Skriftlig fremsættelse (26. april
2017)
Uddannelses- og
forskningsministeren (Søren Pind):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
universitetsloven (Bedre rammer for ledelse)
(Lovforslag nr. L 203)
Lovforslaget har til formål at skabe
bedre rammer for ledelse på universiteterne og
fremsættes som opfølgning på aftale af 11. april
2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk
Folkeparti.
Med lovforslaget præciseres
bestyrelsens opgaver, så det fremgår, at bestyrelsen
har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af
universitetet og herunder har det overordnede ansvar for, at
universitetets forskning og uddannelser udvikles løbende.
Det foreslås herudover, at bestyrelsesformanden på
universitetets vegne er ansvarlig for den strategiske dialog med
ministeren.
Det præciseres endvidere med
forslaget, at bestyrelsen ikke alene skal forvalte universitetets
midler effektivt, men også til størst mulig gavn for
samfundet.
Med henblik på at kunne varetage den
overordnede og strategiske ledelse af universitetet foreslås
det at udvide kompetencekravene til universiteternes eksterne
bestyrelsesmedlemmer. Det foreslås endvidere, at
bestyrelsesformanden skal have erfaring med strategisk ledelse af
en stor virksomhed eller organisation og væsentlig indsigt i
samfundsmæssige forhold.
Med forslaget foreslås der fastsat
nye procedurer for udpegning af formanden og de øvrige
eksterne medlemmer af bestyrelserne. De nye procedurer tager
udgangspunkt i, at det enkelte universitet fortsat vil skulle
nedsætte et institutionsspecifikt udpegningsorgan og et
institutionsspecifikt indstillingsorgan til udpegning og
indstilling af de eksterne bestyrelsesmedlemmer. De gældende
regler om indstillings- og udpegningsorganer foreslås
videreudviklet således, at der fastsættes nye og klare
regler for sammensætning af udpegningsorganet og
indstillingsorganet, der bedre afspejler universiteternes
samfundsmæssige betydning.
Efter forslaget skal udpegningsorganet
bestå af mindst otte og højst ti medlemmer.
Udpegningsorganet sammensættes af fem til syv medlemmer fra
erhvervsliv, myndigheder og øvrige uddannelsesinstitutioner
m.v., der skal afspejle universitetets brugere og aftagere og have
indsigt i universitetets opgaver. Derudover har én
repræsentant for de ansatte, én repræsentant for
de studerende og én repræsentant for de eksterne
medlemmer af universitetets bestyrelse plads i udpegningsorganet.
Udpegningsorganet vælger en formand blandt de fem til syv
medlemmer fra erhvervsliv, myndigheder og øvrige
uddannelsesinstitutioner m.v.
Det foreslås, at den siddende
bestyrelsesformand er formand for indstillingsorganet, der
består af ét eksternt og ét internt medlem af
den siddende bestyrelse, én repræsentant for
Uddannelses- og Forskningsministeriet og to medlemmer, der er
udpeget af udpegningsorganet. Ved indstilling af en ny
bestyrelsesformand udpeger udpegningsorganet en formand for
indstillingsorganet.
Det foreslås endvidere, at
udpegningsorganet udpeger de eksterne bestyrelsesmedlemmer,
herunder bestyrelsesformanden, efter indstilling fra
indstillingsorganet. Ministeren godkender den udpegede formand for
bestyrelsen.
Forslaget ændrer ikke ved
sammensætning og procedure for valg af bestyrelsens interne
medlemmer.
Herudover foreslås det, at de
nuværende udviklingskontrakter erstattes af strategiske
rammekontrakter. De strategiske rammekontrakter skal indeholde
centrale strategiske mål for universiteternes kerneopgaver
målrettet de konkrete udfordringer på det enkelte
universitet.
Endelig foreslås det med lovforslaget
at styrke dialogen mellem bestyrelserne og uddannelses- og
forskningsministeren. Det foreslås, at ministeren afholder
møder med bestyrelsesformændene for universiteterne
mindst to gange årligt.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. juli 2017.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.