Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2016)
Finansministeren
Claus Hjort Frederiksen:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret
2020
(Lovforslag nr. L 2)
Lovforslaget
afløser det forslag til lov om fastsættelse af
udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret
2020, der blev fremsat med finanslovsforslaget i august 2016, og
som er bortfaldet ved udløbet af Folketingsåret
2015/2016. Lovforslaget har til formål at fastsætte
konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner
for finansåret 2020.
Det
følger af budgetlovens § 6, stk. 1, at finansministeren
samtidig med forslaget til finanslov kan fremsætte et forslag
til lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner
og regioner for det fjerde af de følgende
finansår.
Udgiftslofterne for 2020 fastsættes med afsæt i den
forudsatte udgiftsudvikling i en fremskrivning af dansk
økonomi, hvor de årlige strukturelle offentlige
underskud højst må udgøre ½ pct. af BNP,
og hvor de mellemfristede mål for den offentlige saldo og
holdbarhedsindikatoren er opfyldt.
Udgiftslofterne for 2020 er på den baggrund fastsat i
overensstemmelse med en mellemfristet fremskrivning til 2025, der
er baseret på finanslovforslaget for 2017, grundlaget i
Økonomisk Redegørelse, august 2016 samt de konkrete
virkninger af prioriteringerne i regeringens 2025-plan (DK2025 - Et
stærkere Danmark).
Med
lovforslaget fastsættes overordnet tre separate udgiftslofter
for henholdsvis stat, kommuner og regioner. Det statslige
udgiftsloft er opdelt i to dellofter for henholdsvis driftsudgifter
og indkomstoverførsler. Det kommunale udgiftsloft er en
øvre grænse for de kommunale nettodriftsudgifter til
service, mens det regionale udgiftsloft er opdelt i to dellofter
for henholdsvis sundhedsområdet og de regionale
udviklingsopgaver.
Et udgiftsloft
angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med
én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat,
kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides
med henvisning til en samlet overholdelse af summen af
udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.
Forslaget har forinden fremsættelse
været sendt i høring med frist den 4. oktober 2016.
Høringssvarene vil blive fremsendt til finansudvalget forud
for 1. behandlingen af forslaget.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.