger med elafgiftsfritagelse frem til 2032.
Dette skal begrænse meromkostninger på
solcelleområdet og dermed bidrage til at overholde den
aftalte ramme samt begrænse en ikke-omkostningseffektiv
udbygning med vedvarende energi.
Når timebaseret nettoafregning med elafgiftsfritagelse
afskaffes, indtræder der i stedet øjebliksafregning.
Øjebliksafregning indebærer, at der betales elafgift
på almindelige vilkår for alt forbrug af elektricitet,
som købes på det kollektive elnet.
Øjebliksafregning betyder således, at ejere af
VE-anlæg afgiftsmæssigt ligestilles med elforbrugere
uden VE-anlæg i forhold til deres køb af elektricitet
på det kollektive elnet.
Elektricitet, der forbruges direkte fra en anlægsejers
egen produktion (dvs. uden lagring af den producerede elektricitet
på det kollektive elnet), vil med øjebliksafregning
fortsat være fritaget for betaling af elafgift mv.
Afskaffelse af fritagelsen for elafgift ved timebaseret
nettoafregning vil reducere den økonomiske tilskyndelse til
at sætte solceller op. Dette vil samtidig reducere
mindreprovenuet fra solcelleudbygningen. Trods afskaffelsen af den
timebaserede afgiftsfritagelse skønnes udbygningen fortsat
at blive højere end den aftalte ramme.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Afvikling af timebaseret afgiftsfritagelse for
elektricitet produceret på VE-anlæg
2.1.1. Gældende ret
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv,
fritaget for afgift. Fritagelsen omfatter desuden el, som forbruges
direkte af en lejer i en udlejningsejendom, når det
elproducerende anlæg er placeret i forbindelse med
udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af
elproducenten. I og med at elektriciteten fra VE-anlægget
forbruges direkte fra et VE-anlæg, leveres den ikke fra det
kollektive elnet til forbrug.
Det er en forudsætning for fritagelsen, at elektriciteten
er fremstillet på et vedvarende energianlæg
(VE-anlæg). Ved et VE-anlæg forstås et
elproduktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder i
form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi,
bølge- og tidevandsenergi eller geotermisk varme.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som
udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelse for elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for elektricitet,
der forbruges direkte, men også for et nærmere opgjort
forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Dette forbrug
svarer til den produktion af elektricitet fra VE-anlægget,
der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver
time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug
(nettoopgørelse). Denne opgørelse sker i praksis,
når elproducenten afregner efter reglerne i
bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning
for egenproducenter af elektricitet, som er udstedt af
Energistyrelsen. Dette kræver, at Energinet.dk har givet
tilsagn eller truffet afgørelse om, at der kan anvendes
nettoopgørelse for anlægget.
Det er en forudsætning for denne afgiftsfritagelse ved
nettoopgørelse, at det afgiftsfrie forbrug af elektricitet
fra det kollektive net leveres til et aftagenummer, som kun
vedrører forbrugere, der er berettiget til at forbruge den
afgiftsfrie elektricitet. Udtrykket aftagenummer er nærmere
defineret i lov om afgift af elektricitet (herefter
elafgiftsloven). Der er populært sagt tale om
elmålerens nummer.
Udover ovennævnte afgiftsfritagelse ved
nettoopgørelse på timebasis gælder der en
tilsvarende ordning for mindre VE-anlæg i husholdninger med
afgiftsfritagelse ved nettoopgørelse på
årsbasis. Denne ordning er midlertidig og gælder til og
med den 19. november 2032, jf. § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af
23. december 2012 med senere ændringer. Denne midlertidige
ordning er lukket for tilgang. Der er således to ordninger
med afgiftsfritagelse i forbindelse med nettoopgørelse.
2.1.2. Lovforslaget
Der foreslås en begrænsning af
anvendelsesområdet for afgiftsfritagelsen ved timebaseret
nettoafregning i og med, at det foreslås, at den skal
vedrøre husholdningers forbrug af afgiftsfri
elektricitet.
Det er efter forslaget en betingelse for afgiftsfritagelse, at
VE-anlægget er tilsluttet en forbrugsinstallation med et
aftagenummer, der vedrører en husholdnings boligenhed. Ved
boligenhed forstås en enhed, der er defineret som en
boligenhed i BBR-registeret. Eventuelle erhvervslokaler, som er
tilsluttet boligens forbrugsinstallation, hører i denne
forbindelse med til boligenheden.
Derudover foreslås det, at afgiftsfritagelsen kun finder
anvendelse i de tilfælde, hvor elektriciteten er produceret
på VE-anlæg med en installeret effekt på
højst 6 kW pr. husholdning. Det er forudsat, at
VE-anlæg med en installeret effekt højere end 6 kW har
karakter af erhvervsanlæg, og at de derfor ikke skal omfattes
af afgiftsfritagelsen vedrørende husholdninger.
Med disse betingelser begrænses afgiftsfritagelsen,
så den i alle tilfælde vedrører husholdningers
forbrug af afgiftsfri elektricitet.
Det foreslås endvidere, at denne afgiftsfritagelse
bortfalder helt efter den 19. november 2032.
Derudover foreslås regler, hvorefter det kun er
husholdningers eksisterende VE-anlæg på højst 6
kW, som er omfattet af den gældende afgiftsfritagelse, og de
reelt påtænkte, men ikke etablerede VE-anlæg af
denne type i husholdninger, der fortsat kan omfattes af
afgiftsfritagelsen indtil afskaffelsen af fritagelsen i 2032.
Reglerne betyder, at en kommende elproducent kun kan få
afgiftsfritagelse, hvis elproducenten f.eks. senest den 22. maj
2017 har fået Energinet.dk's tilsagn om, at der kan anvendes
nettoafregning. Disse regler skal forhindre hamstring med hensyn
til at etablere nye VE-anlæg med afgiftsfritagelse.
Det foreslås også, at Energinet.dk skal føre
et register med oplysninger vedrørende hvert enkelt
elproduktionsanlæg, som afgiftsfritagelsen fortsat finder
anvendelse for.
Formålet med forslagene er at begrænse
meromkostninger på solcelleområdet og dermed bidrage
til at overholde den aftalte ramme samt at begrænse en
ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende energi.
Der vil herefter være to ordninger med afgiftsfritagelse i
forbindelse med henholdsvis den foreslåede timebaserede
nettoopgørelse og den gældende årsbaserede
nettoopgørelse til og med den 19. november 2032. Begge
ordninger vil teknisk set være baseret på det
administrative regelsæt om nettoopgørelse, der er
udstedt i medfør af bl.a. lov om elforsyning og som knytter
sig til fritagelse for PSO-betaling. Når PSO-tariffen
bortfalder ved udgangen af 2021, bortfalder dette administrative
regelsæt om nettoopgørelse også, og der vil
skulle fastsættes nye tilsvarende administrative regler for
nettoafregning vedrørende husholdningerne for at sikre, at
der fortsat er et teknisk grundlag for de to ordninger med
afgiftsfritagelse. Der vil senest i 2021 blive fremsat lovforslag
om, at disse tekniske regler for nettoopgørelse
videreføres i lovgivningen på Energi-, Forsynings og
Klimaministeriets område. Endvidere vil der senest i 2021
blive fremsat lovforslag om supplerende afgiftsregler, herunder
regler om et register for mindre VE-anlæg i husholdninger med
afgiftsfritagelse ved nettoopgørelse på
årsbasis, på Skatteministeriets område.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslagets økonomiske konsekvenser for staten
består primært i, at udhulingen af provenuet fra
elafgiften ved egetforbrug af egenproduktion af VE reduceres. De
gældende afgiftsregler med nettoafregning på timebasis
er en skatteudgift, der bidrager til støtten til
VE-anlæg. Ved timebaseret nettoafregning betaler ejerne af
solcelleanlæg kun elafgift af det elforbrug, der netto
overstiger produktionen inden for en klokketime. Ved
øjebliksafregning er ejerne af solcelleanlægget kun
fritaget fra at betale elafgift af det elforbrug, der aftages
direkte fra solcelleanlægget. På kort sigt forventes
overgangen fra timeafregning til øjebliksafregning at
reducere det afgiftsfri elforbrug, der henføres til
egetforbrug af egenproduceret elektricitet fra deres
VE-anlæg. Dermed reduceres det statslige mindre-provenu fra
elafgiften. Det bemærkes, at overgangen fra timeafregning til
øjebliksafregning vil øge de statslige udgifter til
støtte gennem pristillæg, da en større andel af
produktionen vil blive afsat til det kollektive elforsyningsnet.
Samlet set vil de øgede udgifter til støtte dog
være væsentligt mindre end merprovenuet fra
elafgiften.
Egenproducenter kan øge deres egetforbrug ved at
investere i batteriløsninger. Det skal bemærkes, at
allerede i dag investerer solcelleejere i batteriløsninger,
herunder også dem, der søger under puljerne. En
overgang til øjebliksafregning vil øge incitamentet
til at investere i batteriløsninger for husholdninger og
virksomheder, der betaler en høj elafgift eksempelvis
liberale erhverv. Prisen på batteriløsninger forventes
endvidere at falde betydeligt i løbet af de kommende
år. Der kan hermed forventes en omfattende udbredelse med
batteriløsninger, hvilket på lidt længere sigt
vil reducere den årlige besparelse for staten ved en overgang
fra timeafregning til øjebliksafregning.
Det skønnes under væsentlig usikkerhed, at
initiativet umiddelbart forøger provenuet fra elafgiften med
ca. 1.260 mio. kr. over perioden 2018-2030. En del af det
umiddelbare provenu vil blive opvejet af tilbageløb i form
af lavere indtægter fra øvrige afgifter mv. som
følge af tiltagets reduktion af disponibel indkomst.
Merprovenuet skønnes at udgøre ca. 1.210 mio. kr. i
alt over perioden 2018-2030 efter indregning af tilbageløb,
jf. tabel 1. Efter indregning af ændringer i udbygningen af
solceller samt øgede udgifter til pristillæg til
solcelle-el afsat til det kollektive elnet udgør provenuet
ca. 1.120 mio. kr. i perioden. Efter yderligere indregning af
ændringer i arbejdsudbuddet skønnes det samlede
provenu at udgøre ca. 1.070 mio. kr. frem til 2030. Den
skønnede besparelse er korrigeret for, at husholdninger i
stigende grad vil anvende batterier ved overgangen fra
timeafregning til øjebliksafregning. Der er ikke udarbejdet
en lignende korrektion for de øvrige typer af elforbrugere,
herunder statslige virksomheder m.v. Hvis det bliver attraktivt for
større elforbrugere at investere i batteriløsninger,
vil besparelsen dermed blive mindre end angivet i tabel 1. Opgjort
på finansårsbasis skønnes forslaget at
medføre et merprovenu på ca. 40 mio. kr. i 2018.
Tabel
1. Lovforslagets effekt få de
offentlige finanser | Mio. kr., 2017-priser | 2018 | 2019 | 2020 | Sum 2018-2030 | Umiddelbart provenu | 30 | 60 | 70 | 1.260 | Provenu efter tilbageløb | 30 | 50 | 70 | 1.210 | Provenu inkl. ændret
adfærd | 40 | 80 | 90 | 1.120 | Provenu inkl. arbejdsudbudseffekt | 40 | 80 | 90 | 1.070 |
|
Anm. :
Provenuvirkningerne inkl. ændret adfærd er fratrukket
forøgelsen af støtteudgifterne. Forøgelsen af støtteudgifterne
udgør i størrelsesordenen 20 mio. kr. i perioden
2018-2030. Beløbene er
afrundet til nærmeste 10 mio. kr. Kilde:
Energistyrelsen |
|
Den skønnede effekt angivet i tabel 1 ovenfor er beregnet
for eksisterende solcelleanlæg og vindmøller samt den
skønnede merudbygning med nye solcelleanlæg over
perioden 2018-2030. Lovændringen kan også påvirke
udbygningen af andre typer VE-anlæg, herunder
vindmøller omfattet af nettoafregning. Dette har dog ikke
været muligt at kvantificere.
De foreslåede stramninger af elafgiftsloven skønnes
at indebære en reduktion af skatteudgiften forbundet med
nettoafregning for VE-anlæg på i alt 1.260 mio. kr. i
perioden 2018-2030.
Det bemærkes, at organisationer, virksomheder m.v. i
staten, regionerne og kommunerne i dag har incitament til at
opsætte VE-anlæg, herunder solcelleanlæg, da de
derigennem vil være fritaget for at betale elafgift for
egenproduceret VE. Hermed vil den foreslåede lovændring
altså have økonomiske konsekvenser for de offentlige
organisationer m.v., der enten har eller planlægger at
installere VE-anlæg for dermed at opnå en
afgiftsfritagelse for egetforbrug af den elektricitet, der
produceres på deres VE-anlæg.
Lovforslaget skønnes ikke at indebære
nævneværdige administrative konsekvenser for det
offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes at have økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet. For det første forventes lovforslaget at
reducere merudbygningen med nye solcelleanlæg med 135 MW i
2020. Det forventes dermed, at lovforslaget kan medføre et
fald i indtægterne for de virksomheder, som producerer,
forhandler og installerer solcelleanlæg samt afledte erhverv
i forhold til, hvis ordningen var fortsat uændret.
Derudover vil lovforslaget påvirke de indtægter, som
virksomheder med egenproduktion af VE opnår gennem
støtte og afgiftsfritagelse for egetforbrug af elektricitet
produceret på deres VE-anlæg. På den ene side vil
en overgang fra timeafregning til øjebliksafregning reducere
egetforbruget og dermed værdien af elafgiftsfritagelse for
virksomheder med egenproduceret elektricitet fra deres
VE-anlæg, jf. afsnittet om de økonomiske konsekvenser
for det offentlige. På den anden side vil en overgang fra
timeafregning til øjebliksafregning øge den
mængde elektricitet, som egenproducenter afsætter til
det kollektive elnet, hvilket vil øge indtægterne fra
støtte for virksomheder, der modtager pristillæg.
Det bemærkes, at lovforslaget formentlig vil gøre
det mere attraktivt for især virksomheder, der betaler en
høj elafgift at investere i batteriløsninger og
derigennem øge det såkaldte egetforbrug af den
elektricitet, der produceres på deres VE-anlæg.
Forslaget skønnes under væsentlig usikkerhed for de
eksisterende 473 erhvervsejede solcelleanlæg på
timebaseret nettoafregning at reducere den gennemsnitlige indirekte
støtte pr. anlæg fra ca. 46.300 kr. pr. år til
ca. 46.000 kr. pr. år. Ved indirekte støtte
forstås i denne sammenhæng som en indtægt gennem
pristillæg og elafgiftsfritagelse.
Det er antaget, at der er tale om liberale erhverv, som betaler
fuld elafgift med et egetforbrug på 80 pct. ved
timeafregning, som ved øjebliksafregning reduceres til 70
pct. For de eksisterende 28 erhvervsejede vindmøller
på timebaseret nettoafregning skønnes forslaget under
væsentlig usikkerhed at reducere den gennemsnitlige indirekte
støtte pr. anlæg fra ca. 81.200 kr. pr. år til
ca. 80.500 kr. pr. år.
For de eksisterende 200 kommunalt ejede solcelleanlæg
på timebaseret nettoafregning skønnes forslaget under
væsentlig usikkerhed at reducere den gennemsnitlige indirekte
støtte pr. anlæg fra ca. 33.600 kr. pr. år til
ca. 32.400 kr. pr. år. Det er antaget, at de kommunale
solcelleanlæg har et egetforbrug på 80 pct. ved
timeafregning, som ved øjebliksafregning reduceres til 70
pct. Der er kun én kommunalt ejet vindmølle på
timebaseret nettoafregning. Lovforslaget skønnes under
væsentlig usikkerhed at reducere den indirekte støtte
fra ca. 240.000 kr. pr. år til ca. 236.000 kr. pr.
år.
De nævnte reduktioner i støtten svarer til, at den
indirekte støtte reduceres med omtrent 1-4 pct. Det
bemærkes, at ovenstående konsekvenser er for et givet
år, hvor der også modtages støtte via
pristillæg. Støttereduktionen vil være
større, når der ikke længere modtages
pristillæg.
De administrative konsekvenser for Energinet.dk består i,
at Energinet.dk skal indhente oplysninger om de egenproducenter,
som er berørt af lovforslaget. Det drejer sig om ca. 7.000
anlæg, hvor Energinet.dk skal indhente oplysninger om, hvem
der ejer anlæggene, og hvem der forbruger strømmen.
Oplysningerne skal indhentes for at sikre sig, at der er lighed
mellem ejer af anlægget og forbruger af strømmen.
Energinet.dk skal konkret indhente oplysninger om, hvorvidt
forbrugeren er ejer af anlægget eller en lejer af
boligenheden, hvortil anlægget er registreret. Registreringen
af disse oplysninger kræver en opdatering af priselementerne
i DataHub, som vurderes at ville koste ca. 100.000 kr.
Omkostningerne forbundet med gennemgangen af de ca. 7.000
anlæg, som er berørt af lovforslaget vurderes til
omkring 3 mio. kr. Omkostningerne dækker Energinet.dk's
udgifter til varetagelse af opgaverne knyttet til gennemgangen af
anlæggene, herunder fremsendelse af breve, sagsbehandling,
support og registrering af oplysningerne i systemet. Herudover vil
der være årlige omkostninger forbundet med
verifikationen af oplysningerne. Staten afholder udgifterne til
Energinet.dk, idet der af hensyn til EU-regulering ikke er mulighed
for at afholde udgifterne over Energinet.dk's tariffer.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har modtaget
forslaget i præhøring. TER vurderer, at lovforslaget
medfører administrative konsekvenser under 4 mio. kr.
årligt. De bliver derfor ikke kvantificeret yderligere.
5. Admininistrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ikke nævneværdige administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige
konsekvenser
En potentiel udbygning med solcelleanlæg vil primært
kunne have betydning for den danske kvoteomfattede CO2-udledning,
da en udbygning med solcelleanlæg fortrænger brugen af
fossile brændsler fra kvoteomfattede kraftværker, som
bruger kul eller naturgas. Som udgangspunkt påvirkes
CO2-udledningen dog ikke på EU-plan, idet antallet af
CO2-kvoter ikke påvirkes af ændringer i det danske
forbrug af fossile brændsler. En udbygning med
solcelleanlæg, som fortrænger elproduktion på
kraftværker, som bruger fossile brændsler, vil
føre til en reduktion i udledningen af NOx og SO2.
En overgang fra timeafregning til øjebliksafregning
forventes at reducere merudbygningen med solcelleanlæg med
ca. 135 MW i 2020. Isoleret set vil lovændringen dermed
reducere produktionen af elektricitet fra VE-anlæg med ca.
0,1 TWh i 2020. Dette forventes at kunne medføre en
forøgelse af dansk kvoteomfattet drivhusgasemissionen
på op til ca. 0,14 mio. ton, hvilket på sigt
neutraliseres af mindre udledning andetsteds inden for
kvotesektoren.
7. Forholdet til EU-retten
Loven notificeres som udkast i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og
forskrifter. Der er tale om en skattemæssig foranstaltning,
hvorfor der ikke gælder nogen stand still-periode.
Lovforslaget indebærer, at erhvervsvirksomheder generelt,
herunder udlejere af boliger, afskæres fra at kunne benytte
afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 3. Dog vil der
fortsat være mulighed for, at virksomheder, som benytter
lokaler, der er tilsluttet en boligs forbrugsinstallation, vil
kunne drage fordel af afgiftsfritagelsen for så vidt
angår det erhvervsrelaterede elektricitetsforbrug, der kan
henføres til de pågældende erhvervslokaler.
Denne undtagelse fra princippet om, at afgiftsfritagelsen ikke
fremover kan anvendes af erhvervsvirksomheder, er begrundet i de
uforholdsmæssig store administrative og økonomiske
konsekvenser, som opsætning af elmålere med henblik
på særskilt opgørelse af det
erhvervsmæssige forbrug for disse husholdningsanlæg
ville medføre, set i forhold til afgiftsfritagelsens
begrænsede størrelse. På den baggrund vurderes,
at undtagelsen for erhvervslokaler, der er tilsluttet en boligs
forbrugsinstallation, er begrundet i afgiftsordningens karakter og
opbygning, og derfor ikke indebærer en selektiv
begunstigelse, som udgør statsstøtte til de
berørte virksomheder. Hertil kommer, at værdien af
afgiftsfritagelsen under alle omstændigheder er af så
begrænset omfang, at der ikke er nogen reel risiko for, at
den økonomiske fordel, som de berørte virksomheder,
måtte opnå i kraft af afgiftsfritagelsen, vil kunne
fordreje konkurrencen og påvirke samhandlen mellem
medlemsstaterne. Lovforslaget vurderes derfor ikke at
indebære statsstøtte.
8. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. maj 2017 til
og med den 24. maj 2017 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Advokatrådet - Advokatsamfundet
Akademisk Arkitektforening
Aluminium Danmark
Ankenævnet på Energiområdet
Antenneforeningen Vejen
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Biofos A/S
Blik- og Rørarbejderforbundet
borger- og retssikkerhedschefen i SKAT
Brancheforeningen for Biogas
Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme
Brancheforeningen for Husstandsvindmøller
Branchen Forbrugerelektronik
Bryggeriforeningen
Business Danmark
Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BATT-kartellet)
Byggecentrum
Byggeskadefonden
CEPOS
Cevea
CO-industri
Copenhagen Merchants
DAKOFA
DANAK (Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond)
DANICA RESOURCES APS
Danmarks Jægerforbund
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Rederiforening
Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Danmarks Vindmølleforening
Danoil Exploration A/S
Dansk Affaldsforening
Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
Dansk Biotek
Dansk Byggeri
Dansk Center for Lys
Dansk Ejendomsmæglerforening
Dansk Energi
Dansk Erhverv
Dansk Facilities Management (DFM)
Dansk Fjernvarme
Dansk Gartneri
Dansk Gas Distribution
Dansk Gas Forening
Dansk Gasteknisk Center (DGC)
Dansk Geotermi Aps
Dansk Landbrugsrådgivning
Dansk Methanolforening
Dansk Miljøteknologi
Dansk Shell A/S
Dansk Solcelleforening
Dansk Standard
Dansk Told- og Skatteforbund
Dansk Transport og Logistik (DLTL)
Dansk Varefakta Nævn
Dansk Ventilation
Danske Advokater
Danske Arkitektvirksomheder, DANSKE ARK
Danske Maritime
Danske Udlejere
DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening)
DANVAK
Datatilsynet
De frie Energiselskaber
DEA Deutsche Erdoel AG
Debra - Energibranchen
DELTA Dansk Elektronik
Det Økologiske Råd
DI - Organisation for erhvervslivet
Dommerfuldmægtigforeningen
DONG Energy A/S
DTU - Institut for Vindenergi
DTU - Myndighedsbetjening
E. ON Danmark A/S
Eksportrådet
EmballageIndustrien
Energi- og olieforum.dk
Energiforbrugeren
Energiforum Danmark
Energiklagenævnet
Energisammenslutningen
Energitilsynet
Erhvervsstyrelsen - Team Effektiv Regulering
Eurowind Energy A/S
EWE Energie AG
Fagligt Fælles Forbund (3F)
Finans Danmark
Finansforbundet
Finansrådet
Fjernvarme Fyn
Fonden Kraka
Forbrugerrådet Tænk
Forenede Danske El-bilister (FDEL)
Foreningen af Danske Skatteankenævn
Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske
belysningsarmaturer (FABA)
Foreningen af fabrikanter og importører af elektriske
husholdningsapparater (FEHA)
Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)
Foreningen Danske Kraftvarmeværker
Foreningen for Slutbrugere af Energi
Frederiksberg Kommune
Frie Funktionærer
Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE)
FSR Danske revisorer
FTF
Green Network
Greenpeace
GreenTech Advisor
GreenWays
GTS (Godkendt Teknologisk service)
Havarikommissionen
Hess ApS
HOFOR A/S
HOFOR Fjernkøling A/S
HOFOR Vind A/S
Håndværksrådet
Ingeniørforeningen i Danmark (IDA)
Institut for produktudvikling (IPU)
Intelligent Energi
IT-Branchen
Justitia
Kalk- og Teglværksforeningen (bygitegl.dk)
Kamstrup A/S
Kjærgaard A/S
KL - Center for Intern Økonomi og Administration
Kooperationen (Den Kooperative arbejdsgiver- og
interesseorganisation i Danmark)
Kraka
Københavns Kommune - Teknik- og
Miljøforvaltningen
Københavns Kommune - Økonomiforvaltningen
Københavns Kulturcenter
Københavns Universitet
Landbrug & Fødevarer
Landsbyggefonden
Landsforeningen af Solcelleejere
Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller
Landsforeningen Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede
Landsskatteretten
LCA Center
Miljøpartiet De Grønne
Miljøstyrelsen
Moderniseringsstyrelsen
Mærsk Drilling
Mærsk Olie og Gas A/S
Maabjerg Energy Center - MEC
Nasdaq OMX Copenhagen A/S
NEAS Energy A/S
NGF Nature Energy
NOAH Energi og Klima
Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi
Noreco
Offshoreenergy.dk
Olie Gas Danmark
Partnerskabet for Brint og Brændselsceller
Plastindustrien
Realkreditforeningen
Reel Energi Oplysning (REO)
Sammenslutningen af Karosseribyggere og Autooprettere i
Danmark
SE
SEGES
Sikkerhedsstyrelsen
Skatteankestyrelsen
Solar Elements A/S
Solenergi Danmark A/S
Spyker Energy ApS
SRF Skattefaglig Forening
Statens ByggeforskningsInstitut
Statoil A/S
Statoil Refining Denmark A/S
Syd Energi
Søfartens Ledere
Søfartsstyrelsen
Tekniq
Teknologisk Institut
Varmepumpefabrikantforeningen
Vattenfall A/S
Vedvarende Energi
VELTEK - VVS- og El-Tekniske Leverandørers
Brancheforening
Verdens Skove
Vestas Wind systems A/S
Vindenergi Danmark
Vindmølleindustrien
Wintershall Nordszee B. V.
WWF Verdensnaturfonden
Ældresagen
Økologisk Landsforening
Østkraft
Aalborg Portland A/S
Aalborg Universitet og
Aarhus Universitet
9. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (Hvis ja, angiv omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (Hvis
ja, angiv omfang) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Det skønnes under væsentlig
usikkerhed, at de statslige udgifter til mindreprovenu vil falde
med ca. 1.210 mio. kr. i alt over perioden 2017- 2030 | Det skønnes under væsentlig
usikkerhed, at de statslige udgifter til støtte vil stige
med ca. 20 mio. kr. i alt over perioden 2017-2030 | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen nævneværdige | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Negativ økonomisk påvirkning
af virksomheder, som investerer i, producerer, forhandler og
installerer solcelle-anlæg samt afledte erhverv. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | En mindre forøgelse af
Energinet.dks opgaver primært på kort sigt. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen nævneværdige | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Lovforslaget forventes isoleret set at
kunne medføre en forøgelse af kvoteomfattet
drivhusgasemissionen på op til ca. 0,14 mio. ton, der dog
neutraliseres af mindre udledning andet steds i
kvotesektoren. | Forholdet til EU-retten | Loven notificeres som udkast i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/1535/EU om en informationsprocedure med hensyn til tekniske
forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester.
Der er tale om en skattemæssig foranstaltning, hvorfor der
ikke gælder nogen stand still-periode. | Overimplementering af EU-retlige
minimumsforpligtelser | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv,
fritaget for afgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Fritagelsen omfatter desuden el, som forbruges direkte af en lejer
i en udlejningsejendom, når det elproducerende anlæg er
placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede
ejendom udlejes af elproducenten. Det er en forudsætning for
fritagelsen, at elektriciteten er fremstillet på et
vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Ved et
VE-anlæg forstås et elproduktionsanlæg, der
anvender vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft,
biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi eller
geotermisk varme. I og med at elektriciteten fra VE-anlægget
forbruges direkte fra VE-anlægget, leveres den ikke fra det
kollektive elnet til forbrug.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som
udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelsen for elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for elektricitet,
der forbruges direkte, men også for et nærmere opgjort
forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Dette forbrug
svarer til den produktion af elektricitet fra VE-anlægget,
der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver
time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug
(nettoopgørelse), jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3.
Efter gældende ret har udlejere under visse betingelser
mulighed for at benytte afgiftsfritagelsen med
nettoopgørelse i elafgiftslovens § 2, stk. 3, for
forbrug af el hos lejerne i en udlejningsejendom.
Med forslaget, som beskrevet under bemærkningerne til nr.
2, afskæres erhvervsvirksomheder i form af f.eks udlejere af
boliger fra at kunne benytte afgiftsfritagelsen med
nettoopgørelse i elafgiftslovens § 2, stk. 3. Da
udlejere, herunder boligforeninger, således afskæres
fra at kunne benytte afgiftsfritagelsen, er der ikke længere
grund til at nævne deres lejere i bestemmelsen.
Det foreslås derfor at tilpasse ordlyden i § 2, stk.
3, så det fremgår, at det alene er elproducenten, der
fremover kan benytte afgiftsfritagelsen (nettoopgørelse) for
sit eget elforbrug ifølge elafgiftslovens § 2, stk. 3.
Forslaget vil ikke hindre en privat lejer med eget
elproduktionsanlæg i at benytte afgiftsfritagelsen, hvis
lejeren i øvrigt lever op til betingelserne i
bestemmelsen.
Med forslaget, som er beskrevet nedenfor under
bemærkningerne til nr. 2, begrænses den kreds af
elproducenter, som kan benytte afgiftsfritagelsen. Med forslaget,
som er beskrevet nedenfor under bemærkningerne til nr. 3,
bortfalder afgiftsfritagelsen dog i 2032.
For de anlægsejere, som med lovforslaget vil overgå
til øjebliksafregning af elafgiften, vil denne ændring
ikke have en betydning for nettoafregning af PSO eller evt.
pristillæg for den elektricitet, som anlægsejeren
sender ud på det kollektive elnet. Lovforslaget sigter
således ikke på at ændre grundlaget for
måling af elektricitet, der afregnes som leveret til det
kollektive elforsyningsnet efter lov om fremme af vedvarende
energi, lov om elforsyning samt regler udstedt i medfør
heraf.
Til nr. 2
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv,
fritaget for afgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Fritagelsen omfatter desuden den el, som forbruges direkte af en
lejer i en udlejningsejendom, når det elproducerende
anlæg er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og
den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Det er en
forudsætning for fritagelsen, at elektriciteten er
fremstillet på et vedvarende energianlæg
(VE-anlæg). Ved et VE-anlæg forstås et
elproduktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder i
form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi,
bølge- og tidevandsenergi eller geotermisk varme. I og med
at elektriciteten fra VE-anlægget forbruges direkte fra
VE-anlægget, leveres den ikke fra det kollektive elnet til
forbrug.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som
udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelsen for elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for elektricitet
fra VE-anlæg, der forbruges direkte, men også for et
nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive
elnet, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, 1. pkt. Dette forbrug
er fastsat til den produktion af elektricitet fra
VE-anlægget, der leveres til det kollektive net, og som
opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og
lejerens forbrug (nettoopgørelse), jf. elafgiftslovens
§ 2, stk. 3, 2. pkt. Denne opgørelse sker i praksis,
når elproducenten afregner efter reglerne i
bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning
for egenproducenter af elektricitet.
Ifølge bestemmelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 4,
er det en forudsætning for afgiftsfritagelse efter § 2,
stk. 3, 1. pkt., at elektriciteten, der indgår i
ovennævnte nettoopgørelse, leveres til et
aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge
afgiftsfri elektricitet efter § 2, stk. 3, 1. pkt. Udtrykket
aftagenummer er defineret i elafgiftslovens § 1 a, nr. 1. Det
fremgår heraf, at et aftagenummer er et nummer, der entydigt
identificerer et målepunkt, som er omfattet af
netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af
elektricitet i nettet.
Det foreslås, at der som § 2,
stk. 3, 3.-5. pkt., indsættes en begrænsning af
anvendelsesområdet for afgiftsfritagelsen i § 2, stk.
3.
Det foreslås i 3. pkt., at
afgiftsfritagelsen finder anvendelse for elproduktionsanlæg
med en installeret effekt på højst 6 kW pr.
husholdning. Det vil sige, at elektriciteten for at være
omfattet af afgiftsfritagelsen skal vedrøre husholdningers
forbrug af elektricitet.
Grænsen på 6 kW effekt for VE-anlæg anvendes i
anden sammenhæng i lovgivningen om elafgift. SKAT har
nærmere forklaret, hvad der skal forstås ved udtrykket
effekt f.eks. i styresignal SKM2012. 506. SKAT, "Elafgiftsloven -
fortolkning af begrebet "installeret effekt" - styresignal". Der er
således tale om et velkendt udtryk.
Det foreslås i 4. pkt., at det
er en betingelse for afgiftsfritagelse, at
elproduktionsanlægget er tilsluttet en forbrugsinstallation
med et aftagenummer, der vedrører en husholdnings
boligenhed.
Det foreslås i 5. pkt., at
boligenhed skal være defineret som en boligenhed i
BBR-registeret.
Eventuelle erhvervslokaler, som er tilsluttet boligens
forbrugsinstallation, skal anses for at høre med til
boligenheden i BBR-registeret. Dette er begrundet ud fra den
uforholdsmæssigt store administration, som det ville
medføre, hvis der skulle opsættes elmålere til
at opgøre det erhvervsmæssige forbrug. Det stemmer med
det almindelige hensyn, hvorefter administrative omkostninger
bør minimeres ved udformningen af afgiftslovgivningen. Dette
er et almindeligt hensyn ved udformningen af afgiftsregler.
Med disse betingelser begrænses afgiftsfritagelsen,
så den i alle tilfælde vedrører husholdningers
forbrug af afgiftsfri elektricitet.
Begrundelsen for forslaget er et ønske om at
begrænse meromkostninger på solcelleområdet og
dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at
begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende
energi. Der henvises til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 1.1.
Med forslaget, som er beskrevet nedenfor under
bemærkningerne til nr. 3, bortfalder afgiftsfritagelsen i
2032.
Til nr. 3
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv,
fritaget for afgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.
Fritagelsen omfatter desuden den el, som forbruges direkte af en
lejer i en udlejningsejendom, når det elproducerende
anlæg er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og
den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Det er en
forudsætning for fritagelsen, at elektriciteten er
fremstillet på et vedvarende energianlæg
(VE-anlæg). Ved et VE-anlæg forstås et
elproduktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder i
form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi,
bølge- og tidevandsenergi eller geotermisk varme. I og med
at elektriciteten fra VE-anlægget forbruges direkte fra et
VE-anlæg, leveres den ikke fra det kollektive elnet til
forbrug.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som
udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelsen for elektricitet, der fremstilles ved
vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for
ovennævnte for elektricitet fra VE-anlæg, der forbruges
direkte, men også for et nærmere opgjort forbrug af
elektricitet fra det kollektive elnet, jf. elafgiftslovens §
2, stk. 3, 1. pkt. Dette forbrug er fastsat til den produktion af
elektricitet fra VE-anlægget, der leveres til det kollektive
net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger
elproducentens og lejerens forbrug (nettoopgørelse), jf.
elafgiftslovens § 2, stk. 3, 2. pkt. Denne opgørelse
sker i praksis, når elproducenten afregner efter reglerne i
bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning
for egenproducenter af elektricitet.
Ifølge bestemmelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 4,
er det en forudsætning for afgiftsfritagelse efter § 2,
stk. 3, 1. pkt., at elektriciteten, der indgår i
ovennævnte nettoopgørelse, leveres til et
aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge
afgiftsfri elektricitet efter § 2, stk. 3, 1. pkt. Udtrykket
aftagenummer er defineret i elafgiftslovens § 1 a, stk. 1, nr.
1. Det fremgår heraf, at et aftagenummer er et nummer, der
entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af
netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af
elektricitet i nettet.
Det foreslås, at der som § 2,
stk. 5, indsættes en ny forudsætning for
afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 3, hvorefter Energinet.dk's
tilsagn eller afgørelser til egenproducenter skal foreligge
senest bestemte datoer, for at egenproducentens VE-anlæg kan
omfattes af afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk.
3. Det foreslås nærmere, at afgiftsfritagelse er
betinget af, jf. det foreslåede § 2, stk. 5, nr. 1-3, i
elafgiftsloven, at Energinet.dk:
1. senest den 22.
maj 2017 har givet egenproducenten tilsagn om, at der kan anvendes
nettoafregning, eller truffet afgørelse om, at
egenproducenten helt eller delvist fritages for at betale
beløb til dækning af offentlige forpligtelser i
forhold til egetforbruget af elektricitet, eller
2. senest i 2017
efter § 23 i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om
nettoafregning for egenproducenter af elektricitet har truffet
eller træffer afgørelse om, at egenproducenten kan
få nettoafregning, eller
3. senest i 2017
har truffet afgørelse om, at egenproducenten kan få
nettoafregning for anlæg tilsluttet før den 20.
november 2012.
Det er specifikt valgt at benytte tidspunktet for disse tilsagn
og afgørelser fra Energinet.dk som skæringsdato, da
reglerne for disse tilsagn og afgørelser forudsætter,
at der ikke forud er investeret i VE-anlæg, jf.
bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning
for egenproducenter af elektricitet. Herved undgås den
situation, hvor en husholdning, som har investeret i tillid til de
hidtil gældende regler om afgiftsfritagelse, afskæres
fra at kunne benytte fritagelsen.
Efter den foreslåede nye bestemmelse i elafgiftslovens
§ 2, stk. 5, er det en forudsætning for kommende
elproducenters benyttelse af den timebaserede afgiftsfritagelse for
VE-anlæg, at Energinet.dk f.eks. senest den 22. maj 2017, har
givet den kommende elproducent tilsagn om, at vedkommende kan
anvende nettoafregning, mens en kommende elproducent ved tilsagn
afgivet senere end denne dato ikke vil kunne benytte den
timebaserede afgiftsfritagelse. Der er tale om en afskæring
af elproducenters mulighed for at anvende timebaseret
afgiftsfritagelse for kommende VE-anlæg fra og med et bestemt
tidspunkt.
Forslaget indebærer, at der lukkes for tilgangen til den
timebaserede afgiftsfritagelse.
Et tilsagn om nettoafregning fra Energinet.dk giver adgang til
benyttelse af den fortsatte timebaserede afgiftsfritagelse for
VE-anlæg i husholdninger. En senere skæringsdato ville
på den baggrund medføre en risiko for hamstring af
tilsagn om nettoafregning, da der ville opstå en periode,
hvor der vil kunne søges om tilsagn om nettoafregning hos
Energinet.dk. Et tilsagn kan opnås uden omkostninger og er
gyldigt i en periode på 2 år fra tidspunktet for
meddelelse af tilsagnet. Der er ikke noget krav om, at tilsagnet
skal udnyttes, hvorfor der er en stor risiko for en stor
mængde ansøgninger og derved en risiko for en fortsat
høj udbygning af solcellekapacitet i en periode, hvilket
søges undgået med forslaget. Ved forslaget tages der
desuden hensyn til det overordnede formål med lovforslaget,
som er at begrænse meromkostninger på
solcelleområdet samt at overholde den aftalte ramme for
udbygning med solceller m.v.
Forslaget skyldes et ønske om at begrænse
meromkostninger på solcelleområdet og dermed bidrage
til at overholde den aftalte ramme samt at begrænse en
ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende energi.
Med andre ord sikres det, at husholdningernes eksisterende
VE-anlæg, som er omfattet af afgiftsfritagelsen, og
husholdningernes reelt påtænkte, men ikke etablerede
VE-anlæg, fortsat omfattes af afgiftsfritagelsen, mens
adgangen til afgiftsfritagelsen ellers ophører for alle
anlæg, som etableres i fremtiden.
Det bemærkes vedrørende betingelsen beskrevet
ovenfor - at Energinet.dk senest i 2017 efter § 23 i
bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning
for egenproducenter af elektricitet har truffet eller træffer
afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning
- at ansøgningsprocessen vedrørende nettoafregning
blev ændret i september 2015. Der vil derfor forekomme
tilfælde, hvor en anlægsejer allerede har købt
et VE-anlæg forud for ændringen af
ansøgningsprocessen. Der blev i den forbindelse udarbejdet
en overgangsordning, som skulle sikre, at anlægsejere, som
havde investeret i tillid til dagældende regler om
nettoafregning relateret til PSO, fortsat kunne opnå ret til
nettoafregning. Denne overgangsbestemmelse i
nettoafregningsbekendtgørelsens § 23 bevirker, at
Energinet.dk skal træffe afgørelse senest i 2017
på baggrund af ansøgninger modtaget senest den 31.
oktober 2017.
Det bemærkes vedrørende betingelsen beskrevet
ovenfor - at Energinet.dk senest i 2017 har truffet
afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning
for anlæg tilsluttet før den 20. november 2012 - at
nogle personer, som har tilsluttet deres anlæg før den
20. november 2012 i visse tilfælde ikke har fået en
afgørelse om årsbaseret nettoafregning fra
Energinet.dk eller alene har benyttet sig af timebaseret
nettoafregning.
Begrundelsen for forslaget er et ønske om at
begrænse meromkostninger på solcelleområdet og
dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at
begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende
energi.
Det foreslås, at der som § 2,
stk. 6, 1. pkt. indsættes en regel om, at Energinet.dk
skal føre et register med oplysninger vedrørende
hvert enkelt elproduktionsanlæg, som afgiftsfritagelsen i
elafgiftslovens § 2, stk. 3, fortsat finder anvendelse for.
Der er ikke noget i vejen for, at registeret f.eks. er integreret i
et større register, når de samme relevante oplysninger
kan udsøges.
For så vidt angår hvert af de omfattede
VE-anlæg skal registeret indeholde oplysning om, hvem der
ejer VE-anlægget, anlæggets installerede effekt,
aftagenummeret vedrørende anlægget, aftagenummerets
adresse og endelig oplysning om, at aftagenummerets adresse er en
adresse for hvilken, der i Bygnings- og Boligregisteret (BBR) er
opført en boligenhed.
Grænsen på 6 kW effekt for VE-anlæg anvendes i
anden sammenhæng i lovgivningen om elafgift. SKAT har
nærmere forklaret, hvad der skal forstås ved udtrykket
effekt f.eks. i styresignal SKM2012. 506. SKAT, "Elafgiftsloven -
fortolkning af begrebet "installeret effekt" - styresignal". Der er
således tale om et velkendt udtryk.
Det er nødvendigt at pålægge Energinet.dk at
oprette og føre et sådant register over
afgiftsfritagne anlæg, da Energinet.dk må have et
grundlag for at kunne verificere, at de pågældende
anlæg lever op til betingelserne for afgiftsfritagelse.
Endvidere vil registeret give SKAT en mulighed for at kontrollere
rigtigheden af afgiftsfritagelserne for VE-anlæggene. Der er
fastsat lignende administrative regler i elafgiftsloven for andre
særlige elafgiftsforhold.
Endvidere foreslås det, at der som § 2, stk. 6, 2. pkt. indsættes en
regel om, at registrerede virksomheder (netvirksomhederne) skal
have adgang til registeret fra og med den 1. april 2018. Det er
på det tidspunkt, at Energinet.dk skal have etableret et
funktionsdygtigt register. Herved sikres det, at netvirksomhederne,
der opkræver elafgiften, har adgang til de for
opkrævningen nødvendige oplysninger om bl.a., hvem der
ikke længere har denne ret, og som derfor som udgangspunkt
skal betale afgift af den el, som de får leveret fra det
kollektive elnet.
Det foreslås, at der som § 2,
stk. 7, indsættes en regel om, at afgiftsfritagelsen
for elektricitet, der leveres fra det kollektive net, jf.
elafgiftslovens § 2, stk. 3, finder anvendelse til og med den
19. november 2032. Herefter vil undtagelsen fra afgift af
elektricitet fremstillet på elproduktionsanlæg ved
anvendelse af vedvarende energikilder kun gælde for
elektricitet, som direkte forbruges af elproducenten. Det betyder,
at fra og med den 20. november 2032 vil det kun være
afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, som
finder anvendelse for VE-anlæg.
Dette har f.eks. betydning for de VE-anlæg, som er
omfattet af en midlertidig ordning med afgiftsfritagelse i relation
til årsbaseret nettoafregning til og med den 19. november
2032, jf. § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af 23. december 2012,
som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 12. juni 2013,
§ 2 i lov nr. 900 af 4. juli 2013 og § 2 i lov nr. 578 af
4. maj 2015. Disse VE-anlæg vil ikke kunne omfattes af
afgiftsfritagelse, for så vidt angår forbrug af el fra
det kollektive elnet efter den 19. november 2032.
Begrundelsen for forslaget er et ønske om at
begrænse meromkostninger på solcelleområdet og
dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at
begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende
energi.
Til nr. 4
Efter gældende ret har skatteministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler for dokumentation
vedrørende særlige afgiftsforhold, jf. elafgiftslovens
§ 9, stk. 11. Hvad der skal forstås ved særlige
afgiftsforhold er defineret i elafgiftslovens § 9, stk. 1. Ved
særlige afgiftsforhold forstås bl.a. den timebaserede
afgiftsfritagelse vedrørende VE-anlæg omfattet af
elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4.
Skatteministeren har med hjemmel i elafgiftslovens § 9,
stk. 11, udstedt regler om dokumentation for særlige
afgiftsforhold i bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september
2015 om dokumentation af elafgiftsforhold og om registrerede
virksomheders overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold
til Energinet.dk. Bekendtgørelsen regulerer bl.a.
Energinet.dk's verificering af særlige afgiftsforhold,
herunder den timebaserede afgiftsfritagelse vedrørende
VE-anlæg i elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4.
Det foreslås, at afgrænsningen af særlige
afgiftsforhold i elafgiftslovens § 9 i form af henvisningen
til elafgiftslovens § 3, stk. 3 og 4, udvides til også
at omfatte de foreslåede nye stykker i § 3,
således at henvisningen ændres til en henvisning til
§ 3, stk. 3-7.
Baggrunden herfor er de foreslåede nye stykker, stk. 5-7.
Der er således tale om en konsekvensændring som
følge af andre dele af lovforslaget.
Det bemærkes, at der vil blive fastsat ændringer i
nævnte bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september 2015 om
dokumentation af elafgiftsforhold og om registrerede virksomheders
overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold til
Energinet.dk for at sikre, at der fortsat gælder de
fornødne regler for Energinet.dk's verifikation af
særlige afgiftsforhold.
Til nr. 5
Efter gældende ret har skatteministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler for dokumentation
vedrørende særlige afgiftsforhold, jf. elafgiftslovens
§ 9, stk. 11. Hvad der skal forstås ved særlige
afgiftsforhold er defineret i elafgiftslovens § 9, stk. 1. Ved
særlige afgiftsforhold forstås bl.a. den timebaserede
afgiftsfritagelse vedrørende VE-anlæg i
elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4.
Det fremgår af elafgiftslovens § 9, stk. 8, at
Energinet.dk anvender oplysninger om særlige afgiftforhold,
som er nævnt i lovens § 2, stk. 3 og 4, til
verifikationsformål.
Det foreslås, at henvisningen til elafgiftslovens §
3, stk. 3 og 4, udvides til også at omfatte de
foreslåede nye stykker i elafgiftslovens § 3,
således at henvisningen ændres til en henvisning til
§ 3, stk. 3-7.
Baggrunden herfor er de foreslåede nye stykker, stk. 5-7.
Der er således tale om en konsekvensændring som
følge af andre dele af lovforslaget.
Til §
2
Det foreslås i stk. 1, at
loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Ikrafttrædelsestidspunktet er herved i overensstemmelse med
de fælles ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettet
lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, at den
foreslåede bestemmelse i elafgiftslovens § 2, stk. 6,
har virkning fra og med den 1. april 2018. Efter den
foreslåede nye bestemmelse i elafgiftslovens § 2, stk.
6, skal Energinet.dk føre et register med oplysninger om
VE-anlæg m.v., som den fortsatte timebaserede
afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 3, anvendes for.
Med forslaget sikres det, at Energinet.dk har den
nødvendige tid til at få etableret dette register, der
skal danne administrativt grundlag for afgiftsfritagelsen i
elafgiftslovens § 2, stk. 3.
Det foreslås i stk. 3, at
virksomheder, der er registreret efter elafgiftsloven, skal anvende
de hidtil gældende regler om afgiftsfritagelse i
elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4, til og med den 31. marts
2018. Med forslaget sikres det, at de registrerede virksomheder,
der håndterer afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2,
stk. 3, ikke skal administrere de nye regler om afgiftsfritagelsen,
før det foreslåede register over
elproduktionsanlæg, der kan benytte fritagelsen efter de nye
regler, er oprettet. Det vil sige, at VE-anlæg som hidtil vil
kunne fortsætte med den timebaserede afgiftsfritagelse til og
med den 31. marts 2018.
Det foreslås i stk. 4, at
lovens § 1, nr. 4 og 5, har virkning fra og med den 1. april
2018. Lovens § 1, nr. 4 og 5, omfatter
konsekvensændringer af de foreslåede nye afgiftsregler
om den timebaserede afgiftsfritagelse. Konsekvensændringerne
skal derfor tidsmæssigt følge virkningstidspunktet for
disse nye afgiftsregler, som er den 1. april 2018.
Bilag
Bilag 1 - Andre bilag (EU-direktiver,
forordninger, tekniske redegørelser)
Bilag 2 - Paralleltekster
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | I lov om afgift af elektricitet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017, foretages
følgende ændringer: | | | | | | § 1 | | | | §
2. --- stk. 2. --- | | | | | | | | | Stk. 3. Stk.
1, litra c, finder anvendelse for et nærmere opgjort forbrug
af elektricitet fra det kollektive elnet. Omfanget af forbruget
svarer til den produktion af elektricitet fra
elproduktionsanlægget, jf. stk. 1, litra c, der leveres til
det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke
overstiger elproducentens og lejerens forbrug af elektricitet fra
det kollektive elnet i samme tidsrum. | | 1. I § 2, stk. 3, 2. pkt., udgår "og
lejerens". | | | | §
2. --- stk.
2. --- | | | | | | Stk. 3. Stk.
1, litra c, finder anvendelse for et nærmere opgjort forbrug
af elektricitet fra det kollektive elnet. Omfanget af forbruget
svarer til den produktion af elektricitet fra
elproduktionsanlægget, jf. stk. 1, litra c, der leveres til
det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke
overstiger elproducentens og lejerens forbrug af elektricitet fra
det kollektive elnet i samme tidsrum. | | 2. I § 2, stk. 3, indsættes efter 2.
pkt.: "1. og 2. pkt. finder anvendelse for
elproduktionsanlæg med en installeret effekt på
højst 6 kW pr. husholdning. Anlægget skal være
tilsluttet en forbrugsinstallation med et aftagenummer, som
vedrører husholdningens boligenhed. Boligenheden skal
være opført som boligenhed i Bygnings- og
Boligregisteret. " | | | | §
2. --- Stk.
2-4. --- | | 3. I § 2 indsættes som stk. 5-7: "Stk. 5. Det er
en forudsætning for anvendelsen af stk. 3 for en
egenproducents elproduktionsanlæg, som er nævnt i stk.
3, at Energinet.dk senest 22. maj 2017 har givet
egenproducenten tilsagn om, at der kan anvendes nettoafregning
eller truffet afgørelse om, at egenproducenten helt eller
delvist fritages for at betale beløb til dækning af
offentlige forpligtelser i forhold til egetforbruget af
elektricitet, eller Energinet.dk senest i 2017 efter § 23 i
bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning
for egenproducenter af elektricitet har truffet eller træffer
afgørelse om, at egenproducenten kan få
nettoafregning, eller Energinet.dk senest i 2017 har truffet
afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning
for anlæg tilsluttet før den 20. november 2012. Stk. 6.
Energinet.dk skal føre et register med oplysninger om ejer
af elproduktionsanlægget, installeret effekt, aftagenummer og
aftagenummerets adresse og om, at der i Bygnings- og
Boligregisteret er opført en boligenhed for denne adresse,
vedrørende hvert enkelt elproduktionsanlæg, som stk. 3
finder anvendelse for. Registrerede virksomheder, der er
nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, skal have adgang
til registeret fra og med den 1. april 2018. Stk. 7. Stk. 3-6
finder ikke anvendelse efter den 19. november 2032. " | | | | §
9. --- Stk. 1.
Energinet.dk skal stille datahubbens oplysninger vedrørende
særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige
afgiftsforhold, der gør sig gældende ved en
registreret virksomheds udlevering af elektricitet til et
aftagenummer, til rådighed for den registrerede virksomhed
med henblik på den registrerede virksomheds fakturering i
overensstemmelse med § 7, stk. 3. Ved særlige
afgiftsforhold forstås forhold, som er nævnt i §
2, stk. 3 og 4, § 5, stk. 2 eller 3, eller § 6, stk. 1,
1. pkt., og stk. 3 og 4, eller § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af
23. december 2012 om ændring af lov om fremme af vedvarende
energi, lov om elforsyning, lov om afgift af elektricitet og
ligningsloven (Støtte til solcelleanlæg og
øvrige små vedvarende energi-anlæg m.v.).
Udtrykket særlige afgiftsforhold omfatter også
afgiftssatser og afgiftsgrundlag, som vedrører
bestemmelserne om særlige afgiftsforhold nævnt i 2.
pkt. | | 4. I § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres
"§ 2, stk. 3 og 4" til: "§ 2, stk. 3-7". | | | | §
9. --- Stk.
1-7. --- Stk. 8.
Energinet.dk anvender oplysninger i egne registre om særlige
afgiftsforhold, jf. stk. 1, som er nævnt i § 2, stk. 3
og 4, eller § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af 23. december 2012
om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om
elforsyning, lov om afgift af elektricitet og ligningsloven
(Støtte til solcelleanlæg og øvrige små
vedvarende energi-anlæg m.v.) til verifikation efter stk. 2.
Energinet.dk stiller disse oplysninger til rådighed for en
registreret virksomheds undersøgelser nævnt i stk.
7. | | 5. I § 9, stk. 8, 1. pkt., ændres
"§ 2, stk. 3 og 4" til: "§ 2, stk. 3-7". | | | | | | § 2 Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar | | | |
|
Officielle noter
1)
Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt
forskrifter for informationssamfundets tjenester
(kodifikation).