Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2016)
Erhvervs- og
vækstministeren (Troels Lund Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om behandling af
erstatningssager vedrørende overtrædelser af
konkurrenceretten
(Lovforslag nr. L 21)
Det
overordnede formål med lovforslaget er at understøtte
en effektiv konkurrence ved at sikre, at konkurrencereglerne virker
i praksis. Det sker bl.a. ved at sikre, at personer, virksomheder
og myndigheder, der lider tab som følge af andres
overtrædelse af konkurrenceretten, nemmere kan få
erstatning for den skade, de har lidt. Med lovforslaget
gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
2014/104/EU, der indeholder regler for civile søgsmål
som følge af overtrædelser af
EU-konkurrenceretten.
Lovforslaget
indeholder bl.a. regler om beregning af renter, formodning for tab,
fremlæggelse af beviser, herunder fremlæggelse af
beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter,
særlige regler for solidarisk hæftelse for små og
mellemstore virksomheder og modtagere af bødefritagelse samt
regler om virkningen af forlig på senere
erstatningssøgsmål. Med lovforslaget indføres
derudover en forældelsesfrist på 5 år, som er
fastlagt af direktivet. Forældelsen afbrydes
foreløbigt, f.eks. hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
indleder en undersøgelse, eller hvis en mindelig
tvistbilæggelse pågår.
Det
foreslås, at reglerne om erstatningssager ved
overtrædelse af konkurrenceretten skal gælde både
i de sager, hvor en konkurrenceretsovertrædelse har kunnet
påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne, og hvor
EU-reglerne derfor finder anvendelse, og i de sager, hvor
samhandlen mellem medlemsstater ikke er påvirket, og hvor det
derfor er de danske konkurrenceregler, der finder anvendelse.
På den måde vil der gælde et samlet
regelsæt om behandlingen af erstatningssager om
overtrædelse af konkurrenceretten i forhold til proces,
forældelse og hæftelse, uanset om overtrædelsen
måtte kunne have samhandelspåvirkning eller ej, hvilket
vurderes at være mest hensigtsmæssigt og forudsigeligt
for alle sagens parter.
For at samle
reglerne vedrørende erstatning for overtrædelser af
konkurrenceretten foreslås det derfor at ophæve
konkurrencelovens kapitel 9 a om civilretlig forældelse og
kapitel 9 b om gruppesøgsmål og i stedet
indsætte tilsvarende bestemmelser med de ændringer, som
direktivet giver anledning til. Endelig indeholder lovforslaget en
præcisering af konkurrencelovens § 13 om
offentliggørelse af afgørelser, således at det
klart fremgår, hvilke afgørelser der skal
offentliggøres.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling. Jeg skal venligst anmode Tinget om, at lovforslaget
vedtages seneste fire uger før den 27. december 2016, hvor
det foreslås, at forslaget skal træde i kraft.